Bud fra Bakkerne
- musikforedrag om Søhøjlandets musikalske skatkammer
Hvem var de? De sangere og spillemænd, der engang leverede musikken til fester, højtider og de stille stunder derhjemme? Hvilken arv har de efterladt os – og hvilke historier gemmer deres melodier på?
Maja Kjær, violinist, sanger og komponist, er fjerde generation af midtjyske spillemænd. Med sit store repertoire af melodier og sange på både rigsdansk og dialekt, krydret med anekdoter og skrøner, åbner hun døren til Søhøjlandets musikalske skatkammer.
I over 20 år har Maja lært melodier fra de gamle spillemænd, aflyttet sange fra fonografoptagelser, og gravet melodier frem fra glemte nodebøger. Samtidig har hun brugt musikken live til dans og koncerter i både Danmark og udlandet. Det er traditionel spillemandsmusik og sange når de er bedst - musik som har formet lokalsamfund og det sociale liv i området, og som er en del af vores kulturelle dna.
Musikforedraget ""Bud fra Bakkerne"" er en nærværende oplevelse, præsenteret i øjenhøjde - og gerne i samtale - med publikum. Det er for unge og gamle og alle der elsker sang og musik, dialekter og lokalhistorie.
Kursusdetaljer
100 kr./person
Underviser
Maja Kjær Jacobsen
Maja Kjær er en erfaren violinist, komponist og traditionsbærer med dybe rødder i dansk og nordisk folkemusik, særligt fra Søhøjlandet.
Med omkring 15 års undervisningserfaring på både musik- og aftenskoler over hele landet samt workshops i udlandet, er hun en passioneret formidler.
Hun har desuden udgivet seks musikalbums med forskellige bands, en nodebog om midtjysk spillemandsmusik og en podcast.
Maja er uddannet violinist fra Syddansk Musikkonservatorium (BA i 2009 og KA i 2012), har studeret i Limerick (Irland) og taget kurser i Norsk Folkelig Dans på NTNU i Trondheim (Norge), og har turnere i store dele af verden. Hun er ved at afslutte sin solistuddannelse på Contemporary Creative Artist-linjen ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, med debutkoncert planlagt til marts 2025.
100 kr./person
Tilmeld kursus