Hensyntagende Hjernecenter (H)
Fælles for dansk og matematik er, at deltageren skal have mulighed for at sanse, undersøge og kommunikere.
I danskundervisningen giver vi bl.a. deltageren kendskab til apps til computer eller telefon, som kan hjælpe med stavning og højtlæsning af tekster. Det giver deltageren mulighed for at anvende teknologien i hverdagen til at kompensere for vanskeligheder med at skrive og læse.
I matematik arbejdes der med talforståelse, regning, mål og vægt, brøker og procenter samt at vurdere tal og give et overslag over fx en samlet pris på et indkøb.
Undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i deltagerens faglige mål og interesser. Det skal være spændende og sjovt at lære.
Fokus i undervisningen - dansk
Formålet med den kompenserende danskundervisning er at give deltageren redskaber og hjælpemidler til at kunne klare sig bedre i hverdagen. Det kan være alt lige fra at blive bedre til at stave for at kunne skrive sms-beskeder til at kunne formulere og opstille en e-mail til f.eks. sit teleselskab eller at kunne læse ugeaviser og bøger.
De fagspecifikke pejlemærker i dansk er:
· samtale (lytte)
· fortælling (udtrykke)
· skrivning
· sproglig bevidsthed
Dansk bliver brugt i mange forskellige sammenhænge i deltagernes hverdag.
Et Eksempel: En deltager, der arbejder i en genbrugsbutik, har et ønske om at blive bedre til at stave særlige fagudtryk, han bruger i dagligdagen samt kunne skrive beskeder til kollegaer. Vi øver derfor sammensatte ord som genbrugs-container, og bøjning af navneord, der har relation til tøj- og møbelgenstande.
En anden kursist skriver breve til sit store idol. Vi øver, hvordan man opstiller et brev med relevant indhold, korrekt sætningskonstruktion og stavning.
Fokus i undervisningen – matematik
Den kompenserende matematikundervisning har til formål at hjælpe deltageren i dagligdagen med udgangspunkt i den enkeltes behov. Det kunne være penge og deres værdier, geometri og brøker eller at kunne deltage i spil, hvor man skal slå med terning og tælle.
De fagspecifikke pejlemærker i matematik er:
· funktionel matematik
· tal og antal
· geometri og former
I samarbejde med deltageren, finder underviseren det materiale der er relevant for at nå det ønskede mål, indhold og niveau.
Undervisningen i dansk og matematik bliver tilrettelagt individuelt og afspejler, hvad den enkelte deltager har behov for at tilegne sig, for at kunne klare sig bedst muligt i hverdagen. Derfor udarbejdes der ved kursusstart, i samarbejde med deltageren, en arbejdsplan – som løbende bliver evalueret og tilpasset deltagerens behov og niveau.
I undervisningen arbejder hver enkelt deltager målrettet med sit eget materiale. Giver det mening ift. Faglig kunnen og udbytte for den enkelte, er der også mulighed for at samarbejde i små grupper om udvalgte opgaver.
Kursusdetaljer
1.034 kr./person
Underviser
Luise Dalsgaard Larsen
1.034 kr./person
Tilmeld kursus