”Der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang.”

Mange medarbejdere i servicebranchen har svært ved at kommunikere med kollegaerne, fordi det danske sprog er en barriere. Derfor har AOF det seneste år samarbejdet med medlemmer af Servicebranchens Arbejdsgiverforening (SBA) om at levere danskundervisning til servicemedarbejderne i Københavnsområdet.

Samarbejdet har vist sig at være en stor succes, og det har aldrig været nemmere at sende medarbejdere til danskundervisning i arbejdstiden. Samarbejdet bliver derfor nu udvidet, så også servicemedarbejdere i nærheden af Vejle, Aarhus og Aalborg kan modtage danskundervisning.

 

 

En gevinst for virksomheden

Mange servicevirksomheder oplever et behov for at opkvalificere deres medarbejderes dansksproglige kompetencer. Det efterspørges nemlig ofte af kunderne og er mange steder et underliggende krav i kontrakterne. Netop den udfordring genkender Robert Gabriel Filimon, som er kundechef hos Alliance+:

”For nylig havde vi en kontrakt, hvor der var behov for fem nye tilsynsførende. Dem var vi nødt til at rekruttere i stedet for at bruge vores egne medarbejdere, som egentlig er kvalificerede, men som ikke taler dansk. Det ville selvfølgelig være mest optimalt at bruge vores egne medarbejdere, for de har den erfaring, det kræves, men opfylder ikke kravet om at tale dansk.”

Zanne Burø, som er næstformand i SBA og direktør i Compass Group peger på vigtigheden af at se uddannelse af medarbejderne som et gode for hele branchen:

”I det at vi overtager medarbejdere fra hinanden i virksomhedsoverdragelse på tværs af virksomhederne i Danmark, så har vi alle en fælles interesse i at medarbejderne er kvalificerede og også opkvalificerede. Så det er egentlig i alles interesse, at vi støtter op om en ordning som denne”.

Hos Coor er det også svært ikke at se andet end fordele i samarbejdet på trods af at undervisningen foregår midt i arbejdstiden:

”Vi vælger at bruge arbejdstiden på at opkvalificere medarbejderne, fordi det giver rigtig god værdi til virksomheden, og vi ser en masse fordele ved det, fordi medarbejderne kommer til at trives bedre. Så derfor synes vi, det er en rigtig god investering, at medarbejderne bliver bedre til dansk”, siger Ulla Amtoft, som er HR-direktør hos Coor.

 

Stor værdi for medarbejderen

Undervisningen er tilrettelagt med fokus på de termer, som servicemedarbejderne støder på i deres job. På den måde tilpasses undervisningen deres daglige arbejdsopgaver og gør det nemmere at forholde sig til dét at lære dansk.

”Vi får meget gladere medarbejdere, der trives bedre i deres job, for de er ikke usikre på, om de er dygtige nok, og om de kan udføre jobbet. Derfor gør det selvfølgelig også, at de leverer en rigtig god kvalitet, så vi får tilfredse kunder, når vi leverer det stykke arbejde, som vi er bestilt ind til,” siger Ulla Amtoft fra Coor og understreger, at de mange positive tilbagemeldinger vidner om, at undervisningen har stor betydning for den enkelte.

"Jeg kan mærke, at jeg bliver bedre hver uge", siger Christina Constanta Vizitiu, som har været kursist hos AOF og både på arbejdet og i sit privatliv kan se en tydelig udvikling: "Jeg bruger det danske hver dag, når jeg går på kontor og taler med mine kollegaer. Jeg bruger det også i mit privatliv, for jeg har danske naboer og kan bedre forstå læreren fra min datters skole."

 

En nem proces

Virksomheden tilmelder medarbejderen via onlinebooking og får fuld lønrefusion for undervisningen. AOF hjælper med hele den administrative proces, så det er så nemt som muligt for virksomhederne at tilmelde medarbejderne. Det betyder, at virksomhederne i stedet for kan bruge tiden på at få tingene til at ske.

”Så længe man vil det her, kan man nøjes med at fokusere på, hvem vil man uddanne og hvornår, og så hjælper AOF med resten. Man kan faktisk få støtte til størstedelen, så der er ingen dårlige undskyldninger for ikke at komme i gang”, siger Kenny Vermehren Dahl, som er HR-chef i Forenede Service.

Om danskundervisning for tosprogede (FVU Start):

Undervisningen foregår hver onsdag kl. 13.00-16.30, og der er løbende optag den første onsdag i måneden.

Medarbejderen får løn, og virksomheden får fuld lønrefusion for undervisningen. Det er AOF, der står for alt det administrative.

 

Lignende nyheder

DEBAT: Politikerne gambler med befolkningens mentale sundhed

DEBAT: Politikerne gambler med befolkningens mentale sundhed

25. november 2022

Danskernes mentale sundhed har taget et kraftigt slag under coronapandemien - også for dem, der ikke rammes af sygdommen.

Styrk folkesundheden gennem folkeoplysning

Styrk folkesundheden gennem folkeoplysning

4. april 2022

Læs Direktør John Meinert Jacobsens indlæg om hvordan folkeoplysningen styrker folkesundheden.

Alle voksne skal med nu

Alle voksne skal med nu

25. oktober 2021

18 konkrete forslag til at forbedre danskernes grundlæggende færdigheder.