AOF Seniorhøjskole mandage efterår 2024
Ukraine
Kasper Nesager-Hansen
16. og 17. september
Hvad laver ganske almindelige danskere i det krigsplagede Ukraine? Kasper Nesager-Hansen er freelancejournalist og forfatter. Sammen med andre danskere har han leveret køretøjer og udstyr til det ukrainske forsvar gennem foreningen Biler til Ukraine. Han fortæller, hvordan det er at køre i et land i krig, om sammenhold og luftalarmer flere gange om dagen - og om natten.
Foredraget tager dig med ind i et andet Europa, hvor Ruslands krig sætter dybe spor, men også hvor de lokale forsøger at føre en normal tilværelse. Det er også fortællingen om Bucha, der blev ramt af russisk brutalitet, men byen er ved at vende tilbage til hverdagen.
Det er fortællingen om menneskelig vilje til frihed, demokrati og værdighed mod overvældende odds.
Afrika
Søren Valsøe
23. og 24. september
Det glemte Christiansborg - danskerne på Guldkysten
Christiansborg ligger i Vestafrika. I 1600-tallet byggede danskerne nemlig fortet Christiansborg på Guldkysten i det nuværende Ghana, hvorfra afrikanere blev skibet afsted til slaveri i Caribien. Fortet ligger der endnu.
Men hvorfor kunne danskerne bare bygge et fort i et fremmed land? Hvilke danskere boede på fortet? Og hvad kan vi bruge historien om et gammelt fort til i dag? Hør historien og bliv klogere på Det glemte Christiansborg - danskerne på Guldkysten
Mit rullende liv i en autocamper
Anja Robanke
30. september og 1. oktober
I dette billedrige foredrag deler jeg en unik indsigt i mit minimalistiske liv og den anderledes hverdag, jeg lever, efter at have solgt mit hus, min bil og alle ejendele, der ikke kunne være i min autocamper.
Inspirationen kom fra flere rejser til Island, hvor jeg, med frie rammer fra min chef, oplevede livsstilen som digital nomade. I dag lever jeg min drøm og deler min rejse med mange følgere på sociale medier. Ambitionen er dog for mig ikke, at hele den danske befolkning skal gøre som mig. Mit håb er at kunne inspirere til, at vi alle får det bedste ud af vores liv og udlever vores drømme. Det kræver mod, handlekraft og afsavn – man må være klar til at udfordre mageligheden.
Jeg tager jer med på eventyr og min personlige rejse, hvor hele foredraget er fyldt med billeder og videoklip.
To markante udenrigsministre –
Erik Scavenius og Uffe Ellemann-Jensen
Claus Hagen Petersen
7. og 8. oktober
De levede i hver sin tid, men kæmpede på hver sin måde for, hvad de opfattede som det bedste for Danmark.
Erik Scavenius er blevet kaldt for danmarkshistorien største statsmand, mens andre betegner ham som landsforræder. Han personificerede om nogen samarbejdspolitik med tyskerne under besættelsen. Selv den dag i dag kan navnet Erik Scavenius sætte sindene i kog.
Uffe Ellemann-Jensen var udenrigsminister i mere end 10 år. I Den Kolde Krigs sidste år måtte han inkassere adskillige næser for sin afstandtagen fra den såkaldte fodnotepolitik. I starten af 90’erne kæmpede han ufortrødent for et større dansk engagement i det europæiske samarbejde. Ikke altid med lige stort held.
Kend din ryg
Birgitte Karlshøj
2. og 3. december
Op mod en million danskere lever med ondt i ryggen. Gennem årtier har der været fokus på at finde de smerteudløsende strukturer i ryggen og afhjælpe med bl.a. hæve-sænke-borde, medicin, operationer og løfteteknik. Nu ved vi, at vores kultur, de sociale forhold, vores overskud og forventninger til at blive frisk, i høj grad påvirker rygproblemet. Der er et paradigmeskifte på vej.
Foredraget tager udgangspunkt i 4 forskellige perspektiver på rygsmerter: Det naturvidenskabelige perspektiv: Ryggens mekanik, nervesystem, belønningshormoner, prognose og placebo. Det sanselige: Sanseindtryk kan aflede oplevelsen af smerte. Træningsmetoderne og behandling. Det samfund, vi lever i, og hvordan vi bruger ryggen i dag. Der bliver inddraget ny forskning og givet et nyt syn på rygsmerter, hvor biomedicinske og mekaniske forklaringer bliver suppleret med mere helhedsorienterede og adfærdsmæssige perspektiver.
Vikingerne og Vikingetiden
Kåre Johannesen
28. og 29. oktober
Alle danskere kender vikingerne. Faktisk kender næsten alle i hele verden vikingerne. Men hvad var det egentlig for nogle mennesker? Vores billede af det stolte krigerfolk har fyldt kolossalt meget i danskernes selvforståelse gennem næsten 1.000 år, men er det et rigtigt billede?
I foredraget beretter historikeren Kåre Johannessen om vores (mildt sagt) højtprofilerede forfædre, og ser nærmere på hvordan de tapre, øksesvingende søfolk er blevet brugt og misbrugt gennem tiden, og vi ser også nærmere på selve begrebet "vikingetiden", der måske ikke var helt, hvad vi går og fortæller hinanden - for vikingetiden fandtes faktisk slet ikke!
Humor, gnister og meningsfuld antændelse
Per Ryt-Hansen
4. og 5. november
Spring over hvor gærdet er sjovest, og få en alvorlig indføring i humor. Få redskaber til selv at bruge og forbruge humoren endnu mere. Hør hvordan du aktivt kan styrke livsindhold, livsglæde og meningsfuldhed. Forbered dig på konkrete, inspirerende eksempler! I perioder vil der blive grinet 4 gange i minuttet! Højt at flyve, og bliv deroppe! Vil du med?
Hans nyeste bog: ”Latter ved aftensmaden er tegn på trivsel” - Guide til hvordan du skaber humor, latter og livsmod i familien. For forældre og bedsteforældre. Kan til foredraget købes med rabat.
Epokegørende opdagelser om Universet
Sune Hermit
11. og 12. november
Hvad består Universet af? Hvor langt er der til de nærmeste galakser? Hvordan opstod de tunge grundstoffer, som Solsystemet, planeter – og mennesker – består af? Og hvem opdagede egentlig Dark Matter?
Fælles for disse epokegørende opdagelser, som har ændret fundamentalt ved vores forståelse af Universet, er, at de er gjort af kvinder.
Kvinder, som ofte ikke fik anerkendelse for deres opdagelser, og som måtte tage til takke med lave stillinger som assistenter for mandlige astronomer. Og endda se deres chefer tage æren for deres opdagelser.
Navne som Cecelia Payne-Gaposchin, Henrietta Leavitt og Margaret Burbridge burde være kendte på lige fod med Bohr, Oppenheimer og Einstein.
Vægten i foredraget er primært på astronomien, men også de vanskelige vilkår kvinder havde inden for naturvidenskaben dengang, vil blive berørt.
Sicilien
Camilla Kornerup
18. og 19. november
Sicilien har til alle tider tiltrukket mennesker og øens beboere har dna fra dens mange besøgende gennem tiderne; grækere, romere, arabere, normannere, spaniere mfl. Nu er det bådflygtninge fra Nordafrika, der tager vejen over Middelhavet, og Sicilien er blevet centrum i flygtningedebatten i Europa.
Som en del af det fattigere Syditalien kæmper øen med høj arbejdsløshed. Derudover er klimaforandringerne sat ind og der udvikles nye grønne energikilder og øko-turisme for at styrke fremtiden. Midt i alle udfordringerne har sicilianerne masser at byde på som smuk natur og arkitektur, mad og vin i verdensklasse.
Da lysekronen faldt ned i lagkage
Niels Ole Frederiksen
25. og 26. november
Titlen på dette foredrag skulle nok have været "Danmarks-historier” fra de sidste 78 år!". Altså handler foredraget om historie.
Det er vores fælles historie. For i mangel af fremtid har min alder en lang fortid at byde på.
Tilbageblikket som det hedder, når man som gammel, gør sig tanker om det liv, man har levet. Altså i det omfang man kan huske det og ikke mindst i det omfang, man synes visse begivenheder har haft betydning for ens liv.
Foredraget handler ikke om lagkager og lysekroner. Men derimod om nogle historiske begivenheder som har gjort indtryk på mig. Det kan være noget, jeg har hørt om, eller som jeg via læsning af aviser eller bøger har sat sig spor, eller det kan være noget jeg ligefrem har oplevet selv.
Det drejer sig om begivenheder og personer, som har gjort et indtryk på mig, og derfor har spillet en rolle i mit og andres liv.
Det er ikke erindringsportrætter i gængs forstand, men snarere anekdotiske erindringsglimt med en historisk reference tilsat lidt biografisk gemyse.
Det er heller ikke faglig korrekt Danmarkshistorie, men subjektive fortællinger fra de sidste 78 års Danmarkshistorie betragtet og vurderet af mig.
Kursusdetaljer
925 kr./person
Underviser
Div. foredragsholder
925 kr./person
Tilmeld kursus