Priser for hele kurset

Info om priser
Priserne kan variere afhængigt af forskellige kommunale tilskud
  • Fuldt betalende 1190 kr/person
  • Efterlønsmodtager, Roskilde 1190 kr/person
  • Efterlønsmodt og OK-Klub-medlem, Roskilde 890 kr/person
  • Pensionist, Roskilde 1190 kr/person
  • Pensionist og OK-Klub-medlem, Roskilde 890 kr/person

Kursusdage

  • 07-06-2023
    Onsdag
    10:00 - 15:00
  • 08-06-2023
    Torsdag
    10:00 - 15:30
  • 09-06-2023
    Fredag
    10:00 - 15:00

Beskrivelse

Onsdag den 7/6

Kl. 10.00 Ankomst: Formiddagskaffe, hygge og fællessang

Kl. 10.25 Anne Laxholm Giv mig et år
I sit foredrag, som er baseret på bogen ”Giv mig et år”, fortæller Anne om sit begivenhedsrige liv i en verden af dans – en rejse, der bragte hende og hendes mand, Hans, fra Danmark til England, fra titlen som nordsjællandske mestre til verdensmestre og først hjem til Danmark 28 år senere. Hun beretter om nogle af de udfordringer, de mødte undervejs, ikke kun i dansekarrieren, men også livets øvrige aspekter, deriblandt partnerskab, ægteskab og rollen som iværksættere i firmaet ”Chrisanne”. Foredraget giver et indblik i en elitesportskarriere på topplan, og sidenhen en rolle som medejer i et succesrigt og hurtigt voksende firma inden for danseindustrien og dansestudiet Dance Academy Laxholm i Hørsholm.

Endelig vil Anne naturligvis også fortælle om sin rolle som én af dommerne i det populære TV2 program ”Vild med Dans”, hvor hun har medvirket siden starten i 2005.

Kl. 12.00 Pause

Kl. 12.30 Middag: Forloren hare med tilbehør - Kaffe med småkager

Kl. 13.30- 15.00 Den lille forskel - syngepigerne Charlotte og Elsebeth
Så er der garanti for romantik, nostalgi og masser af latter!
Akkompagneret af deres dygtige pianist giver Charlotte og Elsebeth nyt liv til bl.a. Liva Weels signaturvise “Glemmer du - så husker jeg det ord for ord”, men vi skal også høre “Gå med i lunden” og “Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes”. Kort sagt: Et skønt pust med både skarpe og bløde kanter!


Torsdag den 8/6

Kl. 10.00 Ankomst: Formiddagskaffe, hygge og fællessang

Kl. 10.25 Koral-trekantens imponerende rigdom v/ kulturgeograf Lene Topp
Området spreder sig i en trekant fra Malaysia op over Filippinerne og ned til Østtimor nord for Australien. Det er det mest artsrige havområde på vores planet med 500 koralarter og 3.000 fiskearter. Lene tager os med til nogle af de smukkeste områder, og præsenterer os for havets brugere: Lige fra Indonesiens sidste hvalfangere til dem, der bruger ikke så bæredygtige fiskerimetoder! Vi skal også møde havets beboere - lige fra de enorme hvalhajer med et gab så stort som et spisebord til tussefisken, der lokker sit bytte til med en gevækst, som minder om en fiskestang med madding. Vi møder også den glubske og lynhurtige bobbitorm, der gemmer sig i sandet!

Kl. 12.00 Pause

Kl. 12.30 Middag: Kylling i karry - Kaffe med småkager

Kl. 13.30 - 15.30 Poul Erik Skammelsen I verdens brændpunkter
Poul Erik var med, da TV2 startede i 1988 - en helt ny TV-station uden journalister, der i mange år havde siddet tungt på de spændende jobs.  Der gik da også kun kort tid, inden han befandt sig i sit første storpolitiske brændpunkt under massakren på Den Himmelske Freds Plads i Kina.
Senere er det blevet til utallige opgaver som journalist fra verdens brændpunkter: Billedet af flyene der tørner ind i skyskraberne i New York, billedet af jublende mennesker, der slår hul i Berlin–muren, billedet af studenten og kampvognen på Den Himmelske Freds Plads, billedet af tjetjenske frihedskæmpere i jakkesæt med maskingevær over skulderen, billedet af tsunamien, der rammer kysterne ved Det Indiske Ocean er billeder, vi møder på TV igen og igen.
Poul Erik Skammelsen var der, og det fortæller han denne eftermiddag engageret og medrivende om!

Fredag den 9/6

Kl. 10.00 Ankomst: Formiddagskaffe, hygge og fællessang

Kl. 10.25 Berlin - brændpunkt i den kolde krig v/ Christian Friis
Berlins historie er ulig nogen anden bys!
Fra byens ydmyge begyndelse til hastigt voksende moderne storby i 1800-tallet, gennem 1. Verdenskrig og 1920ernes hedonisme til Det tredje Rige – fra byens og Tysklands deling til Berlinmuren, murens fald og endelig genforeningen af Øst- og Vesttyskland. Vi ser nærmere på Berlins historie og især på forholdene i Østberlin og livet med muren.

Kl. 12.00 Pause

Kl. 12.30 Middag: Flæskesteg med rødkål - Kaffe med æblekage

Kl. 13.30 - 15.00 Jesper Thilo og og Pia Kloster
Den internationalt anerkendte saxofonist Jesper Thilo, vil sammen med Pia Kloster og pianist Jesper Ankjær spille en lang række af jazzhistoriens allerbedste sange – de såkaldte jazz-standards. Jesper Thilo var medlem af Radioens Bigband fra 1966-1989. Som den første modtog han i 1977 Ben Webster-prisen og siden 90’erne har han udgivet en lang række plader i eget navn. Pia Kloster har i mere end 30 år været kapel-mester for sit eget jazz-/swingorkester, som har begejstret publikum ved jazzklubaftener, jazzfestivaler og meget andet.

Lignende kurser