Seniorhøjskolen i Gladsaxe
Vores populære seniorhøjskole vil igen i år sikre, at vi møder en række spændende mennesker. De vil fortælle om deres liv, rejser og oplevelser. Debat og sang er naturligvis også på programmet. Vi mødes ca. hver anden torsdag kl. 10:00-12:00.
11.09.25 - Musikken og hjernen - v/Lasse Skovgaard
Musik har en utrolig evne til at påvirke os, og videnskaben kan i vidt omfang forklare hvorfor og hvordan. Ny forskning viser nemlig, hvordan toner, rytmer og harmonier i forskellige sammensætninger påvirker forskellige centre i hjernen og dermed både vores tanker, vores følelser og vores krop.
I foredraget hører vi om, hvordan forskellige virkemidler får musikken til at påvirke os så kraftigt. Vi synger og lytter til eksempler undervejs og dykker ned i hjernens musikalske krinkelkroge.
25.09.25 - Social kontrol - Tvangsægteskaber - Æresdrab - v/Deniz Serinci
Undersøgelser har påvist massiv social kontrol blandt nydanskere; eksempelvis føler hver tredje indvandrerpige ikke, at hun må få en kæreste. I dette foredrag hører vi om årsager, konsekvenser og løsninger påsocial kontrol, tvangsægteskaber og æresdrab. Deniz er født i Danmark af kurdiske forældre og er barn af et tvangsægteskab. "Jeg er født ind i social kontrol. Senere studerende jeg historie og Mellemøststudier og fik et fagligt indblik i de dybereliggende årsager til social kontrol, tvangsægteskaber og æresdrab. Det fortæller jeg om i dette foredrag".
09.10.25 - Den sorte svane er ikke en enlig svale - v/Gunde Odgaard
De seneste 25 år har snyd, svindel og kriminalitet desværre fået lov til at præge byggeriet, transport og mange andre brancher. I dette foredrag dykker vi ned i, hvordan denne udvikling er blevet en del af det at drive virksomhed og løse opgaver. Samtidig præsenteres konkrete løsninger til at bekæmpe dette problem. Udviklingen i Danmark sættes i perspektiv til det fælleseuropæiske arbejdsmarked og de udfordringer, der ses på tværs af grænserne. Gunde Odgaard har i lige knap 30 år arbejdet i fagbevægelsen, heraf 23 år som sekretariatschef i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet. Her har han blandt andet beskæftiget sig med Social Dumping og Arbejdskriminalitet, migrantarbejdere og udenlandske virksomheders indtog på danske byggepladser.
23.10.25 - Revysangens genklang - v/Birgitte Antonius og John Skou
Få et godt grin, sjove anekdoter og dejlige revyviser! Revysangens Genklang tager publikum med på en hyggelig rejse med revyviser helt tilbage fra revyens start og frem til i dag. Glæd dig til at høre både de sjove og de mere eftertænksomme viser. Revysangens Genklang består af sanger Birgitte Antonius og pianist John Skou. Birgitte og John elsker at formidle revyviserne og de mange historier, der ligger bag sangene. Et stykke kulturhistorie om en særlig dansk revytradition. Igennem showet formidler Birgitte Antonius revyviser fra det omfattende sangkatalog, der strækker sig fra kunstnere som blandt andet Osvald Helmuth, Ludvig Brandstrup, Elga Olga, Lily Broberg, Lisbet Dahl og helt op til vor tids nulevende revystjerner. John Skou kæder sangene sammen med spændende og sjove anekdoter.
06.11.25 - Den sidste rejse - Et antropologisk perspektiv på livets afslutning - v/Pia Lund Poulsen
I dette foredrag tager vi favntag med et tabuiseret emne, som kan være svært at tale om – endda at sætte ord på. Vi tager på en fascinerende rejse rundt i verden og historien og ser på hvordan menneskeheden gennem tiden har forholdt sig til døden som fænomen. Vi ser på hvordan bl.a. ritualer og erindringslandskaber bruges til at skabe mening og fællesskab for de efterladte. Undervejs udforsker vi, hvordan forskellige kulturer og religioner forholder sig til døden og efterlivet. Vi dykker ned i alt fra indonesiske begravelsesfester blandt Toraja-folket, til Grønlands inuittraditioner, islamiske begravelser og skandinavisk minimalisme. Foredraget balancerer mellem det tankevækkende og det humoristiske og giver nye perspektiver på, hvordan vi som mennesker møder livets største fællesnævner: døden.
20.11.25 - Seniorlivets psykologi - v/Laila Øksnebjerg
I dette foredrag er der både fokus på livskvalitet i seniorlivet og livslang udvikling, men også på de udfordringer mange ofte møder i seniorlivet, og hvad man kan gøre for at overkomme disse udfordringer. Der tages fat både på det gode liv og på nogle af de svære ting, som mange oplever i seniorlivet, fx at leve med "skavanker", kronisk sygdom og at miste. Vi tager livtag med alderisme og får fokus på hvordan man kan styrke sin trivsel og livsgnist hele livet. Laila Øksnebjerg er neuropsykolog, ph.d. og forskningslektor ved Københavns Universitet. Laila arbejder i det daglige med bl.a.disse temaer i sin praksis.
04.12.25 - Danskheden her og nu – i et historisk perspektiv - v/ Claus Hagen Petersen
Hvad er det egentlig, der binder os sammen her til lands? Jeg prøver at give et signalement af danske værdier med et historisk tilbageblik til slutningen af 1700-tallet, hvor den danske nationalfølelse for alvor antog sin karakter. Indfødsretten, sproget, nationale symboler som Dannebrog, nationalsangen og guldhornene og ikke mindst fascinationen af den danske natur skabte en egentlig national identitet. Vi kommer også rundt om de folkelige bevægelser, den danske model og velfærdsstatens udvikling med henblik på spørgsmålet om danske værdier er under pres i dag.
Forårsprogram:
15.01.26 - Drama og dilemmaer - fra journalistens værksted - v/Kristian Sloth
Hvordan følger man med et TV kamera efter dyretransporter langt ind i Rusland, uden at de opdager det? Hvordan reagerer man, når den, man interviewer, pludselig bliver korporlig for rullende kamera?
Hvordan beskytter man sin hemmelige kilde? Hvorfor præges megen journalistik af overdramatiserede og sensationsprægede overskrifter? Hvad er god journalistik? Hvordan beskytter man sin hemmelige kilde? Hvad er god journalistik?
Den prisvindende journalist, Kristian Sloth, bruger klip fra egne TV-historier til at fortælle om dette og meget mere i sit foredrag "Drama og Dilemmaer - fra journalistens værksted"
22.01.26 - Forfatteren Jørn Riel - v/Lillian Hjorth-Westh
Han var uddannet telegrafist og navigatør, hvilket bragte ham til Grønland i 1953. Derfra rejste han rundt i verden og slog sig fast ned i Malaysia, hvor han levede med sin familie. Han døde i 2023, 92 år gammel. Riel er mest kendt for de grønlandske skrøner. Han har skrevet meget andet, bl.a. erindringsbogen "Mit livs skrøne", som foredraget er baseret på. Denne eventyrer er et spændende og morsomt bekendtskab.
29.01.26 - 100 års danske cykeleventyr -v/Tore Grønne
Torefortæller om at søge eventyret på to hjul langt ude i verdens vildeste afkroge, hvor de færreste kommer og om at bruge cyklen som en magisk nøgle til at komme tæt på fremmede folk og kulturer – at blive inviteret ind hos bl.a. bevæbnede jihad-sympatisører i Pakistan, nomader i Centralasien og statsløse palæstinensere i flygtningelejre i Libanon. Sideløbende fortæller Tore denfarverige historie fra sin prisvindende bog,VELO – De danske verdenscyklister,om danske eventyrere, der i 100 år er trampet ud i verden for at udforske klodens fjerneste afkroge, højeste bjerge og tørreste ørkener. For vi danskere kan noget særligt på cykler – den første europæer, der cyklede verden rundt, var f.eks. en dansker, der satte ud i 1925 med en sovepose, en pistol og 75 øre på lommen.
12.02.26 - Et langt liv i politik -v/Mogens Lykketoft
Mogens Lykketoft, fhv. skatte-, finans- og udenrigsminister samt fhv. formand for Socialdemokratiet, Folketinget og FN’s Generalforsamling taler om oplevelser og erfaringer fra et meget langt liv i dansk og international politik. Vi kommer til at tale om det farlige vanvid, der er udløst af Trump – en verden i kaos og Europa i klemme. Også vort forhold til Kina, Indien, Canada m.fl. bliver drøftet. Og selvfølgelig kommer vi ind på krigen i Ukraine og Danmarks udfordring med Grønland. Der bliver god tid til spørgsmål.
19.02.26 - Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa - v/Malene Fenger-Grøndahl
Foredraget baserer sig på bogen"Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa", som Malene Fenger-Grøndahl har skrevet sammen med sin mand efter møder med romaer i 14 forskellige lande. Gennem tusind år på kanten af de europæiske samfund har romaerne formået at bevare deres eget sprog og en særegen kultur. Fortællingen begynder i Indien, romaernes "moderland", og slutter i Skandinavien, hvor romaerne kæmper for at blive en anerkendt del af et moderne samfund. Undervejs overværer vi religiøse ritualer i Frankrig og deltager i farvestrålende flamencofester i Spanien. Vi følger den barske hverdag i Slovakiets og Tjekkiets grå ghettoer og besøger en by i Makedonien, hvor romaerne har egen borgmester og eget bystyre.
12.03.26 - Sri Lanka - En perle i Det Indiske Ocean -v/Camilla Kornerup
I oldtiden omtalte man Lanka som en eventyrlig ø, rig på guld og perler, rubiner og safirer, hvide månesten og lysende krystaller. Et land med peber og krydderier, med påfugle, aber og elefanter der levede i høje bjerge ogdybe skove. De der havde været der, fortalte om skønne velskabte kvinder med langt sort hår, der duftede af olier. Camilla har boet, arbejdet og rejst i Sri Lanka, bl.a. som rejseleder, de seneste 20 år. I foredraget berettes der om den udvikling landet gennemgår netop nu anno 2025/26;politisk, økonomisk og socialt. der trækkes ligeledes tråde tilbage i historien til de begivenheder der har formet øen og som danner baggrund for hvordan srilankanernes liv ser ud i dag.
26.03.26 - C.L. David – kunstsamler og museumsstifter v/Michelle Garnier
I hjertet af København findes et lille kunstmuseum, Davids Samling. Her finder besøgende en af Vestens fineste samlinger af kunst fra den Islamske verden, et fornemt udvalg af ældre europæisk kunst og en udsøgt, mindre repræsentation af nyere dansk maleri, skulptur og keramik. Især de 14 værker af Vilhelm Hammershøi spiller er ganske stor plads. Samlingen blev grundlagt af højesteretssagfører Christian Ludvig David (1878-1960), der selv havde anskaffet grundstammen i samlingen. Michelle Garnier, som er kunsthistoriker og omviser på Davids Samling, vil fortælle om C.L. David og om hvordan samlingen blev til. Det bliver en fortælling om en usædvanlig skæbne, hvor bl.a. anden verdenskrig spiller en meget vigtig rolle.
Kursusdetaljer
2.045 kr./person
Underviser
Helena Vangdrup
2.045 kr./person
Tilmeld kursus