1.845 kr./person
Tilmeld ventelisteÆldresagens Foredragsrække
2/9, Mette Frobenius: Kunstig intelligens (AI) og Dansk EU-formandskab
Hvordan tæmmer vi kunstig intelligens? I dette korte foredrag, sætter Mette fokus på kunstig intelligens enorme potentiale, men vi debatterer også de nødvendige retningslinjer for balancen mellem innovation, teknologi og ansvar. Vi retter især blikket mod EU’s rolle: Hvordan kan EU fremme brugen af AI, og samtidig minimere risiciene? Hvordan undgår vi overregulering? Og er det overhovedet muligt at tæmme en teknologi, der allerede er ved at overhale os? Kom og bliv klogere på, hvordan vi kan tøjle AI og tech-giganterne. Er vi på rette vej, eller asfalterer vi, mens vi går?
Efter pausen vil Mette have fokus på det danske EU-formandskab, som vi overtog den 1. juli 2025 - hvad kommer det til at betyde for os? Sammen med Polen (der har formandskabet i 1. halvår) og Cypern (der overtager det efter os i 2026) indgår vi i en trio, der i 2024 udarbejdede et arbejdspapir om, hvilke emner de tre lande ønskede på dagsordenen. Sidst vi havde formandskabet var i 2012, i en tid, hvor der ikke var nær så mange internationale ildebrande der skulle slukkes, og ikke nær så mange krige tæt på. Mette gennemgår også EU-systemet herunder ministerrådets opbygning, og hun stiller skarpt på hovedpunkterne for efteråret og klæder dermed deltagerne på, så det bliver lettere at følge med, når der bliver rapporteret fra de 15 ministermøder, der skal afholdes rundt i hele landet i efteråret.
7/10, Thor Pedersen: Besøg i alle verdens 203 lande – på 10 år
Thor Pedersen er eventyrer, historiefortæller og forfatter til The Impossible Journey - en stærk beretning om at rejse til alle verdens lande uden nogensinde at sætte sig ombord på et fly.
Som medlem nr. 491 af Eventyrernes Klub deler han historier formet af dyb kulturel indsigt, livstruende øjeblikke og uventet venlighed fra fremmede.
Med en passion for at fremme global forståelse taler han til publikum verden over om modstandskraft, nysgerrighed og den fælles menneskelighed, der binder os sammen.
4/11, Finn Nørbygaard: Godt vi blev ældre
Overgangen fra et arbejdsliv til et liv som pensionist, åbner udviklingsmæssigt op for en energiomlægning. Nemlig et skifte fra præstation til refleksion - og dermed indsigt.
Et nedsat og forandret livstempo afføder for mange desuden en overraskende følelse - nemlig taknemmelighed. At man ikke i nævneværdig grad har følt den tidligere, skyldes ikke utaknemmelighed. Den skyldes, at taknemmelighedsfølelsen kræver, at vi nu kan mærke efter - den kræver ro for at kunne fylde i vores krop. Seniorlivet giver adgang til et væld af følelser som indtil nu har ”ligget på lager”. På samme måde er det med indsigten i ens personlige liv. Indsigten står nu overfor en gylden periode. At det sker nu i vores liv er ikke tilfældigt. Vi har ikke kunnet ”få fat i den” før, for man kan ikke skynde sig at få indsigt. Den følger af ro og refleksion.
Folkekære Finn Nørbygaard kender de fleste. Oprindelig uddannet folkeskolelærer fra Esbjerg Seminarium og underviste i otte år, før han begyndte at underholde og ernære sig som entertainer.
Siden har Finn Nørbygaard gennemgået et syvårigt uddannelsesforløb som terapeut på Institut for Gestaltanalyse. Så teorien er på plads, når Finn nu indtager podiet med mere alvorlige emner, end dem der hidtil har været hans varemærke. Men alvoren leveres naturligvis med humor og glimt i øjet, så den glider nemmere ned.
6/1, Friis Arne Petersen: Den forandrede verden
En af Danmarks mest markante topdiplomater deler her sin enestående viden og erfaring fra mere end fire årtier i verdensbegivenhedernes centrum. Foredraget tager sit udgangspunkt i Friis Arne Petersens seneste bog "Den forandrede verden" skrevet i samarbejde med den erfarne journalist Kurt Strand.
Foredraget vil kaste lys over fire årtiers diplomati på øverste hylde præget af aktivisme og nye brudflader. Selv i lyset af udfordringer som Putins angrebskrig i Ukraine og den generelle ustabilitet i verden forbliver Friis Arne Petersen optimistisk. Han ser potentiale i den liberale internationale orden og understreger behovet for et stærkt EU, der kan forsvare sine interesser og fremme globalt samarbejde.
3/2, Anne Knudsen: Du kom med alt hvad der var dig
Alle kender Jens Rosendals store kærlighedssang "Du Kom Med Alt Det Der Var Dig". I foredraget fortælles historien bag sangen og flere af Jens Rosendals andre salmer og sange. Foredraget belyser også Jens Rosendals opvækst i Indre Mission, hans liv som højskolelærer i Løgumkloster og den svære kærlighed til en anden mand. Undervejs synges en række af Jens Rosendals salmer og sange.
Foredraget er baseret på Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigts samtalebog med Jens Rosendal "Du kom med alt det der var dig", der udkom på Gyldendal i 2019.
3/3, Trine Engholm Michelsen: Storfyrstinden
Bankassistent om dagen og hemmelig agent om aftenen. Jutta Graae var en af Englands vigtigste kontakter i Danmark under besættelsen og en nøgleperson bag Danmarks befrielse. Alligevel var hun i sin samtid og eftertid ret ukendt. Jutta Graae levede i en tid, der kun gav en kvinde mulighed for at agere uformelt, skjult eller på de indre linjer. Hun så sin rolle som den usynlige hånd, der hjalp ”de rigtige helte”: Christmas-Møller, Mogens Fog og Ebbe Munck m.fl.
DR producerede i 2024 en historisk dramadokumentar om Jutta Graae med udgangspunkt i biografien, der er skrevet af foredragsholder Trine Engholm Michelsen. Foredraget trækker på forfatterens mangeårige forskning i international politik og på et praktisk kendskab til efterretningsvirksomhed fra Rigspolitiet og Forsvaret.
7/4, Henrik Bjørn: Et liv med Kina
Henrik Bjørn fortæller om Kinas forandringer gennem fire årtier, som han selv har oplevet dem via sine forskelligartede jobs som bl.a. etnografisk feltarbejder, repræsentant for en amerikansk NGO, direktør for et fairtrade firma, samt leder af et stort ældrecenter med 800 beboere drevet af Danske Diakonhjem.
Vi hører om, hvordan det var at bo og arbejde på landet hos et af Kinas etniske mindretal for 30 år siden, og Henrik fortæller også om, hvordan det var at bo i telt 60 km. fra epicenteret til et kraftigt jordskælv, der blev målt til otte på richterskalaen. Henrik taler kinesisk og er kinesisk gift. Henrik er mag.art. i etnografi og socialantropologi med fokus på Kina.
Kursusdetaljer
1.845 kr./person
Underviser