Koncertforedrag om Pink Floyd i årene 1970-83

Da Pink Floyd og Roger Waters opdagede verden udenfor
Fored­rags­kon­cert med levende musik ved Thomas Ulrik Larsen om Pink Floyds rejse fra psykedelia til rock-realisme. Roger Waters’ sangtekster er i fokus.

Pink Floyd debuterede i flowerpower-året 1967, og en lovende karriere ventede de legesyge Cambridge-drenge. Gruppens ledestjerne og sangskriver, Syd Barrett, brændte hurtigt ud på grund af stofmisbrug og musikbranchens evige krav om hits. Men bandet overlevede til alles overraskelse tabet af både frontfigur og ildsjæl.

De følgende år var pakket med eksperimenter og forsøg på at genfinde melodien. Først da Pink Floyd i 1970 sagde farvel til psykedelia og stil­eks­pe­ri­men­ter og begyndte at skrive sange med mennesker og deres relationer og følelser som tema, trådte kvartetten, og især den nye kaptajn, Roger Waters, i karakter. Teksterne blev vigtigere, og Waters’ sikre greb om pennen var det, der gjorde de kommende års Pink Floyd-udgivelser til koncept-album med substans.

Roger Waters skrev primært i genren klartekst (rocklyrik uden metaforer), men hele albummet ”Animals” (1977) var tekstmæssigt bygget op som en dyrefabel over kon­kur­ren­ce­sam­fun­det. Waters’ udsyn, som både rummede det nihilistiske og det forsonende, blev på mange måde det manglende led mellem 60’ernes beatmusik og sen-70’ernes punk.

Fra sangen "If" (Atom Heart Mother, 1970) frem til “Two Suns in the Sunset” (The Final Cut, 1983) følger vi Pink Floyds færden i den virkelige verden. Thomas spiller intime soloudgaver af sangene ”If”, ”Set the Controls”, ”Echoes”, “Free Four”, “Breathe”, “Brain Damage”, “Welcome To The Machine”, “Nobody Home” og “Two Suns In The Sunset”.

I sidste ende har Pink Floyd alle dage været et psykedelisk band. For ordet ”psykedelisk” betyder slet og ret, at sindet og følelserne kommer til syne. Ikke mindst gennem teksterne.

Thomas Ulrik Larsen er fored­rags­hol­der, sangskriver, musiker, underviser og mu­sikjour­na­list. Thomas Ulrik Larsen sad i ekspertstolen i Gomorgen Danmark, da Pink Floyds mastermind, Roger Waters, optrådte i Parken i 2011. Thomas var også medvært på DR P6 Beat i hel­dags­ud­sen­del­sen, ”P6 Beat elsker Pink Floyd” i november 2014.

Hans musikalske solo-alias, Lysår, har udgivet tre album.

Thomas Ulrik Larsen var i seks år musiker og kapelmester i The Pink Floyd Project, som regnes for at være et af de bedste Pink Floyd-hyldestbands i verden. Thomas Ulrik Larsen har været musikalsk leder på 150 koncerter med Pink Floyds musik.

Kursusdetaljer

Gentofte Hovedbibliotek, Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup
Onsdag, 19:00 - 21:00
1 lektioner, 1 mødegang
Onsdag 9. april, 2025
Hold nr.: 25118023

185 kr./person

100 ledige pladserTilmeld kursus

Underviser

Thomas Ulrik Larsen

185 kr./person

Tilmeld kursus