Priser for hele kurset

Info om priser
Priserne kan variere afhængigt af forskellige kommunale tilskud
  • Fuldt betalende 295 kr/person

Kursusdage

  • 09-09-2021
    Torsdag
    19:30 - 21:30
  • 13-10-2021
    Onsdag
    19:30 - 21:30
  • 08-11-2021
    Mandag
    19:30 - 21:30

Beskrivelse

Fantastiske Fortællinger 2021
En række spændende foredrag, der har sit afsæt i nogle fantastiske og til tider grænseoverskridende fortællinger. Det er i alt 3 aftener i godt selskab. Foredragene arrangeres i samarbejde mellem AOF Amager og Tårnby Hovedbibliotek.

9.9. En gang var jeg Jesper Skibby med Jesper Skibby
Udover at være en af landets mest populære og vindende cykelryttere gennem tiderne, er Jesper Skibby kendt som den sjove fyr, der altid stod klar med en kæk replik til tv-seere og journalister. De kække og bramfrie kommentarer er der masser af i dette foredrag, men i foredraget åbner Jesper Skibby også op for nogle af de mere sårbare sider af ham.
Bag facaden gemte sig nemlig en rastløs og usikker dreng, der hungrede efter farens anerkendelse og kæmpede med mindreværdskomplekser, pillemisbrug og præstationsangst.
Få i foredraget svar på spørgsmål som: Hvem er Jesper Skibby i virkeligheden? Hvad drev ham til den slidsomme træning og mod målstregen i de store etapeløb? Hvorfor blev han udfordret efter cykelkarrieren? Hvad sker der i hovedet på en topidrætsmand, når han mister sin sport?
Efter karrieren ventede den helt store nedtur og en årelang kamp for at finde sig selv i en tilværelse uden for cykelsportens faste rammer, et selvmordsforsøg på Amager og endelig den kærlighed, der i dag er fundamentet i hans hverdag.
Foredraget er baseret på bogen af samme titel – et indgående portræt og en sportskrønike (Politikens Forlag, marts 2021) skrevet af Tonny Vorm. Såvel bog som foredrag tegner et billede af et komplekst menneske, som vi alle har mere til fælles med, end vi tror.

13.10. Blind på ski til Norpolen med Arne Christensen
Arne har en karriere som top-idrætsmand, og fordi han er blind, har det været meget krævende og givet mange udfordringer undervejs. Gennem 40 år har han gradvist mistet synet, og de sidste 25 år har han været helt blind. Han har brugt idrætten til at hente overskud til at klare en hverdag uden syn, og har udover at sætte sig personlige mål også sat sig det mål at være en rollemodel for andre blinde og at ændre seendes opfattelse af, hvad blinde kan.
Arne er en pioner og deltog på det første danske hold i de Paralympiske Vinterlege i langrend og skiskydning for blinde og har deltaget i yderligere 4 lege. Han er den første danske blinde langrendsløber, som har gennemført Vasaloppet på 90 km, Birkebeineren på 54 km og Arctic Circle Race, verdens hårdeste skiløb, på 160 km. Om sidstnævnte bedrift fik han produceret dokumentarfilmen ’Spor i mørke’, som han har holdt foredrag over og vist mere end 50 gange. I april 2022 skal Arne på ekspedition på ski til Nordpolen som den første blinde nogensinde.
Arnes foredrag handler om at overkomme udfordringer i sit liv, at sætte sig mål og gennemføre dem. Som en del af foredraget vil Arne vise filmen ’Spor i mørke’ på 40 min. Filmen handler om Arnes forberedelser og deltagelse i Arctic Circle Race. Billederne af den storslåede grønlandske natur udgør en flot ramme for stemningen af kamp og sejr, som præger filmen. I foredraget kommer Arne ind på både det svære omkring synstabet og morsomme anekdoter fra situationer gennem livet som blind. Foredraget handler om at turde tro på sig selv og sine ressourcer og at kaste sig ud i det usikre. Der er mulighed for spørgsmål og svar.

08.11. Special operationer med Lars R. Møller
Hvad lavede specialstyrkerne under Den Kolde Krig, og hvad beskæftiger de sig med i dag? De danske jægersoldater og frømænd er omgivet af myter og hemmeligheder. I Lars R. Møllers foredrag, der tager afsæt i bogen af samme navn, giver Lars os et sjældent indblik i tankerne bag korpset og nogle af de historier, som har skabt myterne. Lars bruger sine mange års erfaring som oberst og specifikke eksempler fra historien såvel som soldaterne selv, når han forklarer de vanskelige og farlige operationer, som danske specialkorps udfører. Glæd jer til et medrivende og spændende Lars R Møller foredrag, der gør os klogere på de afgørende indsatser, som frøerne og jægerne har været en del af gennem tiden.
 



Lignende kurser