Drømmen om dragskolen: Lidt glitter har aldrig skadet
7. oktober 2022.
I samarbejde med Mizz Privileze stiller AOF et kreativt safer space for unge til rådighed, så de kan udforske og blive anerkendt for lige præcis dén, de er eller ønsker at blive. Det er nemlig dét, hovedstadens nye dragskole har som fornemmeste opgave.
I maj gennemførte AOF og Mizz Privileze, med det borgerlige navn Michael Bjerring, en workshop for 10 unge i Ungdommens Demokratihus, som skulle være startskuddet til etableringen af en dragskole i København. Hvordan dét forløb, kan du se i videoen længere nede.
Drømmen om dragskolen er nu gået i opfyldelse - indtil videre som et kursusforløb over fire mødegange frem til januar, som skal ende ud i et stort finaleshow. Målet med dragskolen er at give unge i Storkøbenhavn et kreativt sted, hvor de kan lære om kunstformen drag og udforske forskellige kønsudtryk i et trygt fællesskab. Det handler ikke kun om at lære at lægge make-up og få scenetræning, det handler i lige så høj grad om at få lov til at udtrykke sig på trods af, hvad nogle normer ellers dikterer.
I videoen fortæller en af deltagerne, Roberta Gammelby, at dragskolen vil have stor betydning for rigtig mange unge mennesker: ”Det her er et stort koncept. For drag handler ikke bare om en mand i en kjole. Det går meget længere ud end det.”
Ifølge Mizz Privileze er dragskolen kropspositiv, selvtillidsskabende og giver plads til kreativitet. Målgruppen er unge i København i alderen 12-25 år. Tanken er at have et særligt fokus på at rekruttere mangfoldigt og sikre, at majoriteten af de unge, der får gavn af tilbuddet har et ekstra behov for fællesskabet. Deltagerne vil være en blanding af unge, der har en specifik drøm om at være drag performere og så unge, der bruger kunstformen til at finde fællesskab og være kreative, men ikke nødvendigvis ser det som en decideret karrierevej.
Efter evaluering af forløbet kan projektet konceptualiseres til en manual, således at en dragskole også kan drives i andre dele af landet, hvor første hold potentielt kan blive medundervisere og rollemodeller. På den måde skal dragskolen ikke kun ses som et isoleret forløb, man kan tilmelde sig, men kan blive etableret som et vedvarende tilbud til de unge, der har behovet og som efter at have gennemført en række moduler, kan være medskabere af nye moduler og ny læring. Som drag kan man altid blive dygtigere - ligesom med fodbold.
Julie Kramme Guldbæk, som er kursuskonsulent hos AOF Storkøbenhavn, påpeger at dragskolen som koncept bliver taget lige så alvorligt, som alle mulige andre fritidsaktiviteter: ”Som folkeoplysende organisation er det vores pligt at bidrage med aktiviteter som hylder mangfoldighed og inklusion. Faktisk har det altid været en del af AOF’s dna, så vi glæder os virkelig over at være en af de aktører, som står i spidsen for det her område”.