1.510 kr./person
Senioruniversitet i Herlev - Torsdag
Husk at du kan få tilskud. For mere information se længere nede på siden.
Torsdag den 17. september
HELEN G WELLING, arkitekt maa
Det badende København – fra søbad til havnebad
I Københavns havnebassin lå der i sidste halvdel af 1800-tallet i gennemsnit mere end ti badeanstalter på samme tid. Over en periode på 200 år har der i Københavns inderhavn og yderhavne sammenlagt ligget over 90 søbade. Badene har ligget i en randzone – et ‘ingen-mands-vand’ – uden nogen fast adresse. En flygtig arkitektur i en foranderlig geografi er såvel fascinerende som faretruende.
I 1950’erne tømmes havnen for aktiviteter, og pga. vandforureningen forbydes svømning i havnen. Søbadene – eller havnebadene, som de kaldes i dag – er siden 2001 kommet tilbage i Københavns Havn.
Torsdag den 24. september
EMIL MØLLER CHRISTENSEN, cand mag, teater- og performancestudie
Ej blot til lyst – om turneteatre 1925 - 75
Teater for folket har levet en mangfoldig og livlig tilværelse, ikke bare på teatrene i de større byer, men også på de små scener i provinsen. Vi hører historien om turneteatrene, der med møje og besvær rejste rundt for at give alle danskere en teateroplevelse. Fra 1930’ernes beskedne forhold i provinshotellernes festsale til 1960’erne, hvor nye teaterscener skød op i hele landet.
Foredraget er både med flotte, gamle billeder, filmklip og lydoptagelser af tidernes store kunstnere; Liva Weel, Peter Malmberg, Osvald Helmuth, m. fl
Torsdag den 1.oktober
MARIANNE BENTZEN, exam.com, underviser og formidlerB
YVANDRING: Århusgade – Nordhavnens oase
MØDESTED OG -TID: Foran Cafe Nordfolk, Århusgade 118, 2150 Nordhavn, kl. 10.00. Vandringen tager ca. 2 timer.
Århusgadekvarteret i Nordhavn er en bydel i stadig forandring. Her rummes over 100 års historie som handels- og industriområde som en del af Københavns Frihavn. Vi kommer rundt i kvarteret på Redmolen og oplever de arkitektoniske og historiske bygninger, som de ikoniske DLG-siloer: The Silo og Frihavnstårnet. Det prisvindende Konditaget Lüders. Kronløbsøen med den undersøiske parkering. Siloerne: Portland Towers. Den netop færdigbyggede Nordtip. Og den tidligere våben- og ammunitionsfabrik, Riffelsyndikatet. Undervejs bindes områdets fortid, nutid og fremtid sammen.
Torsdag den 8. oktober
GEORG JULIN, TV-, podcast- og radiovært
Den fjerde alder
”Den fjerde alder” er et ”aktivt foredrag”, hvor Georg Julin taler om ”de i gennemsnit 21 flere leveår”, som forskere siger at ”60+generationen” opnår. Hvordan forbereder vi os så til kvalitetstid i de ekstra år?
Der tales om både motion i dagligdagen, kostforandring, nuværende bolig eller seniorbolig, oplevelser, pension, bank, testamente, mental omstilling, den nye ældrelov – og ikke at forglemme – humor!
Torsdag den 22. oktober
DORTE PERSSON, kunst- og kulturformidler, tidl. balletdanser
Fra fiskekælling til forsker- om kvinder der skabte Danmarks historie
Kom med til et ”Fruentimmer-foredrag”, der kombinerer historisk dybde med en underholdende quiz. Her tager historiefortæller Dorte Persson bladet fra munden og formidler de historier, der ofte blev glemt i historiebøgerne – om alt fra adelige privilegier til kvindekamp på gadeplan, rå fiskekællinger, magtfulde dronninger og visionære forskere.
Glæd dig til en stribe fortællinger, der rykker ved de vante forestillinger om fortidens kvinder.
Torsdag den 29. oktober
KRISTIAN SLOTH, journalist
Spørg for satan – fra journalistens værksted
I foredraget vises klip fra egne TV-historier og vi hører, hvordan de er lavet. Vi hører blandt meget andet om beskyttelse af hemmelige kilder, skygning af dyretransporter og interviews, der gik helt galt.
Kristian Sloth fortæller om dilemmaer, når der skulle vinkles hurtigt og skarpt. Tilhørerne kommer med på en almindelig TV Avis vagt og hører, hvorfor og hvordan journalisten kan bruge 10 timer på at lave et to minutter langt indslag.
Vi hører også om de gamle mediers udfordringer i en tid, hvor sociale medier har overtaget både indhold og økonomi. Hvordan lever medierne op til rollen som samfundets vagthund, når sociale medier stjæler billedet med fake news og kunstig intelligens?
Torsdag den 5. november
ROBERT DAM, forfatter, foredragsholder og tidl. højtstående Scientolog
Mørkets hoteller – Scientologys børn
Foredraget beretter om de hundredvis af børn, der voksede op i Scientologys hoteller i midten af København igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne. Uden at det omgivende samfund tilsyneladende vidste noget, boede disse børn i fattigdom, adskilt fra forældrene og underlagt daglig indoktrinering med sektstens lære.
En rystende historie om fanatisme og det omgivende samfunds berøringsangst over forhold man ikke fatter var virkelighed i København/Danmark.
Torsdag den 12. november
DENIZ SECRINCI, journalist, forfatter
Danmarks glemte helte i Armenien
24. april er årsdag for Osmannerrigets folkemord på 1,5 mio. kristne armeniere under Første Verdenskrig. De danske missionærer og sygeplejersker Karen Jeppe og Maria Jacobsen reddede 2000 armenske kvinder og børn ud af fangenskab. I 1927 og 1950 fik hhv. Jeppe og Jacobsen kongehusets guldmedaljer for deres indsats.
Deniz har besøgt Armenien, Tyrkiet (har skrevet 2 bøger om Tyrkiet) og i Syrien interviewet de efterkommere af armeniere, som danskerne reddede dengang.
Torsdag den 19. november
HELLE MERETE BRIX, journalist og forfatter
Når katastrofen rammer
For 11 år siden var Helle Merete Brix ordstyrer af og arrangør ved et møde, der blev ramt af terror i København. I årene efter har hun talt med en lang række mennesker, der enten personligt eller professionelt har haft katastrofen inde på livet. I foredraget stiller hun spørgsmålet: Hvad kan det enkelte menneske og samfundet gøre for at komme bedst muligt gennem livsomvæltende kriser? Bør vi tale lige så meget om posttraumatisk vækst som posttraumatisk stress? Hvordan holder man fast i håbet?
Torsdag den 26. november
JOHANNE MYGIND, forfatter
Min morfars giftdepot
Myginds morfar var driftsdirektør på Cheminova og bagmanden bag Danmarkshistoriens største miljøkatastrofe. Denne historie danner baggrund for hendes nyeste roman ”Giftig”.
I foredraget fortæller Johanne Mygind historien om sin familie og Cheminova og viser billeder fra familiens scrapbøger. Hun taler også om, hvorfor det i hendes øjne er vigtigt at blive ved med at fortælle historien om Høfde 42, særligt når ens egen familie var involveret.
Kontoret kan kontaktes på aftenskole@hst.aof.dk eller på 32 51 14 95 mandag til torsdag kl. 10.00 - 12.00.
Herlev Kommune tilbyder forhøjet tilskud til pensionister og efterlønnere, bosiddende i Herlev.
Er du bosiddende i Herlev Kommune, og afholdes kurset i kommunen, kan du benytte pristypen "særlige grupper" – enten "Efterløn Herlev" eller "Pensionist Herlev".
Tilskud til efterlønsmodtagere ydes med 30 % af kursusprisen dog kun til ét hold pr. sæson.
Tilskud ydes til et ubegrænset antal hold pr. sæson til folke- og førtidspensionister samt andre pensionister, der oppebærer en tjenestemands- eller egen kapitalpension.
AOF kan kræve dokumentation ved tilmelding eller på et senere tidspunkt. AOF forbeholder sig ret til at opkræve og få tilskuddet tilbagebetalt, hvis det forhøjede tilskud ikke godkendes af kommunen.
Kursusdetaljer
1.510 kr./person

Underviser