Det giver mening at investere i aftenskolen
22. februar 2021

Ny rapport viser, at AOF’s kurser gavner deltagelsen i civilsamfundet for psykisk sårbare.
I et samarbejde mellem Frinova og AOF Frederiksberg-København har Projekt Aftenskolekurser forsøgt at inkludere personer med psykiske udfordringer i det daglige. Tilbuddet om at deltage i aftenskolekurser favner en bred gruppe borgere med forskellige tilknytninger til socialpsykiatrien. I projektperioden fra august-december 2020 har 124 personer tilmeldt sig et kursus hos AOF. Det har været alt lige fra klaver, keramik, polsk, impro-teater, klassisk tegning, vandgymnastik, foredrag, guitar, yoga og FVU.
Projektet udspringer af et pilotprojekt mellem AOF, Depressionsforeningen og Frinova, som havde til formål at tilknytte en aftenskolemakker til personer med psykiske sårbarheder, som ellers ville have svært ved at komme afsted på et aftenskolekursus.
Resultaterne fra den kvalitative evaluering viser, at kursusaktiviteterne har en positiv effekt på målgruppens psykiske trivsel. En af de centrale årsager til projektets succes er, at deltagerens interesser og ressourcer er i fokus, og de mentale udfordringer træder i baggrunden, som en deltager udtrykker her:
”At tage del i kurset har givet mig en følelse af fællesskab og tilhørsforhold, hvilket har fået mig til at glemme min psykiske sårbarhed.”
Deltagernes personlige fortællinger tegner gennemgående et billede af projektet, som en værdifuld og gavnlig indsats. Det er denne udtalelse også et eksempel på:
”Når man drikker kaffe på to-mands hånd, så er der et eller andet pres for, at du skal kunne performe. Du skal kunne holde gang i en samtale, du skal være interessant at snakke med. Hvis du er på et kursus (…) er du samlet om en aktivitet, der på en eller anden måde skaber underholdningen og drivkraften i sammenkomsten (…) så det er en social situation uden noget socialt pres overhovedet.”
Makkerskabet bidrager med empatisk støtte og praktisk hjælp, men er ikke et behov hos alle deltagere. Desuden bidrager den økonomiske dækning af kursusgebyret til, at deltagerne overvinder ængsteligheden og tilmelder sig et kursusforløb.
På baggrund af spørgeskemabesvarelser fra 48 deltagere viser rapporten bl.a. at:
82% af deltagerne oplever at kunne deltage på lige fod med andre kursister til aftenskolekurserne.
85% af deltagerne bliver opløftet og udfordret på en god måde på kurserne.
90% af deltagerne gerne vil deltage i flere aftenskolekurser.
87% af deltagerne motiveres af, at aktiviteten foregår i en civilsamfundskontekst, hvor psykisk sårbarhed ikke er en del af rammesætningen.
”Vi er utroligt stolte af og glade for at være en del af dette samarbejde og således medvirke til at gøre en positiv forskel for borgere med psykisk sårbarhed,” udtaler Jeanett Dahl Pedersen, som er skolechef i AOF Center Storkøbenhavn, om rapportens resultater.
Rapporten peger afslutningsvist på, at det kræver en vedholdende og længerevarende indsats, herunder et fortsat samarbejde på tværs af de respektive parter, at skabe blivende resultater for borgere med tilknytning til socialpsykiatrien.
Lignende nyheder

Drømmen om dragskolen: Lidt glitter har aldrig skadet
7. oktober 2022
I samarbejde med Mizz Privileze stiller AOF et kreativt safer space for unge til rådighed, så de kan udforske og blive anerkendt for lige præcis dén, ...