Levende akvarel – bliv bevidst om at male akvarel
Kom med på et kursus, hvor vi arbejder med en bevidst tilgang til at bruge akvarellen til at skabe eller fortælle med frie, levende og vitale billeder.
Akvarel er nuancernes bane med bittesmå balancer mellem kontraster. Man kan let slå farver og penselstrøg ihjel i sin søgen efter det levende billede.
På samme tid er akvarel glæden ved pigmenternes forskellige egenskaber. Nogle breder sig i jævne flader, mens andre søger mod kanterne og tegner konturer.
Atter andre stimler sammen i små grupper ujævnt fordelt over fladen. På én gang ustyrlige og smukke.
Du får rig mulighed for at udfordre din teknik, mens du skaber dine egne erfaringer.
Målet er, at du skal kunne arbejde videre og udvikle dig på egen hånd. Og så hjælpes vi alle undervejs.
Vi tager afsæt i ting fra naturen, som du tager med. Som udgangspunkt arbejder vi efter fysiske objekter.
Der kan bestillles papir igennem underviseren. Medbring selv de andre materialer du har.
Kontakt underviseren, Robert Jensen, på: Tlf: 20134947 eller på mail: robert@nordic-reflections.dk
Kursusdetaljer
2.330 kr./person
Underviser
Robert Jensen
Akvarel er mit medie. Det har det været, lige siden min klasselærer Wallenstrøm i sjette klasse lavede en lille oversigt over en palette af akvarelfarver. Et helt almindeligt stykke skrivepapir, hvor farverne var sat af med små klatter med navn og angivelse af fabrikant. Jeg har det endnu. Og så har jeg fået glæden og respekten for naturen fra mine forældre.
I dag arbejder jeg i krydsfeltet kunst/ videnskab/ formidling. Kunsten skal trække naturen ind i virksomheder og stuer for at videregive fascination og viden.
Jeg sender 5% af min indtjening udvalgte værker ´Retur til natur´på og støtter pleje og genopretning af nordisk – primært dansk – natur.
2.330 kr./person
Tilmeld kursus