
298 kr./person
Operaen – et arkitektonisk mesterværk med København som scene
Kom med på en eksklusiv rundvisning i Danmarks nationalopera – en af landets største kulturgaver – smukt beliggende på Dokøen på Holmen. Oplev både området omkring Operaen og den spektakulære bygning indefra, hvor kulturhistorie, arkitektur og scenekunst mødes.
Vi begynder udendørs med udsigt over Københavns Havn og ikoniske seværdigheder som Marmorkirken, Skuespilhuset, Nyholm, Toldboden og Papirøen. Og på en lille guidet tur i området hører vi fortællingen om det tidligere lukkede flådeområde og ser de renoverede Højbanekraner, Pumpehuset og Tørdokken – samt nyder synet af Operaens markante facade.
Herefter går vi indenfor i den imponerende bygning, som stod færdig i 2005, tegnet af Henning Larsen og skænket af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond. På en særrundvisning oplever vi den storslåede foyer med sit enestående lysindfald og hører den usædvanlige historie om Operaens tilblivelse.
Vi ser Olafur Eliassons verdenskendte lysskulpturer og de mange helt unikke udsmykninger af blandt andre Per Kirkeby og Per Arnoldi. Og vi bevæger os naturligvis også ind i den blanke ahornskal omkring Store Scene, hvor det forgyldte loft og glødende træværk er i centrum. På denne specielle rundvisning kommer vi desuden bag scenen og får indblik i arbejdet med de store scenografier og den avancerede teknik, der skaber teatermagi i verdensklasse. Vi besøger også Takkelloftet – Operaens mindre scene – hvor der venter et par overraskelser. Så en oplevelsesrig formiddag med arkitektur, historie og scenekunst – fra fortid til nutid og fremtid.
Praktisk information: Arrangementet inkluderer introduktion til området udenfor (vær opmærksom på, at det ofte blæser) samt særrundvisning i Operaen. Der er mulighed for parkering under Operaparken, busforbindelser i nærheden og havnebussen sejler lige til døren.
Kursusdetaljer
298 kr./person

Underviser




