Senior-Uni Slagelse | Filosofiens hovedspor

Antikken: Sokrates og uvidenheden – ’det eneste, jeg ved, er, at jeg ingenting ved’
Den før-sokratiske filosofi havde overvejende været naturfilosofi. Men for Sokrates handlede filosofien om livet i byen – polis – og blev således til politisk filosofi. Som Cicero senere skrev: ”Sokrates har som den første nedkaldt filosofien fra himlen og gjort den hjemme i byerne”. Af oraklet havde Sokrates nemlig hørt, at han skulle være den klogeste. Det kunne ikke passe, mente Sokrates, for som han sagde: ’det eneste, jeg ved, er, at jeg ingenting ved’. Altså gik han rundt blandt Athens borgere og stillede spørgsmål om sæderne og dyderne for at gendrive oraklet. Men overalt viste det sig, at mennesker ikke vidste det, de mente at vide – sådan at Sokrates faktisk vidste en smule mere end dem, når han dog vidste, at han intet vidste. Vi hører om filosofiens fødsel af ironiens ånd i den antikke verden.

Op­lys­ning­sti­den: Descartes og visheden – ’jeg tænker, altså er jeg’
Den franske tænker Rene Descartes bebuder noget, som adskillige filosoffer – paradoksalt nok – skulle komme til at gentage efter ham: ambitionen om én gang for alle at begynde forfra. Filosofien skulle endelig forsynes med et uafrysteligt fundament, hvorpå videnskaben og moralen kunne bygge. Man siger gerne, at Descartes er den moderne filosofis fader. Og selvom han skylder en del mere til middelalderens skolastikere, end han giver udtryk for, så sker der unægtelig noget vigtigt med Descartes. I modsætning til en sokratisk uvidenhed nåede Descartes, gennem en radikal tvivl, frem til en absolut vished som filosofiens fundament: ’jeg tænker, altså er jeg’. Vi hører om Descartes med inddragelse af hans baggrund og samtid.

Modernismen: Kierkegaard og kedsomheden – ’alle mennesker er kedsommelige’
Kierkegaard står på kanten til den moderne verden. Som kristen forfatter kan han stadig beskrive den i et kristent perspektiv – men han kan ligeså vel beskrive, hvad der sker, hvis man fjerner det perspektiv. Det eks­pe­ri­men­te­re­de han bl.a. med i sit første pseudonyme skrift, mesterværket Enten-Eller, som han udgav i 1843 i en alder af 29 år. Et af disse perspektiver er, at en dyb kedsomhed og tomhed i grunden slynger sig gennem alting. I en morsom æstetisk afhandling går den pseudonyme forfatter derfor ud fra den grundsætning at, ’alle mennesker er kedsommelige’. Hvordan skal man på dét grundlag alligevel få fornøjelse ud af tilværelsen? Til det formål udvikles en metode, den såkaldte ’vekseldrift’, som vi gør os bekendt med og derefter ser udfoldet i stor stil af en af Kierkegaards mest berømte skikkelser: Johannes forføreren.