Onsdag Direkte
Start: 27.09.2023, kl. 12:25
AOF Hvidovre , AOF Hvidovre
Kursuscenter Friheden, Hvidovrevej 438, 1. sal, 2650 Hvidovre
DIVERSE
Priser for hele kurset
- Fuldt betalende 900 kr/person
- Folkepens socialpens efterløn Hvidovre, Hvidovre 630 kr/person
Kursusdage
-
27-09-2023Onsdag12:25 - 14:15
-
04-10-2023Onsdag12:25 - 14:15
-
11-10-2023Onsdag12:25 - 14:15
-
25-10-2023Onsdag12:25 - 14:15
-
01-11-2023Onsdag12:25 - 14:15
-
08-11-2023Onsdag12:25 - 14:15
-
15-11-2023Onsdag12:25 - 14:15
-
22-11-2023Onsdag12:25 - 14:15
-
29-11-2023Onsdag12:25 - 14:15
Beskrivelse
Ni foredrag og debatarrangementer - det er kun muligt at melde sig til hele rækken
27. sep
Vi var Folket – møde med østeuropæerne tre årtier efter murens fald
Anne Haubek og Thomas Ubbesen, tidligere DR-udenrigsjournalister
Vi har passeret 30 års dagen for Berlin-murens fald, for Sovjetunionens sammenbrud og kommunismens endeligt, og vi har set afslutningen på en epoke i Europas historie med had, pigtråd, kold krig. Troede vi.
For hvad nu? Krigen er tilbage i Europa. Ukrainerne kæmper for deres frihed, og imens stiger frygten for en russisk invasion i tidligere Sovjetrepublikker som f.eks. de Baltiske lande og Moldova.
Anne Haubek og Thomas Ubbesen har de seneste år gennemrejst den gamle Østblok til de yderste hjørner og provinser og mødt mange af vores østeuropæiske naboer, hvis skæbner er formet af kommunisme og undertrykkelse.
4. okt
Med H.C. Andersen i operaen
Operaekspert og foredragsholder Henrik Engelbrecht
H.C. Andersen går i operaen over det meste af Europa. Han oplever 1800–tallets megastjerner som Maria Malibran, Giulia Grisi og Jenny Lind, de splinternye operaer af Verdi og Wagner, og han skriver hjem om den vilde oplevelse af at sidde i de enorme operahuse i Napoli, Wien og Paris. Tag med H.C. Andersen i operaen. Vær med helt fra begyndelsen, da han selv som teenager drømmer om en stor sangerkarriere og synger i koret på Det Kongelige Teater.
11. okt
Mit liv som anklager
Tidligere anklager gennem 40 år Jeannette Wincentz Andersen
Hvordan er det at stå ansigt til ansigt med en drabsmand? Hvordan føles det, når retfærdigheden sker fyldest? Jeanette Wincentz Andersen har igennem 40 år ført mange spektakulære sager i de danske retssale. Drab på kvinder, likvideringer, æresdrab, sager om psykisk vold og voldtægt for blot at nævne nogle sagstyper. En af de største sager, hun har ført ved retten, var æresdrabet fra Slagelse Banegårdsplads, hvor en ung kvinde blev skudt og dræbt på åben gade af sin egen bror. Publikum hører om efterforskningens mange detaljer, om antropologi og sociologi og om selve retssagen, hvor ni personer blev dømt for drab og drabsforsøg.
18. okt
EFTERÅRSFERIE
25. okt
På cykel rundt om Taiwan
Antropolog, eventyrer og foredragsholder Henrik Bjørn
Hvad er den historiske baggrund for Taiwans nuværende situation? Hvilken rolle har Japan og USA spillet i Taiwans nyere historie? Føler befolkningen sig som kinesisk eller taiwansk? Frygter man en kinesisk invasion? Kan man undgå en konfrontation med Kina?
Taiwan er kun lidt større end Jylland, men omkring to tredjedele af øen er ubeboelige bjergområder. Alligevel huser øen en befolkning på 23 millioner mennesker.
I januar 2023 cyklede Henrik Bjørn Taiwan rundt og talte med befolkningen om deres syn på Kina, på relationen mellem Taiwan og Kina og forholdet til resten af verden. Efter mange år med bopæl i Kina taler Henrik Bjørn et godt kinesisk og har derfor en unik mulighed for at tale direkte med almindelige mennesker.
1. nov
På rejse med Amdi – 50 år med Tvind
Maskinmester, korrespondent og forfatter Pia Elers
Med udgangspunkt i sin tid i Tvinds Lærergruppe fortæller Pia Elers historien om den omstridte og sagnomspundne leder Amdi Petersen. Det er en både fascinerende og skræmmende historie om en flok unge, der forsøger på at forandre verden, mens de lever i et stærkt og fantastisk fællesskab, som dog med tiden udvikler sig i en retning, hvor gruppepres og magtmisbrug får mange til at flygte derfra. Ikke desto mindre fik mange af de unge faktisk sat en bedre kurs for deres liv.
I dag er Tvind større end nogensinde. Det over 50 år gamle skolesamvirke har udviklet sig til en international humanitær organisation ved navn Humana, der arbejder i 45 lande rundtomkring i verden.
8. nov
Cigaretter, whisky, penge og piger – dengang speedbådssmuglere var folkehelte
Journalist og forfatter Kirsten Stubbe-Teglbjærg
I 1960’erne og 70’erne var speedbådssmuglerne en form for folkehelte, fordi de forsynede danskerne med billige smuglercigaretter. Siden har det danske samfund udviklet sig. Foredraget handler om moral, presseetik og samfundets forandring fra krigens sortbørshandel til i dag. Vi hører også om østlandenes forsøg på at udnytte smuglerne til spionage i Danmark før murens fald og om nogle forsømte drenge, der udviklede sig til pengefikserede rovdyr i den københavnske underverden.
15. nov
Putin ved, hvor du bor – om Danmarks geostrategiske position som prop i Østersøen
Tidl. efterretningsofficer Niels Jensen
De danske stræder Øresund, Storebælt og Lillebælt har gennem århundreder været et sikkerhedsproblem for Danmark. Skibe fra øst skal igennem Østersøen for at komme ud på de store have, og Danmark er den prop, der spærrer adgangen. Det er stadig et problem, ikke mindst i lyset af den igangværende konflikt i Østeuropa.
Med udgangspunkt i den hemmelige russiske kortlægning af Danmark under den kolde krig fortæller Niels Jensen om bl.a. Hvidovres centrale rolle i de invasionsplaner, som aldrig blev effektueret.
Til foredraget medbringer han hemmelige, russiske kort over lokalområdet, plancher, fotografier og efterretningsoversigter, materiale som gennem mange år har været klassificeret som fortroligt, hemmeligt, yderst hemmeligt og top secret. Materialet stemmer fra CIA, FE, kilder i Baltikum samt svenske og britiske kilder.
22. nov
På rundtur i universet
Astrofysiker, fotograf, forfatter og foredragsholder Sune Hermit
Hvordan ser en nyfødt stjerne ud, hvor mange farver har en kosmisk gaståge, hvad sker der, når en stjerne dør, og hvor stort er universet egentlig?
Vores opdagelsesrejse til himlen starter med vores eget solsystem, hvor vi fokuserer på, at man kan se mange ting med en håndkikkert, f.eks. Jupiters måner. Derefter kikker vi ud på Mælkevejen og på Jordens placering i vores egen galakse, inden vi med udgangspunkt i stjernebilledet Orion kigger på eksploderende stjerner, gaståger, stjerners fødsel og død og vores egen plads i et enormt univers.
Med det rigtige udstyr og tilstrækkeligt med både tid og tålmodighed kan man tage billeder, som måske ligner fri fantasi, men i virkeligheden er vores virkelighed – derude hvor den er svær at begribe.
29. nov
Teateranekdoter fra de skrå brædder
Rundviser på Det Kgl. Teater Lars Halby
Hør om teaterlivet på Det Kongelige Teater, Betty Nansen Teatret, Folketeatret og i Cirkusrevyen. Lars Halby fortæller sjove anekdoter fra teatrets finurlige verden, og om sine møder med personligheder som Gerda Gilboe, Susse Wold og Susanne Breuning og Joan Collin.
Til dagligt arbejder Lars Halby som operaformidler, rundviser og konferencier, og desuden har han mindre roller på teater og film, hvor han også har mødt f.eks. Pierce Brosnan og Arnold Schwarzenegger!