2.450 kr./person

Kulturelle Højskoleeftermiddage

Pris inkl. kaffe og kage.

17/9 Birgit Lyngholm og Ellen Tang | Koncert med sang og klaver
Kulturækken indledes med et gensyn med Birgit og Ellen, der igen formidler festlige toner fra Kai Normann Andersen, uddrag fra My Fair Lady, The Sound of Music, Annie Get Your Gun m.fl. - og undervejs bliver der mulighed for at synge med på mange af sangene, da der lægges op til fællessang.
Birgit og Ellen har optrådt sammen siden de var 14 år, og senere blev de begge uddannet på Mu­sik­kon­ser­va­to­ri­et i Odense. Birgit har sunget og danset på flere Københavnske teatre - bl.a. på Det Ny Teater, hvor hun har medvirket i bl.a. disse musicals: Cats, The Phantom of the Opera og The Sound of Music m.m. Ellen er både akkompanatør og kla­ver­un­der­vi­ser.

1/10 Christian Friis,  Cand. mag. | Hinduisme og indisk kultur
Hinduismen er den ældste af verdens store religioner. Den er Indiens hovedreligion og verdens tredjestørste religion efter kristendom og islam. Hinduismen ikke dog ikke en enhedsreligion baseret på en fælles bog eller et fælles trossæt, men rummer derimod en mangfoldighed af forestillinger og traditioner med rødder tusinder af år tilbage i tiden. Hinduismen er således snarere en syntese af indisk kultur- og åndsliv.
Vi får forklaret hinduismens former, filosofier, guder og ritualer og får indblik i begreber som samsara, karma og yoga.

29/10 Tobias Wang,  Professor i zoofysiologi Hvad kan vi lære af dyrenes ekstreme tilpasninger?
Tobias tager os med på en rejse gennem dyrenes fascinerende verden. Han fortæller om, hvordan skildpadder kan overleve uden ilt i lange perioder, hvordan frøer kan fryse til is og genopstå, og hvordan giraffer håndterer et blodtryk, der ville være dødeligt for mennesker.
Disse ekstreme tilpasninger bruges som afsæt til at diskutere menneskets sygdomme som type 2-diabetes og forhøjet blodtryk, og hvordan forståelsen af dyrefysiologi kan føre til nye be­hand­lings­me­to­der. Foredraget viser, hvordan naturens løsninger kan inspirere forskningen og pege mod nye behandlinger.

12/11 Erkan Özden,  DR-journalist | Min dan­marks­hi­sto­rie - små mænd med store hænder
Erkan Özden tager udgangspunkt i sin nye bog ”Små mænd med store hænder - barn af en gæstearbejder”. En dybt personlig slægts­for­tæl­ling med udgangspunkt i farfar, far og søn.
Det er historien om hvem gæ­ste­ar­bej­der­ne var, hvor de kom fra og en families vandring fra Tyrkiet til Taastrup. Set over 50 år en succeshistorie om at gribe en mulighed og knokle sig til et bedre liv, på godt og ondt. For det er også en historie om enorme omkostninger, smerte og afsavn. Velkommen til en åben og ærlig samtale om det der har fungeret godt, og knap så godt. Undervejs bliver der sat billeder på, og så får vi også de beskrivelser, der ikke blev plads til i bogen. Erkan Özden er mangeårig nyhedsvært på TV Avisen, har tidligere været USA-korrespondent og har rejst i katastrofe- og konfliktzoner.

26/11 Adam Jon Kronegh, arkivar og forfatter | Forsvundne arvinger
Hvordan finder man frem til ukendte arvinger og glemte fa­mi­lie­hi­sto­ri­er i Rigsarkivets enorme samlinger? Arkivar Adam Jon Kronegh fortæller om arbejdet med at samle brikkerne i historiens store puslespil og om nogle af de mysterier, han gennem årene har været med til at løse. Vi kommer med bag kulisserne i undersøgelser af blandt andet arveforhold, folkeregistre og tinglysning – og hører om de overraskende opdagelser, der nogle gange opstår ved rene tilfælde. Foredraget bevæger sig fra Rigsarkivets støvede gange til arbejdet med tv-programmet ’Forsvundne Arvinger’. Undervejs fortælles både om helt almindelige og ganske usædvanlige men­ne­ske­skæb­ner – og om de små og store stykker dan­marks­hi­sto­rie, som gemmer sig i arkiverne.

10/12 De to musikanter | Nu’ det jul igen - julemusik med fællessang
Nils Adrian og Kirsten Brunbech synger julen ind så vi kommer i julestemning. Gennem sangene kommer de ind på julens traditioner: Hvor stammer nissen fra? Hvornår fik man juletræ?
Julen er en højtid, en glædens tid, mindernes tid, gavernes tid og en ’spisetid’. Med et bredt udvalg af julens sange skal vi indsnuse de mange stemninger. Nils og Kirsten kommer med deres julehumør og deres stemmer, og Nils sørger derudover for at akompagenere fra både guitar, mundharper og slagtøj, mens Kirsten tager sig af tværfløjten. Koncerten afsluttes med fællessang efter publikums valg.

28/1 Mikael Jarnvig, meteorolog | Hallo, hvad sker der for klimaet?
Kli­maæn­drin­ger­ne og deres konsekvenser bliver omtalt oftere og oftere, men hvornår er der tale om reelle klimaændringer, og hvornår er det bare ganske normalt vejr, der bliver blæst op til at være ’verdens ende’? Mikael Jarnvig fortæller, hvad der er målt, konstateret og videnskabeligt holdbart. Ud fra videnskabelig viden og prognoser vil han også forklare, hvad der kommer til at ske med vejret i nær fremtid - både nationalt og internationalt – og hvilke konsekvenser disse ændringer får. Han fortæller også om årsagerne til kli­maæn­drin­ger­ne: Er de naturlige og tilfældige, eller skyldes de menneskets adfærd?

11/2 Erik Demant, lærer | Grønland - det smukke land højt mod nord
I 1975 rejste Erik til Grønland, hvor han kom til at bo i 14 år, og han har siden besøgt landet utallige gange. Grønland har fået en markant plads i både danske og internationale medier:
Landets strategiske placering og de store na­turre­s­sour­cer giver mange storpolitiske spørgsmål.
Erik sætter fokus på aktuelle emner som selvstændighed, øget selvstyre, den geopolitiske udvikling i Arktis, råstoffernes betydning og opgøret med kolonitiden. Med både historisk perspektiv og personlige erfaringer giver foredraget et nuanceret billede af et land i hastig forandring.

11/3 En musikalsk eftermiddag med Teletrioen | Klaver, guitar og bas
Glad, dansk, amerikansk og lidt fransk musik
Teletrioen skaber en varm og festlig stemning med et varieret program, der byder på populære melodier fra den danske sangskat, velkendte jazzstandards og en lille afstikker til den franske musiktradition.
Publikum kan glæde sig til musik fra 1950’erne og frem til i dag med sange og melodier af blandt andre Otto Brandenburg, John Mogensen, Shu-bi-dua, Bent Fabricius-Bjerre og Kim Larsen. Undervejs bliver der rig mulighed for at synge med på en række af de kendte og elskede danske sange.
De danske toner krydres med amerikanske jazzklassikere som All Of Me, When You’re Smiling og Dream A Little Dream of Me – og måske sniger der sig også en fransk chanson eller to ind i programmet. Der er lagt op til en hyggelig og stemningsfuld eftermiddag fyldt med musik, minder, fællessang og godt humør.

Kursusdetaljer

Margrethegården, Dronning Sofies Vej 68, 4000 Roskilde
Torsdag, 14:00 - 15:45
10 lektioner, 10 mødegange
Torsdag 17. september, 2026
Hold nr.: 7026211092

2.450 kr./person

ledige pladser

Underviser

Tobias Wang