Højskoleformiddage - Ribe

Torsdag den 2. oktober
Steen Ole Hedelund: Efter det amerikanske præsidentvalg

Foredraget ”Demokratiet og retsstaten er truet efter det amerikanske præsidentvalg" som er en analyse af den politiske virkelighed i USA efter præ­si­dentval­get 5. november 2024 og de internationale konsekvenser overalt i verden.
USA er stærkt splittet, amerikanerne er i stigende grad parate til politisk vold, og det gælder ikke kun på de politiske yderfløje, men generelt. Med Donald Trump som præsident er fascistoide træk blevet meget tydelige både i kulturen og i den politk, Trump-ad­mi­ni­stra­tio­nen fører i USA. Polariseringen er ikke bare en trussel mod demokratiet og retsstaten i USA! Nej, angrebene i USA mod demokratiets væsen og retsstaten som demokratiets juridiske fundament indefra vil også få store konsekvenser for Europa og for Danmark.                    
Fored­rags­hol­de­ren dokumenterer i en debatskabende form, at den demokratiske samtale, sam­men­hængs­kraf­ten og retsstaten i de vestlige demokratier også er under angreb indefra, og at angrebene har klare fascistoide træk i kulturen og i politik. Analyserne og ar­gu­men­ta­tio­nen i foredraget omfatter visuel argumentation og dokumentation i form af mange billeder og videoer.


Torsdag den 9. oktober
Jakob Nyholm: Skovhaver - en spiselige løsning!

Drømmer du om en have hvor du kan høste frugter, bær, nødder, flerårige grøntsager, spiselige blomster og krydderurter, samtidig med at du giver plads til naturen i haven? En have der både er frodig og smuk og hvor du kan gå på opdagelse eller bare slappe af og nyde summen fra insekter og fuglenes kvidren? Eller hvad med en have hvor du ikke hele tiden skal vande, gøde og luge?
Hvis du synes det lyder tiltalende, så kom og hør med når Jakob Nyholm Jessen fra Malus - Skovhavedesign bl.a. vil fortælle om:
• Skovhavens opbygning og struktur
• Hvordan vi kan arbejde med naturen i stedet for i mod den og samtidig opnå en både produktiv og smuk have, uden at vi skal knokle for det hele sæsonen.
• Alle (eller i hvert fald mange) de sjove spiselige planter vi bruger når vi designer og anlægger en spiselig skovhave.
• Planter der gøder de andre planter
• Hvorfor skovhaver er bedre til at modstå både tørke og store mængder nedbør.
Jakob er uddannet Skov- og Land­skabsin­ge­ni­ør fra Københavns Universitet og har de sidste 5 år gjort det til sin levevej og speciale at designe og anlægge skovhaver for private haveejere, institutioner, virksomheder, bo­lig­for­e­nin­ger og kommuner. Derudover holder han foredrag, webinarer og workshops for at udbrede kendskabet til denne fantastiske måde at tænke haver og grønne arealer til fordel for både mennesker, dyr og miljø.


Torsdag den 23. oktober
Steen Hedegaard Rasmussen: Grønland før og nu

Hvordan har Grønland udviklet sig gennem tiden, og hvordan ser situationen ud i dag? Steen Hedegaard Rasmussen deler sine oplevelser fra 6 år i Nuuk og Aasiaat, hvor han arbejdede som gymnasielærer og rektor. Med et personligt perspektiv og indsigt fra både skoleverdenen og hverdagslivet giver han et nuanceret billede af Grønlands samfund, kultur og forandringer. Foredraget byder på historiske refleksioner og aktuelle betragtninger om Grønland før og nu.


Torsdag den 30. oktober
Steen Jørgensen: Sygeplejerske på seksten år

En fortælling om Ho­spi­tals­ski­bet Jutlandia som var Danmarks bidrag til FN’s indsats under borgerkrig mellem Nord- og Sydkorea 1950-53.
En fortælling med levendegørelse af øjen­vid­neskil­dring fra læger, sygeplejerske, mandskab, og patienter, med vægt på sy­geple­jer­sker­nes arbejde


Torsdag den 6. november
Erik Kulavig: Rusland, Ukraine og Europa

Hvordan i al verden kunne det gå så galt?
I foredraget fremlægges forskellige svar på, hvorfor Rusland overfaldt Ukraine i februar 2022, hvordan krigen er forløbet, hvad den har betydet for de implicerede lande og for Ruslands forhold til EU.


Torsdag den 13. november
Lars Ringholm: 80 året for Danmarks befrielse

For 80 år siden - den 4. maj 1945 kom endelig det budskab, danskerne med længsel havde imødeset. Den tyske besættelse af Danmark var endelig bragt til ophør efter ”fem forbandede år”. De sidste måneder af besættelsen havde været brutale at komme igennem, for uanset, at tyskerne var presset på alle fronter, så løsnede de ikke grebet om de besatte lande. Be­fri­el­ses­bud­ska­bet udløste en eufori som aldrig er set tilsvarende i Danmark. Herefter vendte hverdagen stille og roligt tilbage, omend stadig præget af varemangel og rationering. I det hele taget skulle det vise sig, at Be­sæt­tel­ses­år­e­ne kom til at kaste lange skygger. Politiet vendte tilbage og domstolene trådte igen i funktion. Forude ventede et retsopgør som skulle blive både pinagtigt og smertefuldt.
De danske modstandsfolk - og ikke mindst dem, der havde været i tysk fangenskab - skulle tilbage til livet. En vej, der viste sig tung og ofte ubærlig. Især fordi de blev mødt af en mur af venlig, men dyb tavshed. Den hårdeste kamp der ventede var kampen om historien - om sandheden. For Be­sæt­tel­ses­ti­den efterlod et dybt og betændt sår i den danske folkesjæl - Sam­ar­bejds­po­li­tik­ken. Det var smertefuldt og skamfuldt for mange danskere, at Danmark havde samarbejdet med Be­sæt­tel­ses­mag­ten. Midt i det hele glemte de fleste så lige, at mens de fejrede befrielsen, da blev Bornholm besat af russerne.


Torsdag den 20. november
Peer Kaare: Axel Strøbye

Axel Strøbye var en af Danmarks største skuespillere. Han nåede det hele fra legendariske roller i Olsen-banden og Matador til det store klassiske repertoire på Det Kongelige Teater.
Men bag facaden var den sprudlende og komiske skuespiller et angstpræget menneske. Han var tvilling og forældrene, der forbød ham at blive skuespiller, gjorde hele vejen gennem barndommen stor forskel på ham og broderen.
Axel Strøbye brød igennem på teatret, men blev for alvor kendt for sine roller i et hav af danske lystspil fra 60’erne og 70’erne. Ved sine af sine store præstationer på filmlærredet og på Det Kongelige Teater levede Axel Strøbye i flere stormfyldte parforhold, som han gennem hele livet formåede at holde hemmelig for offentligheden. Hør hele historien om Axel Strøbyes spændende liv og utrolige karriere. Foredraget har udgangspunkt i den biografi, som Peer Kaae og Per Kuskner udgav i 2013.


Torsdag den 27. november
Henning Frandsen: Bliv klogere på de danske højtider og festdage

Få historien om storebededag, hel­lig­dags­re­duk­tio­nen, som med et slag fjernede 11 helligdage, valentinsdag, kyndelmisse, mikkelsdag, valborgblus, mors dag, fars dag og mange flere.
Der er ikke nyt, når regeringer, tænketanke og andre meningsdannere vil have os danskere til at arbejde mere og længere, som i 2023, hvor storebededag blev sløjfet. I 1770 hed det hel­lig­dags­re­duk­tion. Med et pennestrøg fjernede Chr. VII 11 ud af 22 helligdage. Den historie og den om storebededag fra 1686 har fået plads i foredraget.
Men også om Mors Dag, som vi herhjemme kan takke ”Fars dreng” for. Og om, hvorfor der kom nikål, skidenæg og grød på påskebordet. Og om æggets helt særlige rolle i påsken. Og om fastelavn, hvor danskerne længe slog levende katte af tønden og på hesteryk skulle rykke hovedet af en ophængt, levende gås. Og om heksen, som først sent fik plads på sankthansbålet. Om julen, hvor øldrikning og dans om juletræet stort set er de eneste originale danske juleskikke.
Kristendommens betydning for vores højtider, fester og traditioner kan ikke overvurderes, men det er også helt nødvendigt at inddrage den førkristne folketro, fra dengang verden var fuld af magi. Og så har blom­ster­g­art­ner­ne og Coca Cola så sandelig også spillet en rolle.
Centralt i foredraget er også, at mennesket både er et religiøst og et legende væsen.
Foredraget er i øvrigt et mix af historiske facts, anekdoter, billeder og tegninger.

Kursusdetaljer

Museet Ribes Vikinger, Odins Plads 1, 6760 Ribe
Torsdag, 10:00 - 12:00
24 lektioner, 8 mødegange
Torsdag 2. oktober, 2025
Hold nr.: 1125211002

895 kr./person

100 ledige pladserTilmeld kursus

Underviser

Michael Lyng Wøldike Damm

Samme kursus på andre tidspunkter

895 kr./person

Tilmeld kursus