795 kr./person

Naturvandringer - forår 2026

Na­tur­van­drin­ger forår 2026

På na­tur­van­drin­ger­ne får du kendskab til blandt andet økologi og land­skabs­hi­sto­rie. Vi besøger kendte og ukendte steder på Sjælland og omegn for at se planter, smukke sommerfugle, sjældne guldsmede, spiselige svampe, store rovfugle, sten og fossiler, snelopper og meget mere.
Turene er som udgangspunkt i weekender.
Kontakt gerne underviseren Christian Rørdam for spørgsmål.
Christian kan kontaktes på christian@rordam.nu

Søndag den 1/3 kl. 10.00-14.00 – Lystrup Skov og Slotsmosen i Slangerup
Fra Kratvej over Gørløse Å, gennem Lystrup Skov, ad Ravnsbjergvej og Lystrupvej forbi Slotsmosen i Slangerup. For­skel­lig­bla­det Tidsel, Skov-Kløver og Svalerod er kendt fra skoven, men det er nok ikke den rigtige årstid. Mosen er rig på andefugle, og de forrige to vintre har en Dværgskarv boet i søen. Alle sættes af på Kratvej, og bilerne kører til Agervej. Gåtur ca. 3,5 km.

Lørdag den 11/4 kl. 10.00-14.00 - Skoven ved Munkholmbroen. Selsø
Skoven på skråningerne ved Munkholmbroen er en klassisk lokalitet for Blå Anemone og andre tidlige forårsblomster som fx Hulrodet og Finger-Lærkespore, Håret Viol, Hulkravet Kodriver. Sandsynligvis er der en pæn flok Lille Lappedykker ved broen. Bagefter gør vi holdt ved Selsø og ser på myriader af ænder og gæs.

Torsdag den 14/5 kl. 10.00-14.00 – Skåne
Vi går en tur ved Krankesjön og ser Fiskeørn, Havørn, Lærkefalk, Rørhøg mens Rørdrum brøler i rørskoven. Forhåbentlig er også Sortternerne kommet. Bagefter ser vi efter Stor Kobbersneppe med mere på Vombs Enge og finder en lokalitet med forårsblomster.

Søndag den 31/5 kl. 10.00-15.00 - Lerbjerg Skov ved Hvalsø
For to år siden besøgte vi skoven, hvor voldsomme omlægninger af driften var under udførelse. Det har givet flotte resultater for diversiteten. Vi aftalte, at vi måtte tilbage for at se udviklingen på de skovenge, der opstod, da man fjernede især nåleskoven og skrabede førnen væk. Fra skoven er bl.a. kendt den meget sjældne Spring-bal­sa­min­blad­lus (!) og Sko­v­per­lemor­som­mer­fugl (som dog først flyver om et par uger). Vi skal lede efter Skov-Vikke, Kløvkrone, Spidsbladet Steffensurt, Langlobet Skållav og Kirtel-Natskygge (den sidste fandt vi ved forrige besøg).

Søndag den 21/6 kl. 10.00-14.00 - Søborg Sø
Også et stort –megastort- na­tur­genop­ret­nings­pro­jekt, som vi besøgte for nogle år siden, mens søen stadig var helt tørlagt. Sidste efterår blev der slukket for pumperne, og vandet stiger langsomt i det, der om nogle år vil være en af Sjællands største søer med et formodentlig fantastisk fugleliv. Der er etableret gangstier og spange gennem det, der snart bliver vådområde. Hvis vi har tid til overs, ser vi efter Knærod i Hornbæk Plantage.

Søndag den 30/8 kl. 10.00-14.00 - Kongelundens strandenge
Det er blomstringstid for strandenge, og her finder vi Brændeskærm, Drue-Gåsefod, Firkløft, Musehale, Stilket Kilebæger og Soløje-Alant. Det er også sæson for indflyvning af Orange Høsommerfugl sydfra. Og så er der vadefugle og trækkende rovfugle. Vi ser nok en Hvepsevåge i løbet af dagen.

Tirsdag den 8/9 kl. 19.00-21.00
Plan­læg­nings­af­ten i Galleriet

Alle turene udgår fra P-pladsen ved Birkerød Bibliotek. Husk at medbringe kikkert, mad og drikke og passende fodtøj. Chauffører får 3 kr. per km.
En gang midt i sæsonen skal vi bruge en halv times tid på at fastlægge datoer for efteråret, så de kan komme med i AOF’s program.

Mange hilsner
Christian 26 72 70 94, christian@rordam.nu



Kursusdetaljer

Birkerød Bibliotek, Stationsvej 38, 3460 Birkerød
Søndag, 10:00 - 14:00
Lørdag, 10:00 - 14:00
Torsdag, 10:00 - 14:00
Søndag, 10:00 - 15:00
Tirsdag, 19:00 - 21:00
6 lektioner, 7 mødegange
Søndag 1. marts, 2026
Holdnr.: 7126101000

795 kr./person

ledige pladser

Underviser

Christian Rørdam