AOF mener

De folkeoplysende aktører har en vigtig rolle, når det gælder om at sikre sam­men­hængs­kraf­ten i det danske samfund og modvirke ekkokamre. En del af denne indsats er at sikre, at også mindre bemidlede borgere kan blive klædt på til at klare hverdagens udfordringer, om det så er energikrise, grøn omstilling eller basale færdigheder.

Det er derfor essentielt, at der fra politisk side bliver taget hånd om de udfordringer, der står i vejen for denne indsats. I den ligning indgår inklusion som et af de vigtigste parametre, og den opgave er landets op­lys­nings­for­bund i høj grad med til at løfte. Lad mig skitsere et konkret eksempel fra virkelighedens verden.

I AOF har vi succes med at bringe fol­ke­op­lys­nin­gen ud til hundredvis af borgere i udsatte boligområder, som ellers ofte har tendens til at isolere sig i hjemmet. Blandt andet i boligområdet Vollsmose i Odense, som befinder sig på pa­ral­lel­sam­funds­li­sten, er der stor tilslutning til de folkeoplysende aktiviteter, hvor borgerne bringes sammen på tværs af etnicitet, alder og socialt tilhørsforhold.

Her mødes den unge studerende med taxachaufføren til et de­ba­ta­r­ran­ge­ment i forbindelse med fol­ke­tings­val­get, og den pensionerede bør­ne­ha­ve­pæ­da­gog går til pilates på samme hold som den tosprogede SOSU-assistent.

Der er den åbenlyse og store gevinst, at beboerne får mulighed for at møde og få talt med personer i lokalområdet, som de ellers ikke ville støde på. En del af beboerne kommer også selv med ideer til aktiviteter, og nogle tilbyder endda også at undervise eller engagere sig som frivillige.

Af gennemførte aktiviteter i 2022 kan blandt andet nævnes bevægelseshold, sprogun­der­vis­ning, foredrag, koncerter og debatmøder om aktuelle politiske emner. Alt sammen lokale aktiviteter, som er med til at øge engagementet i den demokratiske proces og giver borgerne mulighed for at tage aktiv del i samfundet.

Desværre er der risiko for, at alt det gode falder til jorden, når deltagerne fra årsskiftet er nødt til selv at punge ud, hvis de fortsat vil involvere sig i aktiviteterne. Det skyldes, at borgerne på baggrund af projektmidler indtil nu har fået forhøjet tilskud på bru­ger­be­ta­lin­gen.

Vi har at gøre med borgere, som i længden ikke har økonomisk råderum til at betale for et traditionelt forløb, og derfor har den minimale brugerbetaling været altafgørende.

Det er svært ikke at blive begejstret, når jeg erfarer alle de positive resultater, som indsatsen i de boligsociale områder medfører. Det er lige så svært ikke blive bekymret for fremtiden, når ressourcesvage personer bliver lukket udenfor døren, og det kalder i høj grad på en gentænkning af fol­ke­op­lys­nings­lo­ven.

Siden 2003 er den kommunale støtte til folkeoplysende aktiviteter halveret, og det betyder desværre en øget del­ta­ger­be­ta­ling. Det får beboerne i de udsatte boligområder som Vollsmose for alvor at mærke, når de folkeoplysende aktiviteter efterfølgende finansieres af brugerne selv. Der er altså risiko for, at mange af beboerne trækker sig, fordi de ikke længere har råd til at deltage i AOF’s tilbud.

Det er bare ét af mange eksempler på, at grupper med mindst overskud rammes, og det er et stort problem. Som samfund har vi en vigtig opgave med at sikre lige muligheder for oplysende og inkluderende fællesskaber til alle uanset indkomst. Det kan vi som op­lys­nings­for­bund ikke udfylde til­freds­stil­len­de, som de økonomiske rammer er nu.

Derfor foreslår AOF, at rammen for op­lys­nings­for­bun­de­nes arbejde sikres med en fast statslig med­fi­nan­si­e­ring. Samtidig foreslår vi, at langt flere ministerier placerer nødvendige sam­funds­re­le­van­te opgaver hos op­lys­nings­for­bun­de­ne, så vi kommer væk fra puljeordninger og i stedet får etableret længerevarende er­fa­rings­ba­se­re­de indsatser i op­lys­nings­for­bun­de­nes organisationer, som i forvejen løfter en række opgaver i øjenhøjde med borgerne.

Vi skal sammen have ambitionen om at få flest mulige med ind i forpligtigende og oplysende fællesskaber, og politikerne på Christiansborg bør arbejde for at udjævne uligheden i borgernes mulighed for deltagelse.

Endelig bør vi med eksemplerne fra det boligsociale arbejde sikre, på dette og mange andre områder, at erfaringen, kva­li­fi­ce­rin­gen og udvikling af måden vi er sammen på altid styrkes og udvikles.

Her kan og bør politikere og embedsfolk i langt højere grad skabe en systematisk brug af op­lys­nings­for­bun­de­ne som den or­ga­ni­sa­to­ri­ske muskel, hvorigennem vi får trænet, organiseret, motiveret og engageret hinanden.