
1.350 kr./person
Skånemarkedet – sild, penge og magt
Tag med på en spændende rejse tilbage til middelalderen, hvor en lille fisk skabte store rigdomme og gjorde det sydlige Skåne til centrum for international handel.
I det sydligste Skåne ligger Skanør og Falsterbo ud mod Østersøen. Købmænd fra nær og fjern strømmede til og blev danske konger velhavende på afgifter til kronen. Årsagen var silden – den eftertragtede fisk, som dannede grundlag for et af middelalderens største markeder i Østersøområdet – Skånemarkedet.
Kom med på en historisk udflugt, hvor vi følger sporene efter Skånemarkedets storhedstid og fortæller historien om silden, pengene og magten.
Vi begynder i Skanør ved kirken og det kongelige borgområde, begge med rødder tilbage til 1200-tallet. Her tager historien sin begyndelse, inden vi følger udviklingen videre mod Falsterbo.
Fra det historiske område spadserer vi gennem Skanørs idylliske hovedgade og videre ned til den gamle havn, hvor vi nyder vores frokost.
Efter frokosten kører vi med bus til Falsterbo Kirke, hvis historie går tilbage til 1300-tallet. Her kæmper kirken stadig mod sandets kræfter fra stranden – et levende vidnesbyrd om naturens indflydelse på områdets historie.
Turen fortsætter til Falsterbohus, den gamle kongelige borg, hvor vi samler trådene og afslutter fortællingen om Skånemarkedet og dets betydning gennem næsten 500 år.
Inden turen går hjemad, nyder vi kaffe og kage ved stranden, hvor historiens vingesus møder Østersøens smukke kystlandskab.
En oplevelsesrig dag med historie, kultur og smukke omgivelser – og fortællingen om, hvordan en lille sild kunne skabe store formuer og sætte sit præg på Europas handelshistorie.
Kursusdetaljer
1.350 kr./person

Underviser
