
465 kr./person
Skæbnespillet hos Karen Blixen
Om man lader sig drive rundt i manegen af skæbnen, eller tager den i egen hånd – dét er spørgsmålet hos Karen Blixen (1885-1962). Dog kan skæbnen spille alle et gevaldigt puds, og det skorter ikke på lumske faldgruber i hendes fortællinger. Vi skal forsøge at udrede, hvad der er skæbnesvangert hos Karen Blixen. Spørgsmålet rækker lige fra det enkelte individ til de store historiske og civilisatoriske forhold.
Vi drøfter problematikken ud fra to historier: ”Vejene omkring Pisa” (Syv fantastiske Fortællinger 1934), der er henlagt til Italien og ”Peter og Rosa” (Vinter-Eventyr 1942), der foregår i Danmark. Afrika er uundgåelig, når vi taler om Karen Blixens syn på mulighederne for at få sig en skæbne, derfor ser vi også på Den afrikanske Farm (1937).
Første gang gælder det ”Vejene omkring Pisa”, anden gang ”Peter og Rosa”, og sidste gang er Den afrikanske Farm på programmet.
Deltagerne bedes skaffe de nævnte værker, dog forudsættes Den afrikanske Farm ikke læst, bogen vil blive præsenteret i foredragsform.
Kursusdetaljer
465 kr./person

Underviser
Frantz Leander Hansen
Frantz Leander Hansen er magister i litteraturvidenskab og underviser ved AOF Rødovres Litteraturhøjskole, hvis program han også tilrettelægger.
Han har mange års erfaring som foredragsholder, underviser og tilrettelægger af kurser fra bl.a. gymnasieskolen, foreninger og folkeuniversiteter. Han har desuden været leder af skoletjenesten på Karen Blixen Museum.
Som underviser lægger Frantz især vægt på to ting: autoritet og diskussion. Han prioriterer at fremlægge indgående bud på, hvordan litteraturen kan fortolkes, samtidig med at han inviterer deltagerne til at komme med deres egne synspunkter. Nogle gange underviser han i foredragsform, andre gange åbner han for diskussion fra start. Det afhænger af emnet.
Frantz har selv skrevet tre bøger og en række artikler. To videnskabelige bøger: Babette og det aristokratiske univers. Om Karen Blixens forfatterskab (C. A. Reitzel 1998) og Portræt af en bedrager: Otto Stein. Med sidelys på Jacob Paludans liv og romankunst (Museum Tusculanum 2018). Den tredje bog er den skønlitterære Den sorte BMW og andre fortællinger (Forlaget EM 2026), som består af noveller og litterære erindringer.

