Priser for hele kurset

Info om priser
Priserne kan variere afhængigt af forskellige kommunale tilskud
  • Fuldt betalende 295 kr/person

Kursusdage

  • 28-09-2022
    Onsdag
    19:30 - 21:30
  • 19-10-2022
    Onsdag
    19:30 - 21:30
  • 16-11-2022
    Onsdag
    19:30 - 21:30

Beskrivelse

En række spændende foredrag, der har sit afsæt i nogle fantastiske og til tider grænseoverskridende fortællinger. Det er i alt 3 aftener i godt selskab. Foredragene arrangeres i samarbejde mellem AOF Amager og Tårnby Hovedbibliotek.

28.9. Goddag, det er færdselspolitiet med Vlado Lentz
Vlado Lentz tager jer i dette foredrag med på en rejse af oplevelser fra sin arbejdsdag, med de følger bilisternes valg bringer. Vi hører også om hans oplevelser med programmet Politijagt og med de rejser der har været i den forbindelse. Under foredraget er I velkommen til at stille spørgsmål.

19.10. Passion og Profession med Gordon P. Henriksen
Man kan da ikke leve af at fiske? - Gu' kan man så, ville Gordon straks svare. Gordon fortæller i sit foredrag en inspirerende historie om livet, der gik i fisk, om at tro på sig selv og gøre det, man brænder for - uanset hvad andre siger. Om at flytte fokus fra penge og indtægter og i stedet dyrke sine passioner og drømme fuldt ud, og så skal mulighederne nok vise sig. Gordon deler ud af sine erfaringer og underholdende oplevelser fra hele verden krydret med billeder, filmklip og anekdoter og fortællinger om nogle af alle de mennesker, han har mødt, og ting, han har oplevet på sine fisketure.
Gordon er fast overbevist om at arbejde skal være noget, man holder af, og glæder sig til at udfordre folk til at opsøge og skabe et arbejdsliv, der bringer dem lykke og livskvalitet.

16.11. Bullshit - fortællingen om en familie med Camilla Stockmann & Janus Køster-Rasmussen
I dette tankevækkende foredrag tager Camilla og Janus afsæt i deres prisbelønnede bog om pigerne og drengene, der fandt en ny familie i bandelivet og lavede deres første rygmærke i den lokale ungdomsklub. Det er historien om hvordan unge kan gennemgå en forråelse, man i dag ville kalde radikalisering, og bevæge sig fra smårapserier til bandekriminalitet og til sidst drab.
Historien begynder med Pia fra Vestamager, som kun er 16 år, da hun i 1978 bliver kærester med det kriminelle bandemedlem Makrel. To drab begået med seks dages mellemrum bringer parret sammen: Makrels skolekammerat er skudt på Daddy’s Dance Hall i det indre København, og på Islands Brygge er en ung pædagogmedhjælper fra Pias vennekreds ramt i halsen af en haglbyge.
Nu søger Makrels bande og Pias venner hævn, og danner sammen klubben Bullshit og udkæmper Danmarks første rockerkrig mod fjenden, den amerikansk funderede klub Hells Angels. Krigen udvikler sig til de voldsomste væbnede kampe i Danmark siden anden verdenskrig, og op gennem 1980’erne bliver yderligere seks Bullshit-medlemmer likvideret. Den ene af dem er Makrel, der for øjnene af Pia bliver skudt med et automatvåben af Hells Angels-rockeren Jønke.
Hvor kom drengene og pigerne i Bullshit fra, hvorfor gik de ind i bandelivet og hvordan endte de med at gøre sig skyldige i drab på en uskyldig mand, som de efterfølgende støbte ned i et betongulv? Glæd jer til et spændende og højst aktuelt foredrag om krig, kærlighed og forråelsens natur.

Lignende kurser