
290 kr./person
Befrielsesdagen i frihedens tegn
Rundvisning i Churchillparken og besøg på Frihedsmuseet
Den 5. maj – på årsdagen for Danmarks befrielse – inviteres du med på en særlig historisk oplevelse, hvor vi kobler fortællingerne om modstand, håb og frihed sammen med et af de steder i København, hvor Danmarks modstandskamp og målet om frihed formidles stærkest – velkommen på Frihedsmuseet.
Vi begynder under åben himmel i Churchillparken, opkaldt efter Sir Winston Churchill, som under besættelsen stod som et stærkt symbol på modstandsvilje og frihed for mange danskere. Parken ligger smukt omgivet af Kastellet, St. Albans English Church og Frihedsmuseet og rummer mange monumenter og mindesmærker bl.a. knyttet til modstandskampen. På den udendørs rundvisning foldes den historiske forbindelse mellem Danmark og Storbritannien ud – og hvordan denne relation og håbet om frihed fik betydning i de dramatiske år fra 1940–45.
Herefter fortsætter vi til det genopbyggede Frihedsmuseum, hvor vi starter med en introduktion til museets historie og tilblivelse. Med audioguide kan du derefter gå rundt i dit eget tempo og fordybe dig i de mange tankevækkende fortællinger i museets underjordiske udstilling. Her kommer vi tæt på personlige beretninger om modstandsfolks stærke skæbner og autentiske vidnesbyrd, der alle gør besættelsestiden nærværende, og vi forstår de afgørende begivenheder, der formede landet frem mod befrielsen. De mange valg. Modstanden, der langt fra er sort/hvid. Og friheden, der kom med en pris.
Der venter os en spændende formidling, der gør historien levende, nærværende og vedkommende – netop på denne dag, hvor vi mindes friheden og dem, der tog valget om at kæmpe for den – og Danmark.
Vær opmærksom på, at vi starter med en rundvisning uden for. Du har mulighed for yderligere fordybelse i museets udstillinger, da entréen er inkluderet.
Kursusdetaljer
290 kr./person

Underviser








