Teater - De døde lykkeligt til deres dages ende

Prolog
 
Der var engang en flok venner. De var gode venner. Faktisk var de ikke bare venner. De arbejdede
med deres kunst også sammen, sådan når det var muligt. Når det det var det, så lavede de teater,
spillede musik, sang og dansede. Det gjorde de i mange år, nogle gange mere, nogle gange mindre.
De rejste rundt i kongeriget med deres kunst, og også uden for landet kom de. Ud i den store
verden, hvor der boede andre slags mennesker med andre sange og danse. Og så byttede de
danse og sange og musik med alle de mennesker de mødte. Nogle gange kom der børn og efterhånden var det svært at se, hvornår de arbejdede og hvornår de bare var venner - ja med tiden flød det ud i et.

Så en dag døde den ene. Pludselig var hun væk. Det var jo slet ikke meningen. Alle blev meget kede af det, de græd. Der lå blomster langs landevejen og sørgetoget var så langt at det nåede fra den ene ende til den anden. Hestene var hvide, kuskene var sorte som ravne,  og der var
musik og dans. Sådan var det.

Tiden gik og døden kom nærmere til dem alle.

​​​
Ar­bejds­grund­lag:

“Der er fandme ingen der kender mig mere….. jeg har sgu ikke engang noget pas. Jeg skulle være død sammen med alle de andre. Så ku vi da følges ad.” Citat fra en ple­je­hjems­be­bo­er noget tid inden han drog sit sidste suk og sjælen fór ud af vinduet.Skal du være den sidste i flokken, der bliver puttet i jorden helt mutters alene? Nej vel. Hvorfor ikke dø sammen? Så holder de andre en ordentligt fest til begravelsen.

3 venner beslutter sig for at dø sammen. Hvordan, hvornår og hvorfor.

 Vi snakker om samfundets ældrebyrde, men hvad med livsbyrden for den ældre? Skal vi holdes i live, koste hvad det vil? Skal vi leve så længe, at vi sidder/ligger ganske alene, måske i mange år, og bare venter på at følge efter dem der kendte os? Spiser søbemad, fordi vi ikke kan tygge, og bliver kørt ind i plejehjemmets fællesstue hver evig eneste dag, selv om vi ikke orker at være sammen med de andre zombier? Hvorfor ikke stoppe mens livet er godt?
Hårdt trukket op, men ikke uaktuelt. Mange kæmper med hvordan livets sidste fase skal tackles. Hvordan skal vi leve værdige liv, også når vi ikke er særligt nyttige mere? Og skal man tage døden i egen hånd, hvis man synes, det er det bedste?

​Vi er inspireret af be­gra­vel­ses­ce­re­mo­ni­er vi har oplevet og researchet på fra andre kulturer og fra vores egen kultur. Ligeledes af møder med mennesker der af meget forskellige grunde har været nødt til at forholde sig til beslutninger om pludselig dødshjælp, aktiv dødshjælp og udsættelse af død. I det hele taget er vi inspireret af vores forhold til livet inden døden.

Forestillingen starter med et spektakulært musikalsk be­gra­vel­ses­op­tog, hvor publikum går med som be­gra­vel­ses­gæ­ster. Den transformeres til en forestilling og med 4 performere og 4 musikere tager vi livtag med ovenstående.

Som instruktør og dramatiker har NordenFra entreret  med Jens Kløft fra teatret Brændende kærlighed fra København, som gennem sine mange år med sam­men­s­melt­nin­gen af gal humor og dyb alvor har  skrevet og været medskaber i processen.

​
Produktion:                     NordenFra
Instruktør                        Jens Kløft
Manus:                            Jens Kløft og holdet
Komponister:                 Henrik Bredholt, Stefan Groot, Miriam Kielberg og Saint-saens
Koreografier:                  NordenFras’ performere
Masker:                           Jens Kløft og Nyoman Setiawan
Scenografi:                     Helle Pørksen
Lys:                                   Henrik Bredholt
Kostumer:                       Elisabeth Groot
Kunstnerisk ledelse:     Elisabeth Groot

Medvirkende:
Performere:                   Juliejane Nissen, Marie Louise Schmidt Maegaard, Helle Pørksen, Elisabeth Groot
Musikere:                        Henrik Bredholt, Miriam Kielberg, Ann-Mai-Britt Fjord, Stefan Groot, ​

​