AOF hjælper unge ud af ledighed i Region Syddanmark
21. februar 2019
Projekt JEPS øger tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Der er mange borgere, der befinder sig langt fra eller helt uden for arbejdsmarkedet, og som har svært ved at komme videre alene. Projekt JEPS (Jobs, Engagement, Personlig udvikling og Social inklusion) er med til at øge tilknytningen til arbejdsmarkedet og beskæftigelsen for personer i alderen 25 - 40 år, der er helt uden for eller kun i let kontakt med arbejdsmarkedet. AOF SYD og Jobcenter Haderslev har indgået et samarbejde om projektet og succesraten er 100 %, da alle, der indtil videre har deltaget er kommet videre.
35 - årige Maria Lund fra Haderslev gik ned med stress på sit job som social og sundhedsassistent, og endte som ledig. Derfor startede hun i et forløb under projekt JEPS. Hun har fundet ud af, at hun skal gå en anden vej, hvis hun skal blive gammel på arbejdsmarkedet. Hun drømmer om at blive skribent og være selvkørende.
- Jeg begynder snart på handelsskolen, hvor jeg skal omskoles til kontorassistent indenfor bogholderi og økonomi, siger Maria til Haderslev Ugeavis.
Jobmulighederne er rigtig gode i fremtiden, og Maria har været meget tilfreds med den hjælp hun har fået gennem projektet.
Hjælp og støtte
Det særlige ved projekt JEPS er, at den enkelte deltager får tilknyttet en professionel kontaktperson, en såkaldt Banebryder. Banebryderen hjælper den enkelte deltager, med en struktureret indsats, med bl.a. at afstemme kompetencer og ressourcer, og sørger ligeledes for at vejlede deltageren med henblik på at nedbryde eventuelle barrierer i forbindelse med en fremtid på arbejdsmarkedet. Banebryderen arbejder også med at øge den enkelte deltagers strategier til selvstændig handling og aktion, ligesom projektet benytter kognitiv træning som metode. Der er nemlig særlig fokus på målgruppens sociale og personlige forudsætninger, da JEPS også er et bidrag til den brede indsats om social inklusion.
På forløbet er kursisterne også gode til at bakke hinanden op og motivere hinanden, og selvom Maria har afsluttet sit forløb, så går hun stadig på besøg hos JEPS.
- Grundtanken, da vi udviklede Projekt JEPS, er at tilbyde borgerne en håndholdt og helhedsorienteret indsats med det klare mål at komme i arbejde, og det er glædeligt at det så kort inde i projektet lykkes så godt, siger direktør Peter Thode Loft fra AOF SYD, og fortsætter: – Det er dejligt for os at opleve, at både borgere og jobcenter går så helhjertet ind i projektet, og det lover godt for resultaterne de næste 2,5 år.
OM PROJEKT JEPS:
Projektet er et tre - årigt EU Social Fonds projekt, der skal øge beskæftigelsen for udsatte borgere i Region Syddanmark.
Projektet er udviklet af AOF Center Fyn, AOF Center Sydjylland og AOF Center Syd, og de 6 deltagende kommuner er: Vejen Kommune, Aabenraa Kommune, Esbjerg Kommune, Svendborg Kommune, Haderslev Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune.
For mere information om projekt JEPS, kontakt projektleder Lone Dreyer (ld@aofcenterfyn.dk)
Lignende nyheder

Fra tegnsprog og tolk til samtale på dansk: Mere end 4000 voksne udlændinge har på et år fået danskundervisning hos AOF Job & Dansk
17. marts 2023
I 2022 har AOF Job & Dansk hjulpet over 4000 voksne udlændinge i Syddanmark med at lære dansk.