Højskoleformiddage | Nyborg
Mnadag d. 1/9-2025 kl. 10-12 - Morten Skovsgaard
Nyhedsmedierne under pres: Har vi et demokratisk problem?
Flere og flere danskere vælger nyhederne fra, tilliden til nyhedsmedierne er under pres, og vi udsættes i stigende grad for misinformation. Algoritmerne på sociale medier risikerer at lukke os inde i ekkokamre, og i dele af landet truer nyhedsørkener, hvor lokaljournalistikken forsvinder. Sådan lyder nogle af de bekymringer, der ofte dukker op i den offentlige debat om nyhedsforbruget i det digitale medielandskab. Men hvordan ser det egentlig ud, når man dykker dybere ned i, hvad vi ved om danskernes nyhedsbrug og betydningen for nyhedsmedierne? Det gør vi i dette foredrag, der giver et nuanceret blik på udviklingen og udfordringerne.
Mandag d. 6/10 kl. 10-12 - Elise Rahbek
Fra stress og smerte til energi – et foredrag om alternativ behandling
Hør, hvordan alternativ behandling kan supplere den traditionelle medicin og skabe ny energi i dit liv.
Foredraget er for dig, der:
Er nysgerrig på den alternative verden
Ønsker en nuanceret forståelse af dine muligheder
Jeg deler min personlige rejse fra sygdom til livsglæde gennem akupunktur, coaching, hypnose, massage og åndedrætsteknikker – alt sammen i samspil med traditionel behandling.
Du får:
Indblik i forskellige behandlingsformer
Mulighed for at mærke effekten i en fælles øvelse
Tid til spørgsmål og refleksion
Dette er ikke bare et foredrag – det er en invitation til at genfinde din energi og opdage nye veje til velvære.
Mandag d. 3/11-2025 kl.10-12 - Erik Vinther
Fyns Hoved og Viby - gamle kulturlandskaber og en enestående natur
Fyns Hoved er et gammelt kulturlandskab, der gennem århundreder har været opdyrket og benyttet som græsningsareal af gårdejerne i den lille landsby Norskov. Efter udskiftningen blev Hovedet opdelt i en række parceller, hvoraf en stor del stadig er markeret med stendiger. Med tiden er størstedelen af parcellerne udlagt til vedvarende græsningsarealer, og det nedbørsfattige storebæltsklima har resulteret i en artsrig plantevækst med flere sjældne arter. I foredraget fortæller Erik Vinther om naturen på Fyns Hoved herunder naturtyper samt plante- og dyrelivet.
Den lille landsby Viby er er ligeledes en velbevaret kulturhistorisk perle. Landsbyens udvikling beskrives kort, og der gives eksempler på de mange gårde, der stadig ligger samlet i landbyen.
Mandag d. 1/12-2025 10-12 - Lene Warming
Kærlighedens kraft – fra ubærlig sorg til lys og livsmod
En søndag aften i juni 2010 ændredes livet i et splitsekund for Lene Varming og hendes familie. Deres ældste datter, Maria, blev påkørt af et tog og mistede livet – kun 14 år gammel.
I det gribende og nærværende foredrag Kærlighedens kraft deler Lene sin rejse fra chok og sorg til et liv, der igen opleves som meningsfuldt og fyldt med kærlighed.
Hun fortæller om de svære valg, vi står overfor som mennesker, når sorgen rammer – og om den styrke, der kan findes i at åbne hjertet, selv når det gør allermest ondt.
Lene Varming er i dag psykoterapeut med speciale i livskriser. Hun formidler både sin personlige historie og de indsigter og redskaber, der har hjulpet hende videre – og som kan støtte andre i mødet med sorg og livsomvæltninger.
Et foredrag til alle, der har oplevet at miste fodfæstet – og har brug for at finde en vej tilbage til livet.
Kursusdetaljer
400 kr./person
Underviser
Vibeke Carmen Sørensen
400 kr./person
Tilmeld kursus