Keramiklokalet er Shobanas frirum fra psykisk sårbarhed

12. maj 2023.

Shobana Sutharsan er én ud af mange mennesker, der har en psykisk sårbarhed i Danmark. Hun har gennem et keramikkursus hos AOF fundet det frirum i hverdagen, hun manglede, og hvor hun virkelig hører til.

Shobana Sutharsan er 28 år gammel og har flere forskellige psykiske vanskeligheder, der gør hendes hverdag udfordrende. Shobana lider blandt andet af social angst og er flere gange blevet ramt af stress. Det betyder, at hun har meget lidt overskud i sin hverdag. Hvis ikke hun lytter til kroppen og holder sig i ro, kan hun opleve ubehagelige fysiske symptomer såsom angst- eller stressanfald.

Shobana var tidligere meget bundet til sin lejlighed: “Det eneste jeg kom ud, var når jeg gik en tur i området. Og jeg havde bare brug for at komme mere ud”, siger Shobana.

Men det er ikke altid nemt at komme afsted og slet ikke, når man døjer med vanskeligheder, der kan gøre springet ud i nye ting endnu sværere. Shobana havde brug for at finde et fællesskab, hvor hun følte, at hun hørte til. Til trods for hendes nervøsitet fik hun tilmeldt sig keramikkurset hos AOF i Aalborg: “For mig har det været vigtigt at komme herned og få et fællesskab og samtidig være kreativ, som jeg elsker”.

Shobana har fundet dét frirum i sin hverdag, hvor sårbarheden ikke fylder det hele. Hun kan træde ud af sårbarheden og udtrykke sig selv og sin personlighed både gennem fællesskabet, men også gennem keramikkens verden.

Tryghed i keramikkens fællesskab

I takt med at Shobana fik det bedre psykisk, tilmeldte hun sig keramikkurset hos AOF. Hun kendte ingen på holdet. Men Shobana har gennem kurset opbygget en stærk relation til sin underviser Kirsten Haaning Kristensen. Shobana forklarer, at Kirsten gør lokalet til et trygt sted at være, man føler sig velkommen, og der er plads til at være sig selv:

“Jeg kan altid komme til Kirsten og snakke om de ting, jeg synes er lidt svært. Hun møder mig med åbne arme og er bare virkelig god til at lytte. Det har jeg kunnet finde en ro i“, fortæller Shobana.

Kirsten fortæller, at kulturen i keramiklokalet er unik, og at der både er plads til at man åbner op, men der er også plads til, at man bare fokusere på at lave keramik.

“Kursisterne kommer for det fælles tredje, at lave keramik, og man behøver ikke åbne op for andet end sit navn. Man bestemmer helt selv, hvor åben man vil være. Man får lov til at lure lidt på, hvad andre gør, og man har tid til at mærke, at det er et trygt rum at være i“, siger Kirsten.

Kirstens keramikhold er ikke forbeholdt psykisk sårbare, men hun har flere gange haft kursister med psykiske vanskeligheder. Hun mener, at det lave tempo uden forventninger især er godt for mennesker, der lider af psykiske vanskeligheder. Kirsten oplever også, at kursisterne ender med at blive fortrolig med hinanden, så snart de finder ud af, at det er et trygt rum og fællesskab.

Shobana er i hvert fald ikke i tvivl om, at keramiklokalet er blevet et sted, hun er meget glad for at komme: “ Det (keramiklokalet) er ét af mine tryghedssteder, fordi vi har et godt fællesskab, og alle interesserer sig for keramik – det har været godt for mig”.

Se video om Claus og Alastairs makkerskab her:

Se video om Lea og hendes mentale sundhed her:

Fornyet overskud og kreativ udvikling  

For mange mennesker der har en psykisk sårbarhed, kan det være svært at komme ud, og derfor ender det ofte med, at man kun er derhjemme. Men det er vigtigt at have noget at se frem til, føle at man er en del af et fællesskab og vide, at man kan træde ud af det mentale kaos en gang i mellem.

“Jeg ser frem til keramik hver uge, og det er min dag, hvor jeg kommer ud og er rigtig social med andre” siger Shobana. Selvom hendes overskud er præget af hendes psykiske helbred, så er keramikken Shobanas frirum, hvor hun føler, at hun hører til.

“Det er vigtigt at have sådan nogle tilbud, så man kan komme ud og finde et sted, hvor man har det godt. Lige meget hvordan mit overskud er, så kommer jeg altid afsted, fordi jeg ved, at det giver noget godt i sidste ende”, fortæller Shobana.

For Kirsten er der ingen tvivl om den udvikling Shobana har været igennem, siden hun startede på Kirstens hold:  “Var man en flue på væggen inde i keramiklokalet, så ville man ikke opdage, at Shobana baksede med mange ting, som er udfordrende. Hun har rykket sig sindssygt meget. Man kan virkelig se, hvordan hun har udviklet sig - også gennem keramikken”.

 

Læs artiklen: Sykursus blev en øjenåbner for Lea og hendes mentale sundhed.

Vil du også prøve kræfter med keramik? Se her

Vil du også prøve kræfter med keramik? Se her

Vi har kurser i keramik og andre kreative håndværk til dig, som drømmer om at udfolde dig kreativt og slå hovedet fra for en stund. Lær forskellige teknikker at kende og skab smukke og praktiske kreationer i ler til dig selv eller nogen, du holder af.

Find keramik i nærheden af dig

lll

l'æøl'