Spitzbergen, Murmansk, Kolahalvøen og Nordsibirien

Dyre- og planteliv i de arktiske områder er langt rigere, end man umiddelbart skulle forvente. Det skyldes, at midnatssolen giver lyse somre med gode lys-forhold for såvel plantevæksten på land, som for algevæksten i havet. Omend antallet af arter er begrænset er antallet af individer ofte enormt.
Det har den oprindelige befolkning søgt at udnytte ved sæsonmæssige vandringer mellem forskellige bopladser, og målrettet jagt på hav- og landpattedyr, fugle og fisk, og bortset fra nogenlunde faste flyttemønstre mellem sommer- og vinter-bopladsområder har der ikke eksisteret faste beboelser i Arktis før europæernes ankomst.
Fra 1600- og 1700-tallet blev Arktis langsomt inddraget i ver­den­s­ø­ko­no­mi­en. I begyndelsen var det de europæiske konge- og handelshuse, der efterspurgte
skind. Senere var det olie og tran fra hvaler og sæler til belysning af Europas gader og stuer. Mange bebyggelser fra 1600-1900-tallet blev oprettet med henblik på afsmeltning og handel med olie samt bytte af redskaber, våben, alkohol og nydelsesmidler med skind.
I 1900-tallet har de rige fiskeresurser i Arktis været det vigtigste ek­si­stens­grund­lag, i begyndelsen med spredt udnyttelse, men i 1950erne og 1960erne intensiveredes udnyttelsen af fiskeresursen, som mange anså for uudtømmelig. Senest har meget store mi­ne­ral­re­sur­ser i Arktis, bl.a. nikkel, kobber, kul, guld og diamanter i Rusland, men også uran, kobber, nikkel, zink, samt gas og olie skabt fornyet fokus på det arktiske område og vi prøver at bore i disse faktorers betydning, med udgangspunkt i Spitzbergen, Murmansk, Kola-halvøen og Nordsibirien.