Processen er vigtigere end selve målet

Hvordan blev du underviser hos AOF?

Min vej til at blive underviser hos AOF startede med, at jeg egentlig gerne ville være selvstændig. Men hurtigt fandt jeg ud af, at det var en ret stor mundfuld. Jeg har altid vidst, at jeg ville undervise voksne, men jeg havde ikke et fagspeciale. Jeg har egentlig været ansat som lægesekretær i 23 år, men efter en lang sygemelding med stress blev det klart for mig, at det var på tide at starte på en frisk. Så jeg tog en 200 timers yogauddannelse og fik øjnene op for at blive underviser hos AOF.

Jeg så det som det perfekte kompromis i forhold til at ville starte som selvstændig yogalærer, fordi jeg har fået mulighed for at undervise, imens AOF står for alt det praktiske. Til at starte med har det ligesom været en måde at prøve undervisergerningen af på, og jeg er rigtig glad for, at det kunne lade sig gøre.

 

"Vi har ikke den samme krop eller fysiske forudsætning, så vi behøver ikke at sammenligne os selv med personen på måtten ved siden af."

 

Hvad er det ved yoga, som tiltrækker dig?

Det betyder meget for mig at kunne gøre ting for mig selv, når det passer mig, og der ingen forstyrrelser er. Det foregår i mit tempo. Vi har ikke den samme krop eller fysiske forudsætning, så vi behøver ikke at sammenligne os selv med personen på måtten ved siden af. Det er noget af det, jeg holder af ved yoga. Jeg har aldrig været meget til konkurrencesport, fordi jeg ikke vil sammenligne mig selv med andres præstation. Det er vigtigere for mig at have fokus på processen frem for målet. Det gør jeg også meget ud af at inkorporere i min undervisning.

Yoga har været en del af mit liv, siden jeg var i starten af tyverne. I hektiske perioder af mit liv er jeg altid vendt tilbage til yogaen, fordi det ubevidst har været et middel til at finde ro og fordybelse. Men jeg bor et sted, hvor der i mange år var langt til det nærmeste yogastudie. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg nu selv kan bidrage til at bringe yogaen ud i nogle mindre sønderjyske byer.

Hvordan er din undervisning tilrettelagt?

Jeg tilbyder både hatha, flow og yin yoga. Yin yoga er ret populært, fordi det kun er nede på måtten, og hvor vi holder hvert stræk i 3-5 minutter. Det kan være ret intenst for nogen, som finder ud af, at det kræver lidt mere, end man lige går og regner med.

Med yoga bliver du stærkere og mere smidig i både krop og sind. Du får løsnet op for spændinger og lindret dine smerter, såvel fysisk som mentalt. Du får kontakt til dit åndedræt, og du vil opleve mere ro i nervesystemet samt mere overskud og overblik i hverdagen.

Vi chanter i starten og slutningen af timen for at mærke, om der er sket en forandring i løbet af undervisningen. Er der kommet balance og ro i krop og sind? Det er mit håb, at deltagerne kan anvende de redskaber fra undervisningen i deres hverdagsliv fx ved at have fokus på vejrtrækningen.

 

Hvad håber du, at dine holddeltagere tager med sig fra undervisningen?

De fleste af os lever et fortravlet liv, hvor vi hele tiden skal følge med, og hvor grænserne bliver udvisket. Derfor håber jeg, at min undervisning kan give deltagerne et frirum. Det handler om at pakke indkøbslister, arbejde og andre hverdagsgøremål væk og prioritere sig selv den ene dag om ugen, hvor de deltager på holdet.

 

"Det er lige så vigtigt at kende sine begrænsninger som sine styrker."

 

Jeg håber, at mine deltagere føler, at de har givet sig selv tid og opmærksomhed. Når de melder sig til, har de allerede erkendt, at de har brug for det – måske uden at vide præcis hvad det er. Det er også helt essentielt på mine hold, at deltagerne bliver bevidste om at mærke efter, hvor deres individuelle grænse går. Det er lige så vigtigt at kende sine begrænsninger som sine styrker.

Det glæder mig, at det er en mangfoldig blanding af deltagere, som dukker op på mine hold. Lige fra dem først i 20’erne, en del i 40’erne og til seniorerne. Jeg synes, at det er rigtig fedt, at aftenskolerne tilbyder hold så bredt på tværs af alder og forudsætninger. Det giver nogle gode muligheder for, at stort set alle og enhver kan prøve kræfter med yoga og opleve de mange fordele, som det giver.

Vil du også helt ned i kroppen og prøve yoga hos AOF?

Der findes mange forskellige typer yoga og yoga variationer. Alle med udgangspunkt i de samme principper om at forene krop og sind gennem fysiske øvelser. Yogaformerne varierer i tempo og intensitet.

Du kan vælge dit yogahold ud fra hvilken type yoga, du syntes tiltaler dig eller ud fra hvilket behov, du har. Måske er du begynder, måske er du øvet. Det kan også være, at du er gravid. Vi har hold til alle.

 

Lena Kammeyer

Lignende nyheder

Bliver det ja eller nej til forsvarsforbeholdet?

Bliver det ja eller nej til forsvarsforbeholdet?

12. april 2022

AOF inviterer til højaktuelle debatarrangementer i hele landet, så du på oplyst grundlag kan deltage i afstemningen den 1. juni.

AOF Danmarks syn på Reformkommissionens anbefalinger

AOF Danmarks syn på Reformkommissionens anbefalinger

8. april 2022

AOF Danmark ser positivt på flere af Reformkommissionens anbefalinger, men én af anbefalingerne vurderer AOF Danmark uhensigtsmæssig og konkurrencefor ...