Et stærkt beredskab begynder med os selv

Der er behov for gratis folkeoplysende ”borgerkurser” over hele landet, som gør os alle bedre rustet til kriser. De kan f.eks. handle om, hvad man kan gøre, hvis man bliver ramt af oversvømmelser.

Mange af os har købt lidt ekstra dåsemad til køkkenskabet; sørget for, at der står nogle ekstra liter vand i kælderen og har lidt halvhjertet erhvervet os en powerbank, som vi alligevel skal bruge til sommerens festivaler eller ferien sydpå.

Men hvor mange af os ved egentlig, hvad vi skal gøre, hvis vi rammes af et massivt cyberangreb i morgen? Hvordan laver vi mad, hvis vi pludselig står uden strøm og gas? Hvad gør vi uden rent vand i hanerne? Hvilke nyhedskilder er troværdige, hvis vi vil følge med i udviklingen af situationen? Og skal vi hjælpe vores nabo, eller skal vi først og fremmest tænke på os selv og vores nærmeste familie?

Det er ikke længere abstrakte spørgsmål. Det er scenarier, som myndighederne selv forbereder sig på, og som vi som borgere bør tage alvorligt.

Og vi har allerede fået små glimt af, hvor sårbare vi er. Da be­ta­ling­s­tje­ne­sten Nets for nylig brød ned en lørdag aften, skabte det store udfordringer for virksomheder landet over.

Særligt tydeligt blev det ved Sto­re­bælts­bro­en, hvor operatøren Sund & Bælt valgte at holde bommene lukkede, selvom kortbetalingen ikke virkede. Biler hobede sig op, og fru­stra­tio­ner­ne voksede. Episoden viser, hvor hurtigt en teknisk fejl kan føre til kaos, og hvor lidt der skal til, før helt almindelige systemer går i stå.

Det er spørgsmål, som vi ikke har behøvet at stille os selv i mange år, fordi der har været relativt fredeligt i vores del af verden. Og konsekvensen ser vi i vores tilgang til prepping.

En undersøgelse, som Epinion har lavet for DR i april 2025, viser, at det stadig kun er godt en tredjedel af befolkningen, som har fulgt Be­red­skabs­sty­rel­sens anbefalinger til at have et nødlager. Tallene bør give stof til eftertanke. Det handler ikke kun om mad og vand, men om vores evne til at handle, når det gængse system omkring os vakler.

Det kan virke tilforladeligt – for mon ikke det hele nok skal gå? Måske. Men vi må også snart begynde at tage det mere seriøst, at Danmark står i en ny sik­ker­heds­po­li­tisk virkelighed. En virkelighed, hvor truslerne ikke længere udelukkende befinder sig uden for landets grænser, men også findes lige her i vores egen infrastruktur og digitale hverdag.

Når situationer virker uoverskuelige og komplekse, så kan det for mange være værdifuldt og give en følelse af kontrol at få mulighed for at handle. At tage ansvar. At gøre noget aktivt i stedet for at være passiv tilskuer. Det skaber en form for stabilitet midt i usikkerheden. Når vi handler frem for blot at vente, giver det en oplevelse af mening og sammenhæng.

Ifølge Forsvarets Ef­ter­ret­ning­s­tje­ne­stes, FE, årlige ri­si­ko­vur­de­ring fra 2024 er trus­sels­bil­le­det mod Danmark blevet mere alvorligt, særligt fordi Rusland optræder mere og mere risikovilligt. Der er bl.a. mulighed for såkaldte destruktive cyberangreb.

Og FE vurderer, at det er sandsynligt, at Rusland planlægger og forbereder ”sa­bo­ta­ge­ak­tio­ner” mod udvalgte mål i Danmark og i andre europæiske lande. Det er ikke længere nok at håbe på det bedste. Vi bliver nødt til at forberede os på det værste – uden at miste vores ro.

Samtidig er der en risiko for, at kli­ma­for­an­drin­ger­ne kommer til at udgøre en voksende trussel mod Danmarks infrastruktur, når vi fremover vil opleve mere hyppige og mere ekstreme vejrhændelser som f.eks. skybrud, langvarige regnperioder og stormfloder. Disse begivenheder vil ikke blot være naturfænomener. De vil udfordre vores ener­gi­for­sy­ning, vores transportnet og i sidste ende vores hverdag.

Truslerne er ikke kun fysiske. De udfordrer også vores sam­men­hængs­kraft, vores fælles forståelse af, hvad der er sandt og falsk, og de sætter sig i vores psyke. En undersøgelse fra Be­red­skabs­sty­rel­sen fra 2022 viser f.eks., at danskernes bekymring for kriser, ulykker og katastrofer er vokset mærkbart siden 2019.

Et af svarene er selvfølgelig at opruste militært. Regeringen arbejder allerede aktivt for at hæve vores for­svar­s­ud­gif­ter til 5 pct. af Danmarks bnp. Det er en rigtig og nødvendig prioritering, så vi kan stå imod de angreb, som forhåbentligt aldrig kommer. Men det er ikke nok. For selv det stærkeste forsvar kan ikke beskytte os mod alt, hvis vi som borgere ikke er parate til også selv at tage ansvar.

Vi mener, der er brug for at styrke det ”folkelige beredskab” i civilsamfundet, hvor borgerne kan få ny viden om, hvordan man håndterer kriser, og hvordan man løser dem i fællesskab med andre mennesker, der måske ikke ligner en selv.

Vi har brug for flere læ­rings­fæl­les­ska­ber, hvor borgere rustes til at handle ansvarligt og kollektivt – både for sig selv og deres nærmeste, men også for lokalsamfundet som helhed. Det er i de små, lokale fællesskaber, at mod­stand­s­kraf­ten skabes – ikke kun i ministerier og styrelser.

De fællesskaber har været en central del af fol­ke­op­lys­nin­gens historie og DNA igennem mere end 175 år, og det er de stadig i dag. Over hele landet skaber fol­ke­u­ni­ver­si­te­ter, kulturhuse, aftenskoler, foreninger og frie skoler hver dag demokratiske fællesskaber og læringsrum, hvor borgere bliver præsenteret for pålidelig viden og praktiske redskaber, der kan omsættes til fælles handling til gavn for det fælles bedste.

De fællesskaber synes vi skal spille en langt større rolle i det nationale beredskab. Derfor mener vi, at der er behov for, at der bliver udrullet gratis folkeoplysende ”borgerkurser” over hele landet, som gør os alle bedre rustet til kriser. De kan f.eks. handle om, hvad man kan gøre, hvis man bliver ramt af oversvømmelser, hvis kontoen bliver hacket, eller hvis strømmen pludselig går i store dele af landet.

Det handler ikke om at gøre danskerne paranoide og utrygge. I virkeligheden handler det om det modsatte. For viden og redskaber giver en tryghed i, at man er forberedt på at handle, hvis krisen skulle ramme. Og når vi får viden og kompetencer til at tage ansvar for os selv, vores familie og vores lokalområde, så er der flere kræfter til at hjælpe samfundets mest udsatte, når krisen rammer. Et robust samfund bygges nedefra af borgere, der ved, hvad de skal gøre, og som stoler på hinanden.

Det ansvar har vi før taget på os. Og det er på tide, at vi gør det igen. For fællesskabet er vores stærkeste kort, når krisen en dag banker på døren.

Debatindlæg skrevet af John Meinert Jacobsen, Kim Valentin, Mogens Jensen og Per Paludan.