Priser for hele kurset

Info om priser
Priserne kan variere afhængigt af forskellige kommunale tilskud
  • Fuldt betalende 1985 kr/person
  • Pensionist / Efterl. 1390 kr/person

Kursusdage

  • 10-09-2021
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 24-09-2021
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 08-10-2021
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 15-10-2021
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 05-11-2021
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 19-11-2021
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 03-12-2021
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 07-01-2022
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 21-01-2022
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 04-02-2022
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 25-02-2022
    Fredag
    10:00 - 11:45
  • 04-03-2022
    Fredag
    10:00 - 11:45

Beskrivelse

Alle er velkomne - så har du lyst til at opleve, snakke og diskutere, tage på studieture, møde fremmede, spændende mennesker m.v. så er dette noget for dig.
NB!! Tilmeldinger til Seniorskolerne møderækker kan kun ske til hele rækken - ikke kun til enkelte arrangementer.
Hvor intet andet er anført, foregår arrangementerne i mødesalen Herlev Gl. skole, Herlev Bygade 92 B.
På nær ekskursionen er stedet hver gang Mødesalen, Herlev Bygade 92 B, 2730 Herlev

10/9: Mit ferieland og mine rejser rundt om i verden blandt danske
Ved Kgl. Konfessionarius, bisko, emeritus, Erik Norman Svendsen
Coronakrisen har givet Erik Norman Svendsen anledning til at filosofere over rejselivet, og han fortæller om alt fra barndommens ferieland til voksenlivets ferier. Men han kommer også ind på et liv med mange tjenesterejser, og vi skal høre om hans besøg bl.a. i Hong Kong, Singapore, Sydafrika, New York, Israel, Libanon, Syrien, Ægypten, Moskva, de dansk-vestindiske øer, London, Paris, Nice og Berlin. Han fortæller om sine møder her med de danske menigheder og andre kirkesamfund, og han videregiver sine generelle indtryk af det at rejse i disse lande.

24/9: Jugoslavens sammenbrud i 1990’erne - og tiden der fulgte
Ved Zlatko Jovanovic, Ph.d. Projektleder, rejseleder og fagekspert, Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO)
Zlatko Jovanovic fortæller om Jugoslaviens sammenbrud, der medførte de voldsomme krigstilstande i 1990’erne. Vi får en beretning fra en ekspert om årsagerne til denne historiske begivenhed, der fik følger for hele Europa. Zlatko Jovanovic fører os fra selve sammenbruddet og helt op til den aktuelle situation i regionen i nutidens Europa.

8/10:Religionernes billedkunst
Ved Mikael Rothstein, lektor og professor i religionshistorie
Religion er ikke kun et spørgsmål om forestillinger. Det man gør, ritualerne, er ligeså vigtigt. Men der er mere: Alle religioner til alle tider har i høj grad brugt billeder (malerier, figurer m.v.), og i foredraget skal vi se nærmere på, hvordan disse billeder fungerer. Vi skal bevæge os fra de ældste tider til nutiden, og fra det hjemlige til det mest eksotiske.

15/10: I Kim Larsens fodspor på Christianshavn
Ved historiker og journalist Claus Hagen Petersen
Kim Larsen boede i godt ti år på Christianshavn. Det var i det tiår, at han udviklede sig fra seminarist med spansk guitar til rockstjerne i Gasolin. Det var her han udviklede sit talent, der var forudsætningen for hans brede nationale gennembrud og folkelige popularitet. Vi får også lidt af historien om den stemningsfulde bydel, Christianshavn, hvor sprittere, søfolk, B&W-arbejdere, slumstormere og skæve eksistenser var faste elementer i de brolagte gader dengang for 50 år siden. Claus Hagen Petersen fortæller med udgangspunkt i sin nye bog I Kim Larsens fodspor på Christianshavn, der udkom i 2019.

5/11: Børns billedsprog
Ved fhv. lektor Merete Zoffmann
Børn lærer verden at kende gennem sanseoplevelser. Merete Zoffmanns foredrag handler om, hvad der sker, når børn i en kreativ proces omsætter deres sanseoplevelser til billeder og skulpturer. Gennem tegning, maling og formning fortæller børn om, hvad der optager dem. Men hvorfor tegner børn, som de gør, og hvordan kan vi forstå deres kunstneriske udtryk? Det giver Merete Zoffmann et spændende bud på.

19/11: Mezzogiorno - mennesker og mirakler under Syditaliens sol
Ved cand mag. Cecilie Marie Meyer
Hvorfor er italienerne så besatte af deres fordøjelse? Kan man virkelig få gigt i nakken af vådt hår, og mavepine af træk? Og hvorfor er det i Italien livsnødvendigt at spadsere? Cecilie Marie Meyer har udgivet bogen 'Mezzogiorno' om sit liv i det syditalienske samfund, som mange har fordomme overfor, men som også rummer et menneskeligt potentiale. Glæd dig til at høre hendes historier fra den syditalienske hverdag om religion, overtro, seksualitet, helbred, siestaen og den parallelle stat. Bogen vil kunne købes til arrangementet.

3/12: Hvordan kan naturvidenskaben bevare kunsten?
Ved professor, Dr. Jørgen Wadum, centerleder på Statens Museum for Kunst
Kunstværker ældes helt naturligt – men det er musernes ansvar at forlænge værkernes levetid, så også de kommende generationer kan glædes og forundres over dem. Spørgsmål om, hvilke processer, der kan indgå i konserveringsarbejdet, og hvorledes avanceret naturvidenskab kan hjælpe til en bedre forståelse af kunstnernes arbejdsmetoder, er oftest afgørende for et godt resultat.

7/1: MeeToo og de historiske strømninger
Ved Andreas Christensen, sognepræst og stabsfeltpræst
Næst efter Coronaen blev 2020 året, der blev kendt for at trække tæppet væk under lumre mænd. Andreas Christensen gennemgår tre historiske strømninger, som indbyrdes stadig skal finde deres leje, før der bliver fred: Kønnenes lighed. Den sexuelle frigørelse. Det dialogiske arbejdsmarked. Vi starter med en meget gammel MeeToo-sag: Potifars hustru!

21/1: Universet i fokus
Ved Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved DTU Space
Med store teleskoper på Jorden og satellitter og sonder i rummet forsøger vi at fravriste universet dets hemmeligheder: Er der liv i rummet? Hvordan blev universet født? I foredraget fortæller Michael Linden-Vørnle om de seneste resultater fra astronomien og rumforskningen. Det handler om jagten på planeter omkring andre stjerner end Solen, undersøgelser af universets fødsel - det såkaldte big bang – og vores udforskning af Solsystemets planeter, måner og asteroider med robotter og sonder.

4/2: Besøg i Heerings Gaard og Bank – og Sparekassemuseet
Vi besøger Heerings Gaard på Christianshavn, som er en meget smuk klassicistisk købmandsgård fra 1775 og således rummer den et fornemt stykke dansk kulturhistorie. Bygningen huser Bank – og Sparekassemuseet, som vi også skal se. Vi spiser frokost på den argentinske restaurant Asador (eksklusiv drikkevarer), Overgaden Neden Vandet 17, 1414 Kbh. K.
Mødetid -og sted: Heerings Gaard / Bank- og Sparekassemuseet, Overgaden Neden Vandet 11,
1414 Kbh. K, kl. 10.20.

25/2: Om Albert Camus og hans roman Den fremmede
Ved mag.art. Frantz Leander Hansen
Albert Camus´ roman Den fremmede (1942) er et hovedværk i den eksistentialistiske litteratur. Den foregår i Algeriet, og handler både om kærlighed og om oplevelsen af livets absurditet. En ung kontormand lever et stille hverdagsliv, indtil han ved en tilfældighed slår et menneske ihjel og føres for domstolen. Han dømmes til døden, og mens han venter på henrettelsen, gør han op, hvad livet har lært ham. Undervejs i foredraget omtales også Albert Camus’ roman Faldet (1956) og hans filosofiske værk Sisyfos-Myten (1942).

4/3: Situationen i USA i starten af Joe Bidens andet år som præsident
Ved USA-ekspert og TV-kommentator Mads Fuglede
Mads Fuglede fortæller om forholdene i det pt. stærkt splittede og efterhånden stærkt voldsprægede USA – et år efter præsident Joe Bidens tiltræden. Er det lykkedes Joe Biden, der lagde meget ambitiøst ud, at få gydet olie på vandene, og hvordan er tilstanden i det republikanske parti efter ekspræsident Donald Trumps optræden især i den sidste tid som præsident.

Fredag d. 11/3-2022, kl. 9.15-11.45
Fælles afslutning i Medborgerhuset, Herlevgårdsvej 18, 2730 Herlev, med let brunch.

Tobias Trier Trio
Tobias Trier Trio sætter gang i følelser og fødder. Trommer, bas og guitar leverer en varieret lydoplevelse. Bandoplevelsen giver en medrivende, berusende raket under Tobias Triers underfundige sange. Når orkestrets medlemmer synger kor og akkompagnere på bedste vis kan publikum genkende de markante lydbilleder fra Tobias Triers syv album-udgivelser og opdage nye. Tobias Trier fører som en adræt sprechstallmeister både publikum og band gennem en koncert med høj energi.


Lignende kurser