1.200 kr./person

Tilmeld kursus

Senior-Universitetet i Ringsted

24-09-2025: Allan Høier: Svenske skønheder
- en cabaret med kendte, svenske viser af bl.a Bellman, Evert Taube og Cornelis Vreeswijk.
Svenskerne har en lang tradition for at skrive og synge viser - smukke, melankolske, stemningsfulde - til tider erotiske, drikfældige, dramatiske eller humoristiske. Og vi danskere elsker dem!
Sanger Allan Høier fremfører sammen med guitarist Allan Thorsgaard et varieret udvalg af de bedste svenske viser, og kommer rundt om alle de største visedigtere - fra Bellman til Vreeswijk. Hør (og nyn med på) fx Visen om de 18 svaner, Har du visor, Så længe skuden ka’ gå, Pigen i Havanna, Åbent landskab, Deirdres samba og Den første gang jeg så dig.
Viserne fremføres i fremragende, danske oversættelser - enkelte dog på ori­gi­nalspro­get.

22-10-2025: Paw Gosmer - Blandt Afrikas elefanter
Et foredrag der bringer os helt tæt elefanternes liv og som skaber alt fra glæde og fascination til undren og frustration over krybskytteri. Det er et foredrag, der vækker følelser, men som også belyser en helt ny tilgang til naturbevaring, hvor social ansvarlighed er om­drej­nings­punk­tet.
Hvordan kan vi bedst beskytte elefanterne og den fantastiske fauna på den afrikanske savanne?
Paw er til daglig dyrepasser i Aalborg Zoo med fokus på havens elefanter, men hans store interesse for elefanter har betydet, at han hvert år vender tilbage til Afrika, hvor han også er direktør for et na­tur­be­va­rings­pro­jekt.

5-11-2025: Rasmus Krath: Darién Gap-junglen: Porten til Nordamerika
I 2024 krydsede den danske eventyrer Rasmus Krath den farlige og lovløse Darién Gap jungle, der forbinder Colombia med Panama og dermed også hele Sydamerika med Nordamerika. Junglens vildskab er i disse år scene for klodens største mi­gra­tions­strøm, hvor over 2000 migranter hver dag satser livet på en 3-6 dage lang vandring - som ikke alle overlever - i håbet om at nå til USA. Darién Gap er migranternes største udfordring på den lange rejse fra syd til nord. Rasmus Krath fulgte en familie fra Venezuela tæt igennem hele junglen og fortæller nu med både ord, film og fotos om, hvad det vil sige at være migrant og satse livet i håbet om at få en bedre tilværelse.

26-11-2025: Henrik Egede-Lassen: Hvis jeg overlever det her – bliver det en god historie
Med udgangspunkt i sin populære og roste bog “Hvis jeg overlever det her – bliver det en god historie” vil Henrik Egede-Lassen fortælle den mærkværdige og eventyrlige historie om, hvordan og hvorfor han blev naturfotograf. Det er et foredrag med vilde historier, en dødelig fejldiagnose, tilfældigheder, vovemod og humor. Det er også fortællingen om at gå efter den umulige drøm – også selvom det koster kærester, ho­spi­tals­op­hold, blod, sved, tårer og en hel del flybilletter.

28-01-2026: Jan Larsen: Kina i det globale kaos
Kina udfordrer Vesten og styrker sin magt og økonomiske muskler. Ikke mindst efter at USA´s Trump har indledt en global handelskrig, der for alvor bliver rettet mod Kina de kommende måneder. Med en blanding af innovation og den omstridte statsstøtte har Kina skabt stribevis af monopoler med grønne teknologier.
Kører Kina bare med klatten – eller overvurderer vi et Kina, hvor det magtfulde kommunistparti kæmper med et konkursramt boligmarked; en befolkning der  hverken vil have flere børn eller forbruge mere, så der kan komme gang i den hjemlige økonomi. Foredraget veksler mellem de store og aktuelle emner i kinesernes dagligliv - familie, skole, arbejde, kultur og sundhed – og på den anden side supermagten Kina.

25-02-2026: Anne Bjerre Braüner: Absalon - helt eller skurk?
Med udgangspunkt i sin historiske roman fra oktober 2023 ’Absalon – magt & afmagt’ fortæller Anne Bjerre Braüner om en vigtig person i vores fælles historie.
Absalon levede 1128-1201 og var en af de mest markante skikkelser i Danmark i den be­gi­ven­heds­ri­ge højmiddelalder. Men hvordan skal vi se på ham i dag?
Var han en national helt eller blot en rig mand, der plejede sine egne interesser?
Var han først og fremmest kirkens mand eller krigens?
Og hvilke etiske og moralske dilemmaer har han kæmpet med?
Hvordan kunne det lykkes ham og Valdemar Den Store at holde sammen på landet, når der både før og efter deres tid var bor­ger­krigs­lig­nen­de tilstande i Danmark?
Hvordan forstår vi i det hele taget vores katolske fortid?

25-03-2026: Lillian Hjorth-West: Forfatteren og eventyreren Jørn Riel
Jørn Riel var uddannet telegrafist og navigatør, en baggrund der i 1953 bragte ham til Grønland. Her tilbragte han mange år og fik et nært kendskab til både naturen og de mennesker, der levede i det barske arktiske miljø. Opholdet i Grønland blev afgørende for hans senere forfatterskab, fordi han her fandt både stof og inspiration til de historier, der skulle gøre ham berømt. Efter sine år i Grønland begyndte han at rejse jorden rundt, og til sidst slog han sig ned i Malaysia, hvor han sammen med sin familie levede et mere stille liv, men stadig fortsatte med at skrive. Han døde i 2023 i en alder af 92 år, efter et langt og produktivt liv.
Riel er især kendt for sine grønlandske skrøner, som i en blanding af humor, fantasi og virkelighed skildrer livet blandt fangstmænd og eventyrere i Nor­døst­grøn­land. Disse fortællinger har givet ham en særlig plads i dansk litteratur og gjort ham populær blandt mange læsere. Men hans forfatterskab rummer meget mere end skrønerne. Han har skrevet romaner, rejsebøger, essays og ikke mindst erin­drings­bo­gen Mit livs skrøne, hvor han fortæller om sine oplevelser og refleksioner gennem et langt liv. Det er netop denne bog, som foredraget tager udgangspunkt i, og som giver et personligt indblik i den mand, der både var eventyrer, hi­sto­ri­e­for­tæl­ler og en skarp iagttager af mennesker og deres livsvilkår.

29-04-2026: Claus Due: Den bedste løgner vinder!
Et underholdende men skarpt foredrag om, hvordan kommunikation næsten altid er manipulation – og hvorfor den, der manipulerer bedst, vinder spillet. Sætter man tingene på spidsen, findes objektivitet ikke; kommunikation handler altid om at få andre til at ændre kurs … eller fastholde dem i en bestemt opfattelse. Det gælder alt fra reklamen for den nyeste smartphone til familiens hjemlige drama om, hvem der tager opvasken. Det gælder Putins ”sandheder” om Ukraine, og det gælder – i særdeleshed – Trumps helt egen form for retorik.
På de sociale medier er scenen sat for dem, der vil have deres budskaber igennem, mens sund fornuft og kildekritik ofte er sat på pause. Kunstig intelligens blander kortene, og fake news bliver til ”fakta” i rekordtempo.
Claus Due er ekspert i re­k­la­me­kom­mu­ni­ka­tion og for­bru­ge­rad­færd – og har rådgivet alt fra små iværksættere til stor virksomheder i kunsten at påvirke mennesker. Han har skrevet ti bøger om emnet, flere af dem bestsellere, og er kendt for sit skarpe og til tider provokerende syn på, hvordan vi kommunikerer, manipulerer – og lader os manipulere.

Kursusdetaljer

Ringsted Sportscenter, Tvær Allé 8, 4100 Ringsted
Onsdag, 14:00 - 16:00
8 lektioner, 8 mødegange
Onsdag 24. september, 2025
Holdnr.: 6925200009

1.200 kr./person

25 ledige pladserTilmeld kursus

Underviser

Allan Høier