Christina lærer at tale dansk hos AOF
12. februar 2021.
For mange i servicebranchen kan det være svært at kommunikere med kollegaerne, fordi det danske sprog er en barriere. Christina Constanta Vizitiu arbejder hos Rengøringsservice Danmark og er blevet meget bedre til at tale dansk, fordi hun har fået undervisning hos AOF.
Hun deltager på FVU Start i AOF Center Storkøbenhavn sammen med andre kollegaer fra servicebranchen. Undervisningen foregår i arbejdstiden og er tilrettelagt med fokus på de termer, som servicemedarbejderne støder på i deres job. På den måde tilpasses undervisningen deres daglige arbejdsopgaver og gør det nemmere at forholde sig til dét at lære dansk.
"Jeg kan mærke, at jeg bliver bedre hver uge", siger Christina i videoen og uddyber, at hun både på arbejdet og i sit privatliv kan se en tydelig udvikling: "Jeg bruger det danske hver dag, når jeg går på kontor og taler med mine kollegaer. Jeg bruger det også i mit privatliv, for jeg har danske naboer og kan bedre forstå læreren fra min datters skole", siger hun i videoen herunder.
Om Projekt Styrket Indsats:
Med Projekt Styrket Indsats har AOF hjulpet mere end 31.000 personer som Christina med et kompetenceløft til en nemmere hverdag. Projekt Styrket Indsats er finansieret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Voksne med dansk som andetsprog kan deltage i FVU-start, som er et undervisningstilbud i dansk for tosprogede. Kurset er til dig, som gerne vil forbedre og udvikle dine sproglige færdigheder på dansk. Her får du muligheden for at styrke dine mundtlige og skriftlige kompetencer, som kan være nyttige i både privat- og arbejdsliv. Bliv bedre til at tale dansk med dine kollegaer eller andre personer i dit netværk, så du kan få en nemmere hverdag. Undervisningen er gratis, og der kan søges om SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte).