
620 kr./person
Tysksproget litteratur
I mange år var tysk litteratur, herunder litteratur fra Østrig og Schweiz, et fast indslag på Litteraturhøjskolen, idet der var stor interesse for den tysksprogede litteraturs egenart. På dette kursus over fire gange ser vi på tre klassiske forfattere, som vi holder op imod den nok mest fremtrædende moderne tyske forfatter. Der er tale om fire korte værker.
Første gang ser vi på Lumre dage (1906), Forlaget Sidste Århundrede 2022, af den baltisk-tyske forfatter Eduard von Keyserling (1855-1918). Det er en sansemættet fortælling om den livstrætte landadel i begyndelsen af sidste århundrede. Aristokratiets hendøen er skildret med en elegant impressionisme, som imponerede Herman Bang.
Anden gang gælder det Spadsereturen (1917), Batzer & Co 2025, af den schweiziske forfatter Robert Walser (1878-1956). Her er læseren med på en spadseretur, hvor digteren i et smukt sprog videreformidler de indtryk, han møder på sin vej. Detaljerne registreres omkring børns leg, en udstilling i et butiksvindue og naturens udtryksformer mm.
Tredje gang analyserer vi Et brev fra en kvinde (1941), Hovedland 2016, af den østrigske forfatter Franz Werfel (1890-1945). I Wien i 1936 møder vi den velhavende departementschef Leonidas, der er gift med en meget smuk kvinde. Men til sin 50 års fødselsdag modtager han et brev fra en jødinde, han havde et forhold til, da han var nygift. Derved må han tage sit liv op til revision, og portrættet af ham vokser til at være et billede på nazificeringen af Østrig.
Sidste gang diskuterer vi Alice (2009), Batzer & Co 2011, af den tyske forfatter Judith Hermann (f. 1970). Igennem fem noveller følger vi Alice, som bor i Berlin. Hun belyses fra forskellige synsvinkler, men der er så mange tråde imellem novellerne, at man godt kan kalde det en roman. Hver gang involveres hun i et dødsfald, og gennemgående temaer er sorg og erindring, fortalt på en smuk usentimental og hverdagsrealistisk måde.
Deltagerne bedes anskaffe værkerne, der er tilgængelige på bibliotekerne.
Kursusdetaljer
620 kr./person

Underviser
Frantz Leander Hansen
Frantz Leander Hansen er magister i litteraturvidenskab og underviser ved AOF Rødovres Litteraturhøjskole, hvis program han også tilrettelægger.
Han har mange års erfaring som foredragsholder, underviser og tilrettelægger af kurser fra bl.a. gymnasieskolen, foreninger og folkeuniversiteter. Han har desuden været leder af skoletjenesten på Karen Blixen Museum.
Som underviser lægger Frantz især vægt på to ting: autoritet og diskussion. Han prioriterer at fremlægge indgående bud på, hvordan litteraturen kan fortolkes, samtidig med at han inviterer deltagerne til at komme med deres egne synspunkter. Nogle gange underviser han i foredragsform, andre gange åbner han for diskussion fra start. Det afhænger af emnet.
Frantz har selv skrevet tre bøger og en række artikler. To videnskabelige bøger: Babette og det aristokratiske univers. Om Karen Blixens forfatterskab (C. A. Reitzel 1998) og Portræt af en bedrager: Otto Stein. Med sidelys på Jacob Paludans liv og romankunst (Museum Tusculanum 2018). Den tredje bog er den skønlitterære Den sorte BMW og andre fortællinger (Forlaget EM 2026), som består af noveller og litterære erindringer.


