
AOF og Ordlab tilbyder korte kurser uden benspænd til læse- og skriveudfordrede
21. september 2026.
For at kunne modtage ordblindeundervisning har det hidtil været et krav, at kursisten skulle gennem flere screenings og tests. I et samarbejde med Ordlab tilbyder AOF nu korte kurser som en hjælp til læse- og skriveudfordrede. Undervisningen tager udgangspunkt i de teknologiske hjælpemidler, som vi alle allerede har adgang til i dagligdagen.
Mange danskere har i dag problemer med at læse og skrive, og det har været og er stadig tabubelagt. Derfor forsøger vi i AOF nu i et samarbejde med Ordlab at hjælpe læse- og skriveudfordrede bedre på vej til at klare hverdagen ved hjælp af teknologiske hjælpemidler.
”Man kan sammenligne det at have læse- og skriveudfordringer og behov for hjælpemidler som det at have behov for et par briller. Briller er det mest naturlige hjælpemiddel i verden, og vi ville aldrig bede folk om at tage deres briller af, hvis de har behov for dem. At have læse- og skriveudfordringer er jo lidt mere usynligt,” fortæller Janus Askø Madsen, kursuskoordinator i Ordlab.
I dag er mellem 500.000 og 800.000 voksne danskere udfordret i forhold til at læse og skrive. Men det er langt fra alle, der får den hjælp, de har brug for. Det vil vi i AOF og Ordlab gerne komme til livs.
”Vi flytter vores mindset fra 90’ernes klassiske ordblindeundervisning frem til det, teknologierne kan hjælpe os med i dag,” siger Uffe Pedersen, ekstern konsulent og tidligere salgschef for AOF.
I efteråret 2024 sendte AOF og Ordlab en ansøgning afsted til STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet) og fik derigennem to bevillinger, som har resulteret i, at de sammen har kunnet stable 60 kurser i Vestdanmark og 60 kurser i Østdanmark på benene. Udgangspunktet for samarbejdet er:
”Det drejer sig jo i virkeligheden om ham, der gik i tredje og var ordblind, og ham som voksen, som på en eller anden måde stadigvæk har udfordringerne med sig. Og som så til gengæld skal fungere i et arbejdsliv, hvor læsning, skrivning og kommunikation med hinanden er en forudsætning for at være på et moderne arbejdsmarked. Hvordan kan vi med de teknologiske muligheder, der er i dag, være med til at gøre den opgave nemmere?”, spørger Janus Askø Madsen.
Allan Madsen, som er virksomhedsejer og administrerende direktør i Ordlab, tilføjer:

”Jeg ved, at jeg kan lære alle at læse og skrive på under seks timer, fordi der er sket en kæmpe teknologisk udvikling. Det er mit mål med samarbejdet at lære alle voksne at være læsende og skrivende.”
Allan Madsen, ejer og administrerende direktør i Ordlab.
Undervisning uden screening
Hvad er anderledes ved de kurser, AOF og Ordlab tilbyder? Kurserne henvender sig til en gruppe af mennesker, der allerede har oplevet mange udfordringer i uddannelsessystemet og dagligdagen generelt. Derfor er undervisningen her bygget op omkring korte kurser uden benspænd.
”Der har været krav om først at skulle screenes for at kunne få undervisning. Det hader målgruppen. Hvis de så bliver screenet, så skulle de også testes, så er de kommet dobbelt ned at ligge og blevet sparket godt til. Og så kan man stå og kigge ned på dem og sige, efter vi nu har konstateret to gange, at du ikke er særlig god til at læse og skrive, kunne du så ikke rigtig godt tænke dig at få noget undervisning? Det er ikke særlig motiverende. Det er sådan det tilbud har været indtil nu. De benspænd har vi fjernet,” fortæller Allan Madsen.
På de korte kurser gennemgår underviseren blandt andet, hvilke hjælpemidler du altid har lige ved hånden på din telefon. Her findes forskellige hjælpeprogrammer og indstillinger, som kan få dig bedre igennem hverdagen, både på arbejdet og privat.
De korte kurser ledsages af en række videoer og e-læringsforløb på ordlab.dk, som er tilpasset det, kursisterne har brug for i hverdagen. Materialet bliver løbende holdt ajour. Som en del af projektet har AOF og Ordlab skabt et slags rejsehold af undervisere, der er oplært af Ordlab. På den måde kan undervisningen komme ud i hele landet – også fremadrettet. En del af underviserne er AOF’s egne.
Alle kan få gavn af undervisningen
Hovedformålet med kurserne er at give kursisterne mulighed for at arbejde med deres udfordringer og give dem modet til at blive ved med at udvikle sig. Nogle kan klare sig udelukkende med de korte kurser, mens andre måske indser, at de har brug for decideret ordblindeundervisning.
”Det giver jo folk tro på, at nu kan de godt tillade sig at tilmelde sig efteruddannelse. Nu kan de godt tage noget andet kompetenceløftende. Nu kan de læse alt, hvad der findes, og nu kan de skrive alle ord i verden,” fortæller Allan Madsen.
De korte kurser bliver generelt vurderet højt i evalueringerne efter kurserne:

”På en skala fra 0 til 5 der mener jeg, at tilfredsheden ligger på 4,9. Det er jo helt vanvittige resultater!”
Uffe Pedersen, ekstern konsulent og tidligere salgschef for AOF.
Selvom kurserne er udviklet med læse- og skriveudfordrede som hovedmålgruppe, kan alle få glæde af at deltage på kurserne. Her får du fif til mange forskellige teknikker, fx at skrive referat, få ting læst op og lign. Det kan være en stor hjælp i hverdagen, både på arbejdet og privat, og du behøver faktisk kun din telefon som hjælpemiddel.
Også udlændinge kan bruge teknologierne, når de får brug for at tale med forskellige instanser her i landet. Har de været på et af AOF og Ordlabs kurser, kan de pludselig kommunikere med andre
”Uanset om man kan dansk eller ikke kan dansk, og om man kan polsk eller ikke kan polsk, så er der en masse andre ting i det her kursus, som man kan bruge ude på det danske arbejdsmarked, i fagforeningerne og i A-kasserne, fordi man nu kan tale med medlemmerne, uanset om de kan dansk eller ej,” siger Uffe Pedersen.
De korte kurser skal på finansloven
Projektet med at udbrede de korte kurser til de danske virksomheder og disses medarbejdere er allerede godt i gang, men der er et helt særligt ønske for fremtiden:
”På lang sigt vil vi jo rigtig gerne have gjort de korte kurser til et ordinært tilbud. Altså det vil sige, at vi gerne vil have det på finansloven, lige så vel som ordblinde- og FVU-undervisning er det. Vi vil også rigtig gerne have det ind på kompetencefondenes positivliste, så alle virksomheder og alle arbejdspladser i det her land kan rekvirere et kursus, og så er det betalt, og så er der lønkompensation. Vi mener, at vi har et produkt, som er så vigtigt, og som er så godt, at det skal alle danskere have mulighed for at tilgå. Både i form af at modtage undervisning og adgang til Ordlabs hjemmeside,” siger Uffe Pedersen og fortsætter:
”Det er jo livsforandrende det her, vi har gang i. Det kan gøre livet og hverdagen betydeligt nemmere og mere overskuelig for så mange berørte danskere.”
Hvordan foregår kurserne?
Undervisningen finder ofte sted hos virksomhederne, og AOF og Ordlab skræddersyr altid kursusforløbene, så de passer til virksomhedens hverdag og behov.
1. Kontakt til virksomheden og aftale om et indledende møde.
2. Forbesøg på arbejdspladsen, hvor vi undersøger behov og muligheder for afholdelse af kursus. I hvilke situationer kunne kursisterne få brug for hjælp i arbejdsdagen?
3. Første kursusgang på arbejdspladsen, varighed: 3 timer.
4. Anden kursusgang på arbejdspladsen – opfølgning, varighed: 3 timer.
5. Fastholdelse af nye vaner. Løbende opdatering af videoer på ordlab.dk.
Har du spørgsmål, eller kunne du tænke dig at høre mere? Kontakt Uffe Pedersen på ufpe@aof.dk.