Hvordan håndterer EU den nuværende sik­ker­heds­po­li­ti­ske situation?

27. april 2026.

Den 2. maj afholder AOF Region Nordjylland i samarbejde med AOF Danmark et de­ba­ta­r­ran­ge­ment i Aalborg Lufthavn, hvor blandt andet Europa-Parlamentets næstformand Christel Schaldemose og professor Søren Donserode deltager. Som en optakt til arrangementet har vi sat Christel Schaldemose i stævne til en snak om, hvordan den danske og europæiske sik­ker­heds­po­li­ti­ske situation ser ud lige nu, og hvordan vi bedst ruster os til fremtiden.

 

Christel Schaldemose har i en lang årrække spillet en væsentlig rolle i det europæiske samarbejde. I over 19 år har hun været medlem af Europa-Parlamentet for So­ci­al­de­mo­kra­ti­et og været med til at træffe store og vigtige beslutninger om fælles love på tværs af EU-landene. I dag er hun næstformand i parlamentet.

EU-samarbejdet og Europa-Parlamentet er i dag udfordret. Vi befinder os i en usikker og utryg tid, hvor internationale sik­ker­heds­po­li­ti­ske anliggender hverken kan eller skal ignoreres. Det kræver om­stil­lings­pa­rat­hed, ikke mindst i parlamentet.

”Hele verden er utrolig urolig. Vi befinder os i en forandret geopolitisk situation. Vi kan ikke længere være sikker på, at det, man på engelsk kalder ”rule of law”, altså at den internationale verdensorden, hvor vi baserer os på lov, er lige så stærk, som den tidligere har været”, indleder Christel Schaldemose og fortsætter:

”Det betyder, at vi i Europa bliver nødt til at sørge for, at vi kan forsvare os selv – ikke at vi skal angribe, for det håber jeg ikke, at vi skal. Men hvis der er nogle, der angriber os, skal vi være i stand til at forsvare os selv.”

 

En forandret virkelighed i Europa

Ifølge Christel Schaldemose er ændringen i den sik­ker­heds­po­li­ti­ske situation ikke sket over natten. Det har været under opsejling længe.

”Det er jo klart, at det for alvor eskalerer, da Trump bliver præsident for anden gang og tager fat i Grøn­lands­spørgs­må­let. Der siger han jo helt markant, at han ikke udelukker brugen af militær for at tage Grønland. Det er selvfølgelig et lavpunkt. Men på mange måder kan man sige, at verden har været under forandring over en længere periode,” fortæller Christel Schaldemose og fortsætter:

”Under Corona-pandemien blev det tydeligt for EU, at vores for­sy­nings­kæ­der var udfordrede. Vi kunne ikke regne med leverancer fra Kina, og det førte til, at vi begyndte at diskutere, hvordan vi kunne gøre os selv mere uafhængige.”

For at kunne sikre EU’s medlemslande forsvars- og sik­ker­heds­mæs­sigt mener Christel Schaldemose, at Europa bør fremstå mere suveræn end hidtil. Det betyder dog langt fra, at alt samarbejde på tværs skal skrinlægges.

”Det er for mig at se vigtigt, at vi ikke lukker os. Det ville være fjollet. Jeg tror stadig på idéen bag EU, og at når vi handler med hinanden, er der større sandsynlighed for, at vi er fredelige over for hinanden. Altså det tror jeg helt grundlæggende på. Når der er en gensidig afhængighed, så er man også mere villig til at finde løsninger,” siger Christel Schaldemose.

 

Vi har brug for en dob­belt­stra­te­gi

En vigtig del af arbejdet med at opruste er vores fortsatte medlemskab i og engagement ind i NATO, hvor vi i krisetider kan søge opbakning, og hvor vi stadig har stærke alliancer at læne os op ad. Men Christel Schaldemose peger på, at NATO-samarbejdet også bevæger sig i en ny retning grundet de eksisterende trusler og udfordringer.

”Vi er nødt til at investere i NATO, og vi er nødt til at håbe på, at amerikanerne ser, at vi investerer i samarbejdet, så de også ønsker at fastholde NATO. Men vi er nødt til at have en dob­belt­stra­te­gi, så vi også kan klare os blot med de europæiske medlemslande. På det område sker der virkelig meget for tiden, ikke mindst i den nordlige del af Europa,” fortæller Christel Schaldemose.

Den fremtidige oprustning handler i høj grad om, at hvert land selv finansierer en stor andel af materiellet, dvs. skaffer udstyr og våben, samt uddanner soldater. Hvert land skal skabe sin egen indre sikkerhed. Selvfølgelig i tæt samarbejde med de øvrige europæiske lande.

”Det amerikanske militær er stærkt, det europæiske militær er ikke helt så stærkt. Endnu. Derfor skal vi købe hos hinanden, lære af hinanden og samarbejde med hinanden”

”Det amerikanske militær er stærkt, det europæiske militær er ikke helt så stærkt. Endnu. Derfor skal vi købe hos hinanden, lære af hinanden og samarbejde med hinanden”

Christel Schaldemose, næstformand i Europa-Parlamentet

Men hvordan er vi i Danmark egentlig rustet til at forsvare os selv, hvis vi skulle opleve et angreb i den nærmeste fremtid? Det svarer Christel Schaldemose således på:

”Danmark ville ikke på nuværende tidspunkt være i stand til at kunne forsvare sig selv helt alene, nej. Men jeg er da sikker på, at både vores europæiske og NATO-allierede ville komme os til undsætning. Og om nogle ganske få år kan vi forhåbentlig forsvare os selv i højere grad end i dag.”

 

Luftstation ved Aalborg Lufthavn til glæde for nordjyderne

Den 2. maj afholder AOF Region Nordjylland i samarbejde med AOF Danmark et de­ba­ta­r­ran­ge­ment i Aalborg Lufthavn, hvor de tager pulsen på den sik­ker­heds­po­li­ti­ske situation. Her får deltagerne mulighed for at opleve lufthavnen på en anden måde og samtidig blive klogere på den nye virkelighed, som vi står over for.

”Det er vigtigt, at folk bliver opmærksomme på, hvad der sker i verdenen omkring os, og hvorfor Danmark bruger så mange penge på forsvar. Det er jo noget, der påvirker os alle, bl.a. med de stigende fly- og benzinpriser,” siger Christel Schaldemose og fortsætter:

”Jeg er selv meget stor tilhænger af folkeoplysning. Det handler om dannelse – ikke bare om at informere, men også om at oplyse og debattere. Og det skal vi også gøre, når det handler om vores sikkerhed.”

Arrangementet foregår i Aalborg Lufthavn, fordi der til denne er knyttet en flyvestation, som spiller en central rolle i det danske forsvar. Den er blandt andet base for Flyvevåbnets Air Transport Wing, herunder trans­port­fly­e­ne Hercules og Challenger. Men hvad betyder det for en by som Aalborg at have en militær flyvestation?

”Jeg tror, at det betyder rigtig meget. Dels er der arbejdspladser i det, og dels bliver borgerne oftere påmindet om, hvad der sker i verden, og at det har konsekvenser. Man kan tydeligt følge med i, at flyvestationen bliver udvidet, og at der kommer flere ressourcer,” siger Christel Schaldemose og afslutter:

”Vi danskere har en tendens til nogle gange gerne at ville glemme, hvad det er, vi står i. Det får borgerne her i hvert fald ikke mulighed for. Men mest af alt tror jeg, at nordjyderne er glade for, at de også kan spille en rolle i forsvaret. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa.”

 

De­ba­ta­r­ran­ge­men­tet er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene til­skuds­mod­ta­gers.