
360 kr./person
Vinterstrik – varme projekter til vinteren
Luffer, håndledsvarmere eller benvarmere
Har du lyst til at strikke noget varmt og hyggeligt til vinter og komme godt i gang på én dag?
På denne workshop kan du vælge mellem at strikke luffer, håndledsvarmere eller benvarmere.
Du bliver guidet trin for trin gennem opskrift, teknik og opbygning, og jeg hjælper dig undervejs, uanset hvilket projekt du vælger.
Håndledsvarmere og benvarmere er gode begyndervenlige projekter, hvor du kan arbejde med ret- og ribstrik, mens luffer er for dig, der har lidt mere erfaring og har lyst til at prøve kræfter med formgivning og eventuelt tommelfinger.
Vi arbejder i et roligt tempo med god tid til spørgsmål og individuel hjælp, og målet er, at du kommer godt fra start, så du trygt kan arbejde videre derhjemme bagefter.
Du kan vælge at strikke helt enkelt eller tilføje små detaljer som struktur eller mønster, alt efter niveau og lyst. Jeg kommer selvfølgelig med forslag og hjælp undervejs.
Medbring:
3-4 nøgler garn der passer til dit projekt, fx uld til varme vinterprojekter. Hvis benvarmerne skal bruges til sport eller meget i hverdagen, kan det være en fordel at vælge noget, der tåler maskinvask. Medbring også strømpepinde eller en kort rundpind i str. 3 eller 4 samt målebånd.
Jeg medbringer forslag til opskrifter, som du kan tage udgangspunkt i.
Du er velkommen til at medbringe te/kaffe og lidt at spise.
Bemærk! Når du tilmelder dig holdet, giver du lov til at underviseren kan sende materiale der vedrører undervisningen - både før og efter afholdelsen.
Materialet kan eksempelvis være malerialelister før afholdelsen og opskrifter efter endt undervisning.
Frederiksberg og Københavns Kommune tilbyder forhøjet tilskud til særlige grupper. Ved valg af prisen for særlige grupper erklærer du på tro og love, at du er studerende på SU, lærling, på efterløn, pensionist, eller modtager overførselsindkomst (inkl. SU).
Personer over folkepensionsalderen, 18-25-årige samt modtagere af overførselsindkomst kan også være berettigede.
Er du bosiddende i Københavns eller Frederiksberg Kommune, og kurset afholdes i en af disse kommuner, kan du benytte pristypen "særlige grupper".
AOF kan kræve dokumentation ved tilmelding eller senere. AOF forbeholder sig ret til at opkræve og få tilskud tilbagebetalt, hvis det forhøjede tilskud ikke accepteres af kommunen.
Kursusdetaljer
360 kr./person

Underviser
Julie Inge Kure Ringsted
Julie underviser i strik og hækling med fokus på at gøre det overskueligt, trygt og spændende at komme i gang, og hun hjælper dig med at komme godt videre med dine egne projekter. Hun lærte at slå de første masker op af sin mor som barn, og interessen har siden udviklet sig til en vedvarende glæde ved håndarbejde, teknik og formidling. For Julie handler strik og hækling om glæden ved at skabe noget med hænderne og om den ro og fordybelse, der kan opstå undervejs.
Til daglig underviser hun også i tysk på HF og har solid erfaring med at tilrettelægge undervisning og skabe ro, struktur og progression omkring læringen. Som underviser lægger Julie vægt på tydelig formidling, et rart læringsrum og en rolig progression med plads til både begyndere og mere øvede. Hun hjælper kursisterne videre i deres eget tempo, så de både lærer noget nyt og får lyst til at fortsætte derhjemme.







