Arbejdersangbogen
Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) har udgivet Arbejdersangbogen siden 1926. Sangene i den røde sangbog fortæller masser af historier og rummer værdier, som er grundlæggende for vores samfund, nemlig handlekraft, fællesskab og solidaritet.
Historien viser, at sange altid har spillet en stor rolle, når mennesker i Danmark og rundt om i verden har kæmpet mod undertrykkelse og uretfærdighed. Mange totalitære kræfter har forsøgt at forbyde folkets sange og har forsøgt at forhindre kulturarbejdere i at fremføre deres kritik.
I Arbejdersangbogen er der lagt vægt på, at sangene skal være velegnede som fællessange og samtidig bidrage til udbredelsen af den sangskat og det menneske- og fællesskabssyn, som arbejderbevægelsens ideer og sange rummer i bredeste forstand. Et andet vigtigt mål med sangbogen er, at samværet om sangen i sig selv kan bidrage til at skabe fællesskab. Fællesskaber, hvor begreber som solidaritet, tolerance, livsglæde og medmenneskelighed kan udvikles som modvægt til intolerance, uretfærdighed, egoisme og snæversyn.
I 2026 har Arbejdersangbogen 100 års jubilæum, og det markerer vi bl.a. med en nyudgivelse af sangbogen og 100 sangarrangementer i hele landet. Læs mere herunder.

100 sangarrangementer i 2026
I anledningen af Arbejdersangbogens 100 års jubilæum afholder AOF 100 sangarrangementer i 2026 landet over.
Se liste over sangarrangementer