Eventyrlige beretninger
Vi kommer kloden rundt - i globalt perspektiv gennem personlige beretninger. 6 eftermiddage i godt selskab. Arrangementet er tilrettelagt af AOF Amager, og der er gratis kaffe/te og småkager.
10.09.25 The Darién Gap v. Rasmus Krath
I 2024 krydsede den danske eventyrer Rasmus Krath den farlige og lovløse Darién Gap jungle, der forbinder Colombia med Panama og dermed også hele Sydamerika med Nordamerika. Junglens vildskab er i disse år scene for klodens største migrationsstrøm, hvor over 2000 migranter hver dag satser livet på en 3-6 dage lang vandring - som ikke alle overlever - i håbet om at nå til USA. Darién Gap er migranternes største udfordring på den lange rejse fra syd til nord. Rasmus Krath fulgte en familie fra Venezuela tæt igennem hele junglen og fortæller nu med både ord, film og fotos om, hvad det vil sige at være migrant og satse livet i håbet om at få en bedre tilværelse. Det er heftigt materiale - vær beredt!
15.10.25. På pilgrimsvandring v. Frederik Christensen
I juni 2024 begav Frederik Christensen sig ud på sit livs rejse – en 3600 km lang pilgrimsvandring fra Danmark til Spanien. Undervejs oplevede han fysisk udmattelse, gæstfrihed fra fremmede og de store spørgsmål, der melder sig, når man kun har sine egne skridt som selskab. I en tid, hvor flere søger mening i det enkle og langsomme, giver han et levende indblik i, hvad der sker, når man virkelig træder ud af hverdagen og lader fødderne føre én frem. I dette foredrag tager han jer med på rejsen – en fortælling om at gå langt for at komme tættere på det væsentlige.
19.11.25 Tyrkiet v. Deniz B. Serinci
Med udgangspunkt i sin bog ”Tyrkiet – Fra Atatürk til Erdogan” fører journalisten Deniz Serinci os gennem Tyrkiets moderne historie fra oprettelsen af republikken i 1923 til dagens Tyrkiet under Erdogan. Undervejs vil han blandt andet dykke ned i sharialovens afskaffelse, sekularismen, de mange militærkup og spændingerne mellem land og by. Desuden vil han belyse den kurdiske konflikt, både i Tyrkiet og i Syrien, hvor Tyrkiet nu har en militær konflikt kørende. Der vil også blive tid til at komme ind på ønsket om at blive en del af EU trods Erdogans konflikt med EU-landene, islams mere og mere fremtrædende rolle og landets varmere forhold til de andre lande i Mellemøsten. Kort sagt hvad sker der i Tyrkiet, det land, der indtil for nylig var i top tre af danskernes feriemål? Hvor er det på vej hen? Deniz Serinci beskriver jævnligt tyrkiske forhold i dansk tv, radio og aviser.
21.01.26 Invasionen i Normandet v. Poul Grooss
En af de vigtigste begivenheder i det 20. århundrede var de allieredes invasion i Normandiet den 6. juni 1944. Det var ikke sikkert, at den ville lykkes, og gik det galt, ville meget i Europa have set anderledes ud. Grundlaget for invasionen var en meget grundig planlægning kombineret med militær overlegenhed, overraskelse og vildledning. Foredragsholderen fortæller i detaljer om planlægningen, industriproduktionen, uddannelsen af enhederne inden selve landgangen på de fem udvalgte strande. De allierede styrker mødte hård modstand, men fik kæmpet sig ud af brohovedet og videre ind i Frankrig. En del danskere deltog, og de vil også blive omtalt.
Om foredragsholder: Poul Grooss er pensioneret kommandør fra Søværnet efter mange år i bl.a. Forsvarets Efterretningstjeneste. Han har været chef for torpedobåde og korvetter og været lærer i operationer på Forsvarsakademiet. Forfatter til bogen ”Krigen i Østersøen 1939 – 1945”.
18.02.26 Grækenland v. Peer Faurskov
Med foredraget rejser vi med udgangspunkt i landets hovedstad, Athen, til historiske steder fra det antikke Hellas, samt til fantastiske landskaber flere steder i det græske fastland. Vi kommer til at høre om landets lange historie, den særprægede geografi, befolkningens hverdag og livsvilkår og om den meget dominerende ortodokse kristendom.
Rejsen går også ind til hjertet af fastlandet, til det nærmest mytologiske Meteora med dets adskillige klostre der balancerer som små legoklodser på toppen af søjleformede bjergformationer.
Det græske køkken med feta, oliven, retsinavinen og masser af fisk kommer vi heller uden om. Selv om det altid smager bedst på stedet, så inspirerer det altid.
I foredraget er der selvfølgelig et hav af enestående og uforglemmelige landskabsbilleder.
18.03.26 Alene til Sydpolen v. Rasmus Kragh
Gør dig klar til en inspirerende aften, hvor du får chancen for at høre om den unikke rejse til et af verdens mest fjerntliggende steder – Sydpolen. I vinteren 2024-2025 påtog Rasmus sig den utrolige udfordring at blive den første dansker til at gå alene til Sydpolen uden hjælp. En livsforandrende rejse i grænselandet af menneskelig formåen.
Han vil dele sine erfaringer fra dette enestående eventyr og de dybe indsigter, han har opnået på vejen. Det handler ikke kun om den fysiske rejse gennem det barske Antarktis, hvor solen skinner 24-7 og temperaturen kan falde til minus 50 grader, men i høj grad også om den mentale rejse, der kræver enorm selvdisciplin og mod.
I en tid hvor vi konstant er forbundet digitalt, udfordrer Rasmus os til at se indad, klarlægge vores formål og genoplive vores naturlige instinkter, væk fra skærmens lys. Foredraget er en perfekt mulighed for at blive motiveret og få et indblik i de ekstreme forhold, Rasmus har mødt på sit eventyr – en oplevelse der uden tvivl vil efterlade dig både inspireret og mere bevidst om dit eget potentiale.
Kursusdetaljer
475 kr./person
Underviser
Foredragsholder Foredragsholder
475 kr./person
Tilmeld kursus