725 kr./person
Højskoleformiddage - Høruphav
29. september
Isa K. Sanding og Ralf Gottesleben: Édith Piaf - “la mône de Paris”
Med sin særlige stemme og stærke livshistorie har hun sat et varigt aftryk på musikverdenen. I dette stemningsfulde musikalske foredrag inviterer kunstnerparret Isa K. Sanding og Ralf Gottesleben os med på en rejse gennem Piafs liv, sange og skæbne. Med fortællinger, musik og nærvær kommer vi tættere på mennesket bag legenden og de sange, som stadig bevæger os i dag.
6. oktober
Steen Ole Hedelund Jørgensen: "Var H.C.Andersen Kongesøn"
I foredraget søger foredragsholderen sandheden om den verdensberømte forfatter og digter H. C. Andersens herkomst. Det sker analytisk og i en engagerende fortællestil, der lever op til eventyrets og thrillerens krav til spænding og drama. Var H. C. Andersen søn af en fattig skomager og en drikfældig vaskekone i Odense? Eller var H. C. Andersen søn af den senere kong Christian d. 8. og komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær Slot på Langeland? Hvad er sandheden? Og hvorfor må sandheden ikke komme frem? Sandheden er i hvert fald, at den videnskabelige elite kategorisk afviser og fordømmer enhver spekulation om, at H. C. Andersen var kongesøn. Men er sandheden også, at den videnskabelige elite her begår alvorlige faktuelle, metodiske og videnskabelige fejl og først og fremmest beskytter sig selv, når alle stærke indicier om H. C. Andersens herkomst som kongesøn fejes af bordet uden debat og nærmest betegnes som kætterske og konspiratoriske? Foredragsholderen giver sit veldokumenterede bud på sandheden om eventyrdigterens herkomst.
Steen Ole Hedelund Jørgensen er uddannet journalist og lærer. Han har mange års erfaring som reporter og redaktionschef i DR og virker desuden som forfatter og foredragsholder.
20. oktober
Christian Friis: Drømmen om Amerika, den danske udvandring
I årene fra 1860 til udbruddet af 1. Verdenskrig udvandrede en ud af ti danskere. Langt størstedelen søgte lykken i Amerika. Hvad rejste de væk fra? Hvad håbede de at finde? Hvordan blev deres nye tilværelse i det fremmede efter ankomsten til New York? Den danske udvandring til Amerika er et spændende stykke Danmarkshistorie, der kaster lys over forandringer i datidens danske samfund. Foredraget stiller skarpt på årsagerne til den danske udlængsel samt drømmen om og troen på en bedre tilværelse på den anden side af Atlanten.
Christian er uddannet cand. mag. i Idéhistorie og Indienskundskab fra Aarhus Universitet
27/10
Lis Mikkelsen: "Ingeborg i røg og kamp"
Med afsæt i biografien om Ingeborg Refslund Thomsen (1882-1964) fortæller Lis historien om en bemærkelsesværdig kvinde, der satte sit præg på både sin samtid og dansk politik.
Ingeborg var meget mere end datter af H. P. Hanssen og hustru til amtmand Kresten Refslund Thomsen. Hun blev en markant personlighed i sin egen ret som politiker, forfatter, foredragsholder og engageret samfundsdebattør.Som medlem af Landstinget og senere Folketinget for Det Radikale Venstre kæmpede hun især for kvinders rettigheder og for mindretallenes vilkår. Hun kendte selv til livet som mindretal og talte med både erfaring og overbevisning.
I foredraget møder vi en stærk og handlekraftig kvinde, der gik sine egne veje og satte varige spor. Som en af ganske få kvinder er hun portrætteret i Billedsalen på Folkehjem – et vidnesbyrd om hendes betydning i dansk og sønderjysk historie.
3. november
Susanne Magelund: Billedhuggeren Kai Nielsen 1882-1924
Kai Nielsen - født af hverdagen - var titlen på en udstillingsrække i anledning af 100 året for Kai Nielsens alt for tidlige død, kun 42 år gammel i 1924. Glyptoteket og Faaborg museer, som begge har store samlinger af hans værker, ønskede at hylde denne helt enestående kunster, som kun fik 20 års aktivt virke, men alligevel nåede at sætte et solidt aftryk på den danske kunstscene. Ikke alene i hans levetid, men helt op i vore dage hvor hans vitalistiske livssyn, og formsprog er højaktuelt.
Kai Nielsen beskrev sig selv som en "Talentfuld, fanden-i-voldsk gadedreng". Han lå ikke under for gældende normer og kunstregler. Han var fuldt bevidst om, at hans liv nok ikke blev langt p.g.a. hans dårlige helbred, og det var som om hans enorme livsappetit, fik ham til at slynge kunstværker fra sig ud fra en sanselig betagelse af livet selv. Hans produktion var enorm, og værker som Vandmoderen på Glyptoteket, Blågårds Plads, Leda med svanen og Ymerbrønden i Faaborg, lever stadig blandt os i dag.
I foredraget kommer vi ind bag skulpturerne, og møder en helt særlig personlighed i Dansk kunsthistorie, som foredragsholderen i øjeblikket er ved at skabe et nyt museum for i hans fødeby Svendborg.
10. november
Kim Holck Andersen: Fra soldat til veterankoordinator
Et personligt og nærværende foredrag om et liv i Forsvaret, fire udsendelser til det tidligere Jugoslavien i årene 1997-2000 og de oplevelser, der senere førte til PTSD.
Foredraget giver et indblik i vejen gennem behandlingssystemet, hvordan livet med PTSD kan håndteres, og hvordan egne erfaringer i dag bruges i arbejdet som veterankoordinator til gavn for andre veteraner og deres familier
Kursusdetaljer
725 kr./person

Underviser