AOF medvirker i Jonas Risvigs nye ungdomsserie, som sætter den grønne omstilling og fremtidens uddannelser på dagsordenen

7. februar 2024.

Sammen med dele af Fagbevægelsen er AOF medforfatter på Jonas Risvigs nye ungdomsserie med titlen EVIGT, som får premiere søndag den 11. februar.

I serien følger man en gruppe venner i 18-års alderen, hvis sommerferie er præget af fester, kærlighed og venskab. De underliggende temaer i serien er den grønne omstilling, fremtidens uddannelser og nye jobmuligheder. AOF ønsker med serien at indgå konstruktivt i de unges (18-25 år) samtale om netop disse temaer.

Den grønne omstilling bliver italesat af særligt to karakterer, som inddrager resten af vennegruppen i deres refleksioner og valg af uddannelse og fremtidige job. Med samtalen som det bærende element vil serien udvide seernes horisont og perspektivere deres egne valg, så de forstår, hvad de selv kan bidrage med.

I vennernes samtaler finder man som seer bl.a. ud af, at en af karaktererne er i gang med at uddanne sig til au­to­ma­tik­tek­ni­ker, en markant anden uddannelsesvej end sine venner, som alle går på gymnasiet. En anden karakter eftersøger et forum, hvor hun kan tale med andre om klima og bæredygtighed og inspirere hinanden til at træffe grønnere valg. Her viser det sig, at aftenskolerne spiller en afgørende rolle, idet man kan mødes med andre i et fællesskab og blive klogere på sig selv og verden. Karaktererne i EVIGT skal med andre ord inspirere til, at man som ung borger i Danmark indgår som en aktiv medspiller i samfundet.

Dansk Metal, HK, BUPL, Fø­de­va­re­for­bun­det NNF og Arbejdermuseet har bidraget til serien i samarbejde med AOF.

Læs mere på aof.dk/evigt

 

Information om serien og Jonas Risvig

Jonas Risvig er på ganske få år blevet en anerkendt filminstruktør, som fortæller historier med ungdommens egen stemme. På DR har han været fremme med serien Salsa. På sin YouTubekanal har han tidligere udgivet serierne Centrum, Grænser og ZUSA i samarbejde med bl.a. Trygfonden, Kræftens Bekæmpelse m.fl. Den nye serie EVIGT får premiere søndag den 11. februar klokken 20.00. Serien består af 8 afsnit, som bliver udgivet løbende på YouTube. Traileren kan ses her.

Foruden AOF er DSB, Dansk Industri, Dansk Metal, TEKNIQ & Arbejdsgiverne også co-creator på serien.

 

For yderligere information, kontakt kom­mu­ni­ka­tions­kon­su­lent Helle Jessen: heje@aof.dk

Har du en god ide?

Har du en god ide?

Hos AOF kan du starte dit eget hold, hvor du deler ud af dine ideer og din viden. Du kan også starte et debatforum om emner og ting, du går op i. Vi vil gerne hjælpe unge over 18 år med at forfølge deres interesser og drømme. Det er uanset, om du har en ide til et helt nyt projekt, eller om du drømmer om at undervise andre i en hobby, som du selv har fået meget glæde af. Mulighederne er mange.

Start dit eget fællesskab