Kursus afsluttet

Eventyrlige beretninger

Vi kommer kloden rundt - i globalt perspektiv gennem personlige beretninger. 6 eftermiddage i godt selskab. Arrangementet er tilrettelagt af AOF Amager, og der er gratis kaffe/te og småkager.

13.09.23. Polerne under forandring v. Henrik Egede-Lassen
Polområderne ved Arktis og Antarktis, er nogle af de steder på kloden, der oplever de allerstørste  tem­pe­ra­turstig­nin­ger. For nogle dyrearter er det en katastrofe, men for andre åbner sig helt nye muligheder. Det gælder også for lo­kal­be­folk­nin­gen i Arktis, som i det ene område pludselig kan høste nye afgrøder såsom kartofler, mens andre samfund bliver permanent oversvømmet. Hør om hvordan det er at filme narhvaler under vandet for Natonal Geographic, flyve isbjørne med helikopter, dykke ved Antarktis og hvor svært det kan være at filme en smeltende gletcher. Foredraget ledsages af billeder, film, fraklip og personlige historier fra utallige ekspeditioner til Grønland, Svalbard, den Canadiske del af Arktis og Antarktis, verdens syvende kontinent.

11.10.23. Colombia v. Rasmus Krath
Eventyrer Rasmus Krath har rejst tre måneder i Colombia med en splinterny lille drone, som blev sendt i luften utallige gange undervejs på rejsen og har hjembragt film og fotos, der giver et helt nyt perspektiv på det at rejse – og et rejseforedrag. Sammen med solide stillfotos fra Rasmus’ almindelige spejl­re­fleks­ka­me­ra præsenteres publikum for et nutidigt og ekstremt alsidigt Colombia - lige fra Stil­le­hav­sky­sten over bjergene i midten af landet, ind i regnskoven og op til det Caribiske Hav og storbyen Cartagena - en af verdens flotteste byer. Rasmus fortæller Colombias historie - fra den spanske kolonisation og op til nyere tid, hvor den berygtede narkobaron Pablo Escobar terroriserede landet i 1980´erne, indtil hans død i 1993. Publikum møder Colombias folk, kultur og får Rasmus’ tanker til, hvor det smukke, men stadig til dels bor­ger­krigs­pla­ge­de land er på vej hen. Alt sammen krydret med en masse god musik og tilsat en lang række visuelle effekter på lærredet - så det er bare at læne sig tilbage og blive forført af et af klodens mest både betagende og komplekse lande.
 
22.11.23. Skotland – spændende kultur i en storslået natur v. John Gyllinge
Skotlands natur er barsk og betagende – og utrolig smuk. Det gælder især Højlandet med dets vidder. Men samtidig er Skotland også et land, der har været præget af en voldsom historie, både i forhold til den sydlige nabo England, men også med modsætningerne og magtkampene mellem de mange skotske klaner.
I foredraget vil vi høre om både naturen og historien. Men vi vil også dykke ned i den skotske folklore, som den kommer til udtryk i sagn og myter, og vi vil møde den skotske kultur i Edinburgh, Skotlands pulserende hovedstad, der ligger nedenfor og rundt om byens berømte borg.
I Edinburgh mødes den gamle middelalderby med 1700-tallets Newtown, der er et af verdens mest komplette og uspolerede eksempler på georgiansk arkitektur. Og overalt – men især på pubberne over a smooth pint eller a wee dram møder man den skotske åbenhed.

24.01.24. Det moderne Vietnam v. Christian Friis
Vietnam er et kontrastfyldt land, en blanding af nyt og gammelt. Landet er efter årtiers traumatiske begivenheder landet på sine egne ben. I det 20. århundrede besejrede vietnameserne deres franske koloniherrer, og landet blev delt og invaderet af USA. Siden landets genforening og introduktionen af økonomiske reformer har Vietnam på godt og ondt oplevet vidtrækkende forandringer. Hør nærmere om det naturskønne land og den moderne befolknings levevis.

28.02.24. Rom - fra Romulus og Remus til Francesco og Berlusconi v. Helge Kamp
Fra de første ydmyge bebyggelser på Palatinerhøjen, hvor Romulus slog sin broder ihjel og frem til den metropol vi kender i dag, har Rom oplevet republikken, et tyrannisk og hedensk kejserrige, ver­dens­her­re­døm­met og dets undergang, kri­sten­for­føl­gel­ser, fol­ke­van­drin­ger, barbarer og deres ødelæggelser, den verdslige pavestats magt, slægtsfejder, borgerkrige, fascisme og jordskælv.
Rom var midtpunkt for middelalderens civiliserede verden. Den har ladet renæssancens største kunstnere som Michelangelo og Rafael boltre sig. Barokken satte sit præg på byen, hvor bl.a. Bernini skabte et væld af fontæner, kirker og pavepaladser. I næsten et årti annekterede Napoleon Rom og med hjælp fra Garibaldi, blev Rom hovedstad for det samlede italienske kongedømme - for i nyere tid igen at opleve republikken og ikke mindre end 107 skiftende regeringer. Der er nok at fortælle om.

20.03.24. Baltikum - Estland, Letland og Litauen v. Irene Hellvik
Tre lande, der på mange måder har samme historie -og så alligevel ikke. De blev kristnet efter langvarige korstog, som endte i midten af 1200-tallet, hvor blandt andet Danmark fik en vigtig rolle at spille sammen med de forskellige kors­rid­der­grup­per. Faktisk var den nordlige del af Estland med hovedstaden Tallinn, der betyder den danske by, en del af Danmark i mere end 100 år. Og ikke mindst kender vi Tallinn som stedet hvor Dannebrog faldt ned fra himlen den herrens dag 15. juni 1219, og siden har det været Danmarks nationale flag - verdens ældste.
Siden hen kom landene uder mange forskellige fremmede herredømmer, inden de endelig efter flere forgæves forsøg, blev selvstændige stater i 1991. Så dette er historien om vores nærmeste naboer mod øst og deres lange vej frem til det de er i dag.

Kursusdetaljer

3F i Kastrup, Saltværksvej 68, 2770 Kastrup
Onsdag, 15:00 - 17:00
6 lektioner, 6 mødegange
Onsdag 13. september, 2023
Hold nr.: 8723211039

20 ledige pladser

Salget er lukket

Underviser

Rasmus Krath

Salget er lukket

Kursus afsluttet