1.295 kr./person

Fra genbrug til unika - lær at se muligheder i det oversete

Nogle ser skrammel. Andre ser muligheder – er du en af os?

På dette kursus arbejder du med dine egne genbrugsfund og projekter og lærer at forvandle gamle ting til personlige unika. Det kan være en kurv, en lampe, en ramme, et lille møbel, en kasse, tekstiler eller noget helt andet, der fortjener nyt liv.

Gennem kreative processer og personlig sparring udvikler du dine projekter fra de første idéer til færdige produkter. Du lærer at udfordre dine vante måder at tænke på, arbejde kreativt med forskellige materialer og se nye muligheder i ting, som andre måske ville gå forbi.

Kører du fast undervejs eller yder materialerne dig modstand, står jeg klar med min faglige viden til at hjælpe dig godt videre. Undervejs samles vi desuden om fælles idéudveksling og inspiration, så vi lærer af hinandens projekter, materialer og kreative valg.

Som en del af kurset besøger vi en genbrugsbutik eller genbrugsplads, hvor du får en kreativ udfordring. Formålet er at træne dit blik for potentialer og opdage, hvordan de bedste idéer ofte opstår, når vi tør se på gamle ting med nye øjne (bemærk, dette vil foregå en lørdag).

Til første kursusgang skal du medbringe som minimum én genstand, som du har lyst til at arbejde med. Her idégenererer vi, udarbejder en plan og en materialeliste til dit projekt, så du er godt udrustet fra start. Har du allerede en klar plan, så tag gerne materialer med dertil allerede første gang.

Du går hjem med personlige og unikke produkter og en nyvakt evne til at se muligheder, som du kan tage med dig videre – også længe efter kurset er slut.

Lokalet vil være udstyret med visse kreative redskaber. Alt efter, hvad du får behov for, kan det være nødvendigt at medbringe egne redskaber.

Kursusdetaljer

Farum Kulturhus, Kulturtorvet 12, 3520 Farum
Onsdag, 18:00 - 20:30
Lørdag, 10:00 - 11:30
21,5 lektioner, 7 mødegange
Onsdag 16. september, 2026
Holdnr.: 2026202001

1.295 kr./person

ledige pladser

Underviser

Marie Duhn

Jeg er uddannet lærer i bl.a. håndværk og design og har igennem det sidste årti arbejdet selvstændigt indenfor emnet. Jeg har min kreative platform www.byduhn.com, og har afholdt kreative kurser og workshops både privat, i folkeskolen og på aftenskole.

Jeg har stor erfaring med genbrug, håndværk og kreative processer og lægger vægt på et inspirerende, varmt og oplysende læringsmiljø. Det ligger mig meget på sinde, at deltagerne tager noget med sig hjem fra mine kurser, som de aktivt kan arbejde videre med på lang sigt.