2.390 kr./person
Tilmeld ventelisteKulturelle Højskoleeftermiddage
18/9 Søren elsker Katinka - Sigfred Pedersens skønne sange
- et koncertforedrag med Allan Høier
Med humørspredende og forårskåde perler som Tørresnoren – Den Gamle Skærslippers Forårssang – Katinka, Katinka og Søren Bramfris Lærkesang er Sigfred Pedersen for altid dybt forankret i den danske kulturarv.
I dette koncertforedrag vil Allan Høier synge viserne og fortælle historien om Sigfred Pedersens underholdende bohemeliv, som det foldede sig ud i gaderne og gårdene i Nyhavn og Minefeltet – kunstnerkvarteret omkring Nikolaj kirke.
2/10 Jens Møller Jensen | Tidl. vicepolitiinspektør og drabschef
Efterforsket – drabschefens sager
I afdelingen for personfarlig kriminalitet efterforsker man alt fra røveri, brand og terror til vold, voldtægter og drab.
Jens Møller Jensen lader os komme tæt på efterforskningen af organiserede røverier, pyromaner, voldtægter og opklaring af terrorsager. Jens vil også fortælle om de sager, der nager - herunder opklaringen af en spektakulær drabssag.
Den garvede politimand giver et unikt og personligt indblik i politiets arbejde, og han fortæller om de overvejelser og svære beslutninger, han og medarbejderne ofte måtte træffe i jagten på sandhed og retfærdighed.
Jens blev ansat i politiet i 1981 og var fra 2011-18 leder af afdelingen for personfalig kriminalitet ved Midt- og Vestsjællands Politi samt Københavns Politi. Han stod i spidsen for efterforskningen af ubåudssagen og var også leder af efterforskningen af terrorangrebene i København ved Krudttønden og Synagogen.
30/10 Rasmus Krath | Eventyrer, fotograf og foredragsholder
Darién Gap-junglen: Porten til Nordamerika
I 2024 krydsede den danske eventyrer Rasmus Krath den farlige og lovløse Darién Gap jungle, der forbinder Colombia med Panama og dermed også hele Sydamerika med Nordamerika. Junglens vildskab er i disse år scene for klodens største migrationsstrøm, hvor over 2000 migranter hver dag satser livet på en 3-6 dage lang vandring - som ikke alle overlever - i håbet om at nå til USA. Darién Gap er migranternes største udfordring på den lange rejse fra syd til nord. Rasmus Krath fulgte en familie fra Venezuela tæt igennem hele junglen og fortæller nu med både ord, film og fotos om, hvad det vil sige at være migrant og satse livet i håbet om at få en bedre tilværelse.
13/11 Christian Friis | Cand. mag. og foredragsholder
Californien og den amerikanske drøm
Siden udbruddet af guldfeberen i 1849 har Californien mere end nogen anden stat repræsenteret USA som mulighedernes land - som det forjættede land. Staten forbindes med en af de stærkeste amerikanske ideer - den amerikanske drøm: At alle her kan smede deres egen lykke.
Californien er fortællingen om den oprindelige befolkning og om de europæiske opdagelsesrejsende, den spanske kolonitid, den mexicanske periode og endelig som stat i unionen. Og det er fortællingen om Golden Gate og Hollywood, om Silicon Valley, førerløse biler og verdens tech-giganter. Blandt USA’s 50 stater har Californien den største befolkning, og den er en af de rigeste stater.
27/11 Henrik Egede-Lassen | Naturfotograf
Ret Vildt – bag om kulissen med en naturfotograf
Takket være fjernsynet kan vi i dag komme tæt på dyrearter fra sofaen, som man knap nok kendte til for få generationer siden. Vi er f.eks. med, når bjerggorillaer føder, eller spækhuggere hapser sæler på stranden i Patagonien. Det er unikt og lærerigt, – men ofte er historierne bag kulissen mindst lige så underholdende. I jagten på det ultimative billede er der meget, som kan gå galt… rigtig galt!
Foredraget er ledsaget af fraklip, personlige anekdoter og selvoplevede fiaskoer fra nogle af verdens mest øde naturområder.
Henrik brænder for naturformidling og har været engageret på ekspeditioner til samtlige kontinenter og har bl.a. filmet hvaler for National Geographic.
11/12 Heine Mindstrup | Musiker
Jul for fuld musik
Med stort nærvær og charmerende energi leverer Heine Mindstrup varen med julehits og andre populære hits primært hentet fra 60’erne, 70’erne og 80’rne.
Vi kommer til at høre klassikere som Rudolf med den røde tud, Jeg så julemanden kysse mor og Julemanden er kommet til by’n, men også nyere hits som Flemming Bamses Jul på Vimmersvej og Shu-bi-duas Den Himmelblå har fundet plads i Heines julerepertoire.
Udover julesange kommer vi også til at høre musik af The Beatles, Elvis Presley og Otto Brandenburgs Susanne, Birgitte og Hanne.
15/1 Pia Elers | Journalist, korrespondent mv.
På rejse med Amdi - Tvind i 50 år
Med udgangspunkt i sine egne erfaringer fra syv år på Tvind og medlem af lærergruppen fortæller Pia Elers historien om den omstridte og karismatiske leder, Amdi Petersen, som var Pia’s lærer på et af Den Rejsende Højskoles første hold i 1971. Det er en både fascinerende og skræmmende historie om en flok unge, der vælger at ofre de bedste år af deres liv på at forandre verden. De unge levede i et stærkt og fantastisk fællesskab, der dog efterhånden udviklede sig i en gal retning med gruppepres og magtmisbrug. Foredraget vil bestå af nedslag i Tvinds 50 år lange historie og tager udgangspunkt i Pia’s bog om Tvind, der udkom på Gyldendal i 2020
Pia Elers har boet og arbejdet som journalist i Kina i over 15 år. Fra 2011 var hun dagbladet Børsens Asienkorrespondent, og siden efteråret 2018 har hun dækket Kina for Kristeligt Dagblad.
5/2 Mademoiselle de Paris| Stinne Henriksen o.a.
- en musikalsk eftermiddag med fransk musik
Den fransktalende (men danske) skuespiller og sangerinde Stinne Henriksen er i front, når Mademoiselle de Paris tager publikum med på et musikalsk triumftog ind under Paris’ himmel og broer. En forførende rejse til ære for Frankrig, Paris, sproget og ikke mindst kærligheden!
De smukke melodier og sange får instrumental opbakning fra Kristian Rusbjergs stilsikre og imponerende harmoni-
kaspil blandet med multiinstrumentalist Jacob Venndts håndtering af diverse mundharper, el- og kontrabas, tenorguitar, baspedaler, savspil, klaver og vokal. Vi skal bl.a. høre La vie en rose, Pigalle, Non, Je ne regrette rien, Champs-Elysées, Sous le ponts de Paris (Under den hvide bro), men vi skal også et smut til bl.a. Danmark, der repræsenteres med Forelsket i København.
5/3 Anne Bjerre Braüner | Cand. mag og forfatter
Absalon - helt eller skurk?
Med udgangspunkt i sin historiske roman fra oktober 2023 ’Absalon – magt & afmagt’ fortæller Anne Bjerre Braüner om en vigtig person i vores fælles historie.
Absalon levede 1128-1201 og var en af de mest markante skikkelser i Danmark i den begivenhedsrige højmiddelalder. Men hvordan skal vi se på ham i dag?
Var han en national helt eller blot en rig mand, der plejede sine egne interesser?
Var han først og fremmest kirkens mand eller krigens?
Og hvilke etiske og moralske dilemmaer har han kæmpet med?
Hvordan kunne det lykkes ham og Valdemar Den Store at holde sammen på landet, når der både før og efter deres tid var borgerkrigslignende tilstande i Danmark?
Hvordan forstår vi i det hele taget vores katolske fortid?
19/3 Paw Gosmer | Elefantdyrepasser, safari-guide og naturbevarer
Blandt Afrikas elefanter
Et foredrag der bringer os helt tæt elefanternes liv og som skaber alt fra glæde og fascination til undren og frustration over krybskytteri. Det er et foredrag, der vækker følelser, men som også belyser en helt ny tilgang til naturbevaring, hvor social ansvarlighed er omdrejningspunktet.
Hvordan kan vi bedst beskytte elefanterne og den fantastiske fauna på den afrikanske savanne?
Paw er til daglig dyrepasser i Aalborg Zoo med fokus på havens elefanter, men hans store interesse for elefanter har betydet, at han hvert år vender tilbage til Afrika, hvor han også er direktør for et naturbevaringsprojekt.
Pris inkl. kaffe og kage
Kursusdetaljer
2.390 kr./person
Underviser