1.335 kr./person
Syning / Syning i genbrugstekstiler
Kunne du tænke dig, at blive inspireret til hvordan du kan bruge diverse genbrugstekstiler til dine sy-projekter?
For eksempel kan et gammelt uldtæppe blive til en fed overgangsjakke eller frakke. Dynebetræk kan blive til de skønneste sommerkjoler, herreskjorter kan syes til flotte bluser, dækservietter kan blive fine toilettasker og meget mere.
Det er ikke en forudsætning at man bruger genbrugstekstiler, men du vil blive inspireret til hvordan du kan bruge dem. Om du har et færdigt mønster med, eller vi skal konstruere et mønster sammen er helt op til dig.
Kreativiteten kan få frit spil, og underviseren hjælper dig med at nå i mål med dine drømme.
På kurset vil du blive guidet i syteknikker, som får dit projekt til at se professionelt ud.
Undervisningen er individuel, så du kan både deltage som begynder eller øvet.
Første kursusgang bruges på at søge inspiration, lave syprøver og planlægge dit projekt og lave indkøbsliste til næste gang.
Medbring stof eller genbrugstekstiler såsom uldtæpper, sengetøj, store herreskjorter, dækservietter, duge, hæklede duge/tæpper eller hvad du ellers kan finde. Derudover skal du medbringe stofsaks, sytråd, synål, blyant, viskelæder, lineal, sy mønster eller mønsterpapir.
Til første undervisningsgang vil underviser medbringe en række materialer, som kan bruges til at lave syprøver med, men medbring gerne hvad du har af knapper, lynlåse, stofrester o.a. som kan bruges til syprøver.
Kursusdetaljer
1.335 kr./person

Underviser
Kristina Kornbeck Bramminge
Om underviseren:
Mit navn er Kristina Kornbeck Bramminge, jeg er 30 år og gift med Tobias, som jeg har Julius på 3 år og Lauritz på snart 1 år med. Jeg har hele mit liv udforsket håndarbejdets mange muligheder og facetter. Fra jeg var en meget lille pige, har jeg stiftet bekendtskab med syning, strik og broderi, som min farmor i mange år var min lærermester i. Syning har især fyldt det meste af min hverdag, siden min farmor, som var udlært syerske, satte mig ved symaskinen første gang.
I januar 2019 afsluttede jeg min professionsbachelor i tekstildesign, håndværk og formidling fra Københavns Professionshøjskole. På studiet videreudviklede jeg mine faglige kompetencer indenfor tekstildesign og opnåede en høj faglighed indenfor håndværket, hvor bl.a. broderi blev udforsket i højere grad end hidtil for mit vedkommende. Ved mit afsluttende bachelorprojekt forenede jeg modedesign og broderi i en opgave om yndlingstøj ved æstetisk bæredygtighed og holdbart design.
I slutningen af 2020 startede jeg som selvstændig skrædder med min egen design linje. Siden har jeg arbejdet som selvstændig inden for det kreative felt og senest har jeg startet virksomheden Traad Studio, som er et kreativt univers, der udvikler og sælger broderimønstre, kits og workshops.