Priser for hele kurset

Info om priser
Priserne kan variere afhængigt af forskellige kommunale tilskud
  • Fuldt betalende 900 kr/person

Kursusdage

  • 20-09-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00
  • 27-09-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00
  • 04-10-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00
  • 11-10-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00
  • 25-10-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00
  • 01-11-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00
  • 08-11-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00
  • 15-11-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00
  • 22-11-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00
  • 29-11-2022
    Tirsdag
    10:00 - 12:00

Beskrivelse

19. og 20. september

Peru blandt inkaer og regnskovsindianere

Ved Kim Greiner

Vi skal rundt i dette smukke, kontrastfyldte land, der spænder fra de højeste bjerge til de uendelige regnskove. Vi besøger Cuzco, Inkaernes hovedstad, og efter 4 dages vandring på Inkastien kommer vi til den glemte ruinby Machu Picchu. Vi fortsætter i kano igennem Amazonjunglen, hvor vi bor i små junglebyer hos indianerne. Peru er bare en fantastisk oplevelse.

27. og 28. september

Mig og Cornelis

Ved Steen Svanholm

Dette koncertforedrag handler både om Cornelis Vreeswijks liv med opture og nedture og om Steen Svanholms tilgang til Vreeswijks tekstunivers. Udgangspunktet er, at Steen Svanholm som den eneste dansker har fået tilladelse til at komponere musik til en række af Cornelis’ tekster, som han ikke selv nåede at komponere musik til, før sin alt for tidlige død i 1987, og som den eneste i verden har Steen også skrevet sange OM Cornelis. Det hele er naturligvis krydret med kendte og ukendte Cornelis-sange, så der bliver også lejlighed til at synge med.

3. oktober og 4. oktober

Poul Bundgaard – Meget mere end Kjeld fra Olsen Banden

Ved Jacob Wendt Jensen

Poul Bundgaard kunne fylde 100 år i oktober 2022. I den anledning udkommer en ny stor biografi om skuespilleren, der stadig er kendt af alle danskere. Især som Kjeld fra Olsen Banden. Og hans historie fås også i foredragsform. Bundgaard var langt mere end Kjeld. Han var et menneske, der levede i krydsfeltet mellem at være generøs og kærlig hjemme og hårdt ramt af sceneskræk ude. En mand hvis hemmelige drøm om at blive operasanger led et knæk. En mand der som skuespiller kunne langt mere, end han blev bedt om. Og som døde med støvlerne og Kjelds kostume på. Hør historien bag de store succeser, linedansen som menneske og de mere skjulte sider af Poul Bundgaard.

10. og 11. oktober

Nordisk Socialisme

Ved Pelle Dragsted

Et oplæg med udgangspunkt i min bog, Nordisk Socialisme – på vej mod en demokratisk økonomi.

Finanskrise, klimaforandringer og voksende social og økonomisk har sat spørgsmålstegn ved den kapitalistiske økonomi, og givet den demokratiske socialisme ny vind i sejlene. Men hvordan kan økonomien styres mere demokratisk? Hvad betyder det at demokratisere ejerskabet? Hvilken rolle skal markedsmekanismerne spille? Og hvordan skaber vi en økonomi, der sikrer mest mulig frihed og indflydelse for den enkelte?

I oplægget vil jeg argumentere for, at kimen til en fremtidig demokratisk økonomi allerede findes i de nordiske landes velfærdssamfund og erfaringer med demokratisk ejerskab.

24. og 25. oktober

Fordi du skal! – kærlige spark fra skolelederen…

Ved Lise Egholm

Lise Egholm, som i offentligheden er kendt fra sin medvirken i TV og fra indlæg i dagspressen, var indtil 2013 en markant skoleinspektør på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København. Som leder af en skole, hvor hovedparten af eleverne er tosprogede, har hun ikke været bange for at stille krav og sige sin mening. Men hun er også en hjertevarm kvinde, som gør en forskel. Hun er beundret for at kunne favne andre mennesker, især samfundets mest udsatte. Det er lykkedes hende at løfte elevernes resultater ved at skabe bedre balance mellem elever med etnisk dansk og anden etnisk baggrund, ligesom hun i høj grad har inddraget forældrene i skolens opgaver.

31. oktober og 1. november

Krydderiernes kulturhistorie

Ved Pia Lund Poulsen, antropolog

For mere end 500 år siden drog de store opdagelsesrejsende ud i verden på jagt efter krydderier, som var mere værd end det pureste guld. Det siges, at peber er krydderiernes konge og kardemomme er krydderiernes dronning.

I dette foredrag følger vi krydderiernes lange rejse fra Sydøstasien til Europa. Krydderiernes historie er lang og blodig. Den handler om opdagelseslyst, magt og ære. Portugiserne satte sig for at finde den direkte søvej til de eftertragtede krydderier – peber, muskatnød og kanel - og Spanien fulgte efter.

Kendte opdagelsesrejsende som Vasco Da Gama, Columbus og Magellan får deres plads i verdenshistorien. Det blev begyndelsen på de europæiske kolonimagter, som forsynede hjemmemarkedet med kaffe, kakao, tobak og sukker.

7. og 8. november

Politiet i Internationale Missioner

Ved Arne Woythal

I sit foredrag ”Politiet i Internationale Missioner” tager Arne Woythal udgangspunkt i sin bog ”I Krig Med Politiet” og sine egne erfaringer fra en lang række missioner for dansk politi. Arne Woythal har i to omgange været udsendt som rådgiver for højtstående kriminalpolitichefer i Afghanistan. Missioner, der har budt på store udfordringer og efterforskninger i meget vanskeligt og ekstremt farligt miljø.

Et foredrag, der bestemt ikke er blevet mindre aktuelt se i lyset af den seneste udvikling i Afghanistan.

Hans virke for Rigspolitiet har også ført ham til en lang række lande i Mellemøsten og Afrika. Herunder Irak, Libanon, Kosovo, Kenya, Malawi, Sydafrika, Ghana, Rwanda og Sydsudan.

I foredraget fortæller Arne Woythal medrivende om sine oplevelser og tager dig med ind i en verden, der er ukendt for de fleste.

14. og 15. november

Et Arbejdsliv på Iskanten

Ved eventyrer Cecilia Vanman

Cecilia Vanman tager publikum med bag scenen på et unikt arbejdsliv som ekspeditionsleder og havpattedyrbiolog ved iskanten i Arktis. Vi rejser blandt andet med på en spændende filmekspedition på jagt efter hvalrosser, hvidhvaler og narhvaler ved 76nde breddegrad i Canada, i fodsporene på legendariske opdagelsesrejsende under ekspeditioner igennem den mytiske Nordvestpassage og møder udfordrende storme, isbjørne og overvældende natur i den arktiske ødemark.

Cecilia formidler levende og engageret, og publikum er med hele vejen, når havisen knager faretruende under flyverens landingsstel, og stormbølgerne vælter ind over forskningsskibets stævn.

Udover at være Formand for Kvindelige Eventyreres Klub, er Cecilia den første danske kvinde der er blevet optaget som ’Fellow’ i Explorers Club, verdens mest prestigefyldte klub for opdagelsesrejsende og eventyrere og hun er den første dansker som har krydset Nordvestpassagen på tre forskellige ekspeditioner.

21. og 22. november

Advents- og julesange og gamle danske vintersange

Ved Jeannet Ulrikkeholm

I løbet af dette musikalske foredrag hører deltagerne lidt om både kendte og mindre kendte vinter- og julesange.

Jeg synger fx Sneen dækker mark og mose af Chr. Winther, Snedronningen af H.C. Andersen, Jens Vejmand og Spurven sidder stum bag kvist af Jeppe Aakjær, Nordenstormen gyser om bondemandens hus af Harald Bergstedt, Lange vinter af Frank Jæger, Der er ingenting i verden så stille som sne af Helge Rode og Her vil ties, her vil bies af Brorson.

Der gemmer sig ofte en spændende historie bag de smukke danske advents- og julesalmer. Om Julen har englelyd fortæller jeg fx, at den oprindelige gamle salme var en blanding af latin og dansk. Dette blandingssprog kunne man ikke bruge i protestantisk tid, hvorfor Grundtvig fordanskede – han brugte syv år på at skrive teksten om. Glade jul er en gendigtning af Stille Nacht. Da salmen skulle uropføres, var kirkens orgel i stykker, så man valgte at synge salmen til guitarakkompagnement.

Når jeg synger O, du dejlige grønne træ, fortæller jeg om Ludolf Nielsen, der lavede melodien til den smukke tekst. Han er gået i glemmebogen i dag, til trods for at han både har skrevet symfonier, korsange, operaer, balletter og strygekvartetter. Om Barn Jesus i en krybbe lå er der at fortælle, at teksten oprindelig er et lille fragment af et større digt, H.C. Andersen skrev med henblik på at smigre Kong Frederik VI (han ville opnå at få et legat, så han kunne komme ud på en dannelsesrejse). Flere store komponister har skrevet melodier til digtet – bl.a. Robert Schumann.

Dette program indeholder også en lille buket verdslige jule- og adventssange, bl.a. Højt fra Træets grønne top, Der står et hus i nisseland, Nu er det jul igen, Velkommen grønne adventskrans, Peters jul, Sikken voldsom trængsel og alarm. Jeg synger også udvalgte julesange på latin, engelsk og fransk.

28. og 29. november

Fra Schlüter til Støjberg - underholdende foredrag om begivenheder og personer i dansk politik gennem 35 år

Ved Peter Lautrup-Larsen

Peter Lautrup-Larsen har været tæt på toppen af dansk politik gennem hele sit arbejdsliv. Først som pressechef for De Radikale derefter som politisk reporter og analytiker. Han var fra 1996-2000 politisk redaktør for de tre Stiftstidender/JydskeVestkysten og siden ansat på TV2. Peter Lautrup-Larsen holder stadig rekorden som den politiske kommentator, der flest gange har vundet titlen som ”überbesserwisser” – den bedste spåmand om udviklingen i dansk politik i tv-programmet ”Besserwisserne” på TV2/News. Peter Lautrup-Larsens sidste opgave som TV2-reporter inden selvvalgt pension var dækningen af Rigsretssagen mod Inger Støjberg, hvor hans spørgsmål til Inger Støjberg og hendes svar blev fremhævet af Rigsretten som en del af den bevisførelse, der førte til hendes dom.


Lignende kurser