EU-aktiviteter i AOF

AOF arbejder med at oplyse om EU gennem forskellige initiativer, som bl.a. tæller podcast, teater og debatter. Her på siden kan du finde information om initiativerne. Kontakt os gerne i AOF, hvis du og din arbejdsplads/organisation er interesseret i at samarbejde. 

 

Ungdommens Europakonference med AOF

Ungdommens Europakonference

Unge er en af de grupper, der stemmer mindst til europaparlamentsvalg, men som skal leve længst tid med de beslutninger, EU-systemet træffer. Derfor er det særligt vigtigt, at EU-oplysningen også når ud til de unge.

AOF afholder årligt Ungdommens Europakonference, hvor vi inviterer skoleklasser, ungdomsuddannelser, elevorganisationer og andre unge til tage del i debatten om Europas fremtid. Hvert år har konferencen et tema, der er aktuelt og appellerer til unge – fx klima, miljø eller uddannelse i et EU-perspektiv. På konferencen inviteres deltagerne til at debattere med EU-politikere, eksperter og meningsdannere for at få en dybere forståelse for EU’s indretning og beslutningsprocesser. AOF udvikler Ungdommens Europakonference i samarbejde med en eller flere relevante ungdomsorganisationer.

Ungdomskonferencen afholdes lørdag den 28. januar 2023 og igen til november 2023. 

EU - Hva' nu?

AOF har gennem flere år arrangeret debatter med fokus på aktuelle europapolitiske dagsordener. Temaerne til debatterne har centreret sig om fx klima, migration, covid-krisen, sikkerhedspolitik og techgiganter, hvor europaparlamentarikere, folketingspolitikere samt relevante aktører og eksperter på EU-området har deltaget. Debatterne foregår i hele landet og gennemføres i samarbejde med andre organisationer og på lokale AOF aftenskoler. 

EU-debat på Arbejdermuseet med AOF

EU og den danske model

AOF arrangerer sammen med danske fagforeninger debatmøder, som engagerer fagligt aktive i EU-debatten med fokus på EU-problematikker, der angår det danske arbejdsmarked. AOF samarbejder heriblandt med Dansk Metal, der organiserer lønmodtagere inden for eksportfag.

Debatmøderne drejer sig om en fælles europæisk mindsteløn, det franske arbejdsmarked og konsekvensen af Brexit for dansk økonomi. 

 

De unges EU

AOF samarbejder med Peter Laugesen og Elena Askløf, som driver projektet Vores Europa. Det prisvindende par har rejst Europa tyndt for at tale med unge europæere om deres virkelighed, ønsker og holdninger til EU-løsninger. Indtryk som de formidler i inddragende foredrag fx ved hjælp af videoklip, afstemninger mv. 

AOF arrangerer i samarbejde med Vores Europa foredrag og debatter for unge i hele Danmark med fokus på unges vilkår i Europa og EU-beslutningers betydning for unges liv og hverdag. Klima, migration og ungdomsarbejdsløshed er nogle af de emner, der bliver sat fokus på. Arrangementerne foregår på efterskoler, højskoler og uddannelsesinstitutioner, men også i AOF's aftenskoler. 

 

AOF arrangerer i samarbejde med Vores Europa foredrag og debatter for unge i hele Danmark

Podcast

Med podcasten #EUDK sætter AOF fokus på aktuelle temaer, der står højt på den europæiske dagsorden: Arbejdsmarked, klima, Ukrainekrigen, demokrati, sikkerhed og efterdønninger af Brexit. I podcasten gæster eksperter, politikere og organisationsfolk. 

Du kan lytte med på de tjenester, hvor du normalt hører podcast.

 

Debatteater

AOF har et samarbejde med Rejsescenen om debatteater om EU og betydningen for danskerne fx arbejdsmarked, klima og skattely. Formen er humoristisk, tankevækkende og indebærer debat med skuespillere, indbudte politikere og tilskuere undervejs. Teateret finder sted på etablerede scener som fx Aalborg Teater, Mungo-Park teatret og baggårdscenteret i Svendborg om at kunne vise forestillingen på deres kendte scener. 

 

AOF's debatteater med Rejsescenen

Europa-Nævnets logo

AOF har en 3-årig såkaldt pulje B bevilling fra Europa-Nævnet, som giver mulighed for at oplyse om EU gennem forskellige initiativer i perioden 2021-2023.

Læs evt. mere her.