Ung med indflydelse - en fremtidssikret aftenskole
8. december 2020

AOF Center Odense har modtaget støtte til at etablere ungeråd, som skal gentænke folkeoplysningstilbud for unge.
Den typiske aftenskoledeltager er en midaldrende kvinde. Hun er en del af den etablerede og loyale målgruppe, som AOF imødekommer med folkeoplysende aktiviteter og tilbud sæson efter sæson. Men hvordan ser aftenskolen ud i 2030? Hos AOF Center Odense var andelen af kursister under 35 år kun på 8% i 2020.
De har fået bevilliget midler fra Kulturminsteriets Udviklingspulje til lokal folkeoplysning med det formål at øge andelen af unge i aftenskolen med 50%.
Vores samfund bygger på de folkeoplysende værdier, og også i fremtiden har aftenskolen en vigtig opgave med at sikre aktivt medborgerskab gennem engagerede fællesskaber. Den opgave skal AOF’s nye ungeråd være med til at løfte.
Ungerådet får beslutningskompetencer i relation til program og gennemførelse af aktiviteter og herigennem udvikle nye metoder til medindflydelse. Det skal sikre, at flere unge i alderen 18-35 år deltager i aftenskoleaktiviteter. Det kan bl.a. indebære at flytte aftenskolen til nye lokationer, udvikle nye PR-metoder målrettet unge, facilitere uformelle fællesskaber og søge nye partnerskaber og samarbejder.
I AOF er det kontinuerligt et mål, at få flere unge til at se værdien i de folkeoplysende tilbud og aktiviteter. Det er der ifølge Gitte Overgaard fra AOF Center Odense sådan set ikke noget nyt i: ”Men nu er vi selv blevet ældre, så hvad ved vi egentlig om, hvad de unge ønsker sig? Derfor vil vi gerne have de unge til selv at formulere de ønsker og behov, de har, og som aftenskolen har stort potentiale til at indfri. Den store udfordring er helt konkret, at de unge ikke ved, at muligheden ligger der.”
De unge skal engageres i positive fællesskaber, som er en af folkeoplysningens centrale byggesten. Men de positive fællesskaber skal de unge selv være med til at formulere.
”I de her år er FN’s verdensmål og særligt bæredygtighed vigtige emner for utroligt mange unge. De mangler bare et rum, hvor de kan diskutere de her ting med ligesindede og deltage i aktiviteter, som har de tematikker som omdrejningspunkt. Nu giver vi dem muligheden for at definere form og indhold helt fra bunden af”, siger Gitte Overgaard.
Mange unge er i forvejen rigtigt aktive, så de skal bare få øje på aftenskolen som et redskab til at føre konkrete tiltag ud i livet. De nye ungeråd skal etableres ved at tage kontakt til unge i lokalmiljøerne, som er potentielle kandidater. Opgaven lyder derefter på udarbejdelse af inspirationskatalog og en plan for formidlingen af de nye tiltag.
Aktiviteterne vil være fordelt mellem seks fynske kommuner: Assens, Middelfart, Nordfyn, Odense, Kerteminde og Nyborg.
”Tre af de seks kommuner har bevilliget penge, hvilket er godt i forhold til at sikre den lokale forankring. Vi forventer at få midler fra de sidste tre kommuner. Fra januar står den på græsrodsarbejde, og så er der fuld fokus i 2021 og et par år frem”, lyder det fra Gitte Overgaard.
Lignende nyheder

Keramiklokalet er Shobanas frirum fra psykisk sårbarhed
12. maj 2023
Shobana Sutharsan er én ud af mange mennesker, der har en psykisk sårbarhed i Danmark. Hun har gennem et keramikkursus hos AOF fundet det frirum i hve ...