Forsøg med gratis af­tensko­le­kur­ser til dan­skud­dan­nel­ses­kur­si­ster

AOF Job & Dansk på Fyn har i 2025 sat gang i et nyt forsøg: Dan­skud­dan­nel­ses­kur­si­ster kan deltage gratis på udvalgte af­tensko­le­kur­ser. Formålet er at give kursisterne flere muligheder for at bruge dansk i praksis og komme tættere på lokale fællesskaber.

Man lærer ikke kun dansk ved at sidde med lærebogen i hånden. Man lærer også dansk ved at tale, lytte og være sammen med andre i situationer, der minder om hverdagen. Det er netop tanken bag dette nye initiativ, hvor kursister på dan­skud­dan­nel­sen på Fyn kan deltage gratis i en række af­tensko­le­kur­ser.

Initiativet er tænkt som et ekstra løft til in­te­gra­tions­ind­sat­sen. Det er finansieret ved, at AOF i 2024 besluttede at bruge en del af overskuddet fra 2023 direkte til gavn for kursisterne.

Aftenskolen som vejen til fællesskab

Aftenskolens hold giver mulighed for at øve dansk og opleve dansk kultur i autentiske rammer uden for sprogskolen. Som forstander Marianne Jensen beskriver det:

Gennem deltagelse i folkeoplysende kurser får kursisterne mulighed for at indgå i fællesskaber med danskere i deres lokalområde. Det styrker både kursisternes sprog­til­eg­nel­se og deres forståelse for og indsigt i dansk kultur.”

Det kan være noget så simpelt som at stå og lave pizza på et madkursus, forme ler på et keramikhold eller suge ny viden til sig til et foredrag. Her bliver sproget en naturlig del af det, man laver, og i samtalen med de andre får man trænet både ordforråd og opbygget modet til at bruge dansk i hverdagen.

Samtidig handler initiativet om mere end sprog. Som kursist og deltager på et aftenskolehold, møder man mennesker uden for sprogskolen og får direkte adgang til nye lokale netværk. Aftenskolen bygger på folkeoplysning, hvor dialog, demokrati, respekt og deltagelse står centralt. Derfor er forventningen også, at mødet med aftenskolen kan give kursisterne en dybere forståelse af, hvordan man deltager aktivt i det danske samfund.

Folkeoplysning skal frem i rampelyset

Forsøget startede i august 2025, og siden da har omkring 70 kursister tilmeldt sig kurser som keramik, madlavning og yoga. Nu er målet, at endnu flere får øje på tilbuddet. Derfor bliver der lagt vægt på at fortælle mere om muligheden og samtidig forklare, hvad folkeoplysning og aftenskole er for dem, der ikke kender det i forvejen.

Som en del af den samme indsats er der også blevet arrangeret aktiviteter på sprogskolen i Odense. I november blev der blandt andet afholdt et stand-up show med komikeren Kashkul.

Initiativet fortsætter i resten af kon­trakt­pe­ri­o­den for sprog­sko­le­om­rå­det på Fyn, som løber frem til udgangen af 2027.